Say what

Foto: Clayton Fopp, Australien

Tænkte først det måtte være en and, men da det ikke er første april, og DR Nyheder normalt er til at regne med, må det jo være rigtigt: Big Ben skal have nyt navn, hvis det står til politikere i det engelske parlament.

Historien er, at dronning Elizabeth er fejret med pomp og pragt i anledning af hendes 60 år på tronen. Og så er den konservative Tobias Elwood kommet op med en idé om at omdøbe det verdensberømte klokketårn, så det fremover skal hedde Elizabeth Tower.

Tre partier bakker op om forslaget – men jeg synes det er noget pip. Hvis dronningen i Storbritannien partout vil kunne skrive tårnets fornavn på sit visitkort, må hun selv tage navneforandring til Ben. Jeg retter i hvert fald ikke ind efter de nye toner i Westminster.

Tænk hvis den tilsvarende bygning til Rådhusklokkerne i København pludselig skulle skifte navn til Margrethe Tårn… Fuldstændig flippet.

Jeg vil foreslå britterne, at de i stedet gør som os, og designer en plastikting til formålet. Danskerne har forlængst til margretheskålen til sig, og mon ikke også englænderne vil synes godt om en smart Elizabeth Bowl.

Big Ben er Big Ben. Det er klokkeklart bavl at det skal kunne hedde noget andet.

Uden titel

Foto: Kriss Szkurlatowski, Polen

Vi har kun vores navn at gøre godt med som forfattere, skriver en lyriker fra Dansk Forfatterforening til mig i en mail.

Måske har han ret. I hvert fald er der sket et markant skifte på bogmarkedet. Hvor man før spurgte: Hvad læser du?, er det idag mere trendy at spørge: HVEM læser du?

Bare se på de nyeste udgivelser hos din boghandler: På rigtig mange bøger er forfatterens navn typograferet med mega versaler i en fed grotesk. Og nedenunder, med meget mindre bogstaver, står så bogens titel.

Jeg tror, vi snart vil se bøger, hvor det kun er forfatternavnet der optræder på forsiden – og hvor bogens titel (naturligvis?) er flyttet om på titelbladet.

Trenden er klar. Det vigtigste er ikke, hvordan ordene falder inde i bogen, men hvem der har gjort dem.

Der er simpelthen kommet et massivt fokus på forfatteren. Bogtitlerne er blevet sekundære i forhold til forfatternavnene. Jeg kan bare tage de tre bøger, der p.t. ligger på mit læsebord: WILBUR SMITH med Solens sejr, CARLOS RUIZ ZAFÓN med Englens spil, og ELSEBETH EGHOLM med Skjulte fejl og mangler. Navnet fylder i alle tre tilfælde mere end dobbelt så meget som titlen. Først når man bladrer om på titelbladet, er der orden i sagerne.

Så er det typografiske billede klart: Vigtigst er titlen, i en mindre kursiv står forfatterens navn, og nederst forlaget.

Men på forsiden er det suverænt kunstneren der skal fremhæves. Det er jo Navnet som sælger. Lur mig, om der ikke snart kommer en bog helt uden titel.

Jeg kan lige se det for mig: KLAUS RIFBJERG med Uden titel. En sådan bog ville for evigt placere ham som det uofficielle og kroniske omdrejningspunkt i dansk litteratur.


P.S.
Jeg skal da lige huske at nævne navnet bag det indledende citat: Knud Steffen Nielsen.
Og glem så for alt i verden ikke, hvem der skriver denne blog. Det er mig. Mig. Kenneth Wilson. Alias Lazyclip.

Vinke-vinke… :-)

Apple on the air

DR Nyheder refererer lystigt når Apple en gang imellem barsler med lidt nyt til deres kunder. Det er ikke helt naturligt at placere sådan noget forbrugerstof som nyheder, men hvis bare journalisten vinkler overskriften, så det hele ligner breaking news, så er der åbenbart hul igennem: Kæmpe konference: Det løfter Apple sløret for i aften

Så slipper Apple udenom annonceafdelingens krav om betaling for viderebringelse af salgssnak i hele Danmarks Radio. Konkurrenterne, som ikke har et æble som logo, må pænt meddele sig gennem dyre avis- og bannerannoncer. Og jeg undrer mig over at Apple har denne særstatus i medierne, som gør at firmaet kommer gratis til fadet.

Jeg har bestemt ikke noget mod de gode Apple computere. Jeg har skam selv en MacBook Air, og synes det er en både stærk og elegant bærbar. Men jeg synes ikke, produkters fortræffeligheder skal udbasuneres på en licensfinansieret kanal, der ellers er reklamefri.


Men jo – DR Nyheder syntes det er spændende med Apples kæmpe konference, og har sågar fundet plads til en hel billedserie af Apple repræsentanter der står og salgssnakker foran en storskærm.

Det viste sig, at det de præsenterede, ikke var så nyt endda. Da sløret blev løftet, var der ikke rigtig noget med seriøst nyhedspotentiale. Men det fik ikke DR Nyheder til at hoppe af Apples spinende marketing karrussel. Tværtimod bragte vores allesammens public service kanal til sidst et overblik, så vi kunne se Apples nye produkter.

Og det på trods af, at DR Nyheder selv skriver at der er tale om …en medieskabt storm i et glas vand…

Tsk-tsk…

Tid til tiden

Foto: Patrick Hajzler, Frankrig

Et sted mellem rød og blå står tiden og flyver afsted. Det er nok en psykofysisk tanke værd, så her er i dagens anledning et gruk af Piet Hein:



Man render og udfolder sådan en flid
med nyttige ting, at man aldrig får tid
til det som man helst ville vi sig.
Forklaringen på det er åbenbar.
Tid – det er sletikke noget man har
men noget man selv må gi sig

Det nye sort

Man har ikke hørt så meget om den. Det er som om Refsvindinge er kommet listende med nyheden på katteporter.

Forlæggeren og jeg var i sidste uge på vej over Fyn, og slog så et slag indenom bryggeriets dørsalg. Et skønt sted for sådan nogle drengerøve som os. Der er modeljernbane – og masser af øl.

Den kyndige oplukker skænkede en smagsprøve og fortalte at den ny Cat Porter er skabt i samarbejde mellem bryggeren og hans datter. Og netop nu introduceres den i Spanien.

Det er en usædvanlig og rent ud sagt fantastisk øl, men jeg tror ikke den for alvor kan afsættes i sydens sol. Stout er som skabt til dårlig vejr. Det er ikke uden grund, at især englænderne er til det sorte øl.

Catalanerne er med al deres solskin nok bedre tilfredsstillet med iskoldt fadøl. Så jeg foreslår at Cat Porter istedet målrettes til hjemmemarkedet. Det regner og er råkoldt. Vi trænger seriøst til noget stærkt. Og den kattens gode øl her sidder lige i medicinskabet!

Skål!

En lille mille til Vibskov

Foto: Miriam Dalsgaard, Politiken

Der er desværre rige kunstnere som mæsker sig på statens regning. Venstre og Dansk Folkeparti har været imod den livsvarige ydelse, og trukket Klaus Rifbjerg og Per Arnoldi frem som kunstnere de mener har det fedt på skatteydernes bekostning.

Men den livsvarige kunstnerstøtte er reguleret, så for eksempel Klaus Rifbjerg blot modtager lidt over tusind kroner om måneden – fordi hans øvrige indtægter gør, at han bestemt ikke mangler smør på brødet og salt til sit æg. Og hvad Arnoldi angår, så er han slet ikke med på listen over de 275 modtagere. Statens Kunstfond har ganske enkelt aldrig indstillet Arnoldi til livsvarig ydelse som tak for berigelse af vores kultur.

Hvis vi skal se på kunstnere, der rager til sig, så synes jeg vi bør se bort fra dem, vi som samfund hædrer og forgylder med ungefær 150.000 kr. årligt. De er ikke højtlønnede, for hvis de er, får de kun en brøkdel udbetalt. Det er mere rimeligt at se på rige kunstnere, der selv har ansøgt og bedt om kunstnerstøtte.

Statens Kunstfond uddeler hvert år en stribe treårige arbejdsstipendier á næsten en million kroner. Og her har Udvalget for Kunsthåndværk og Design i Forårsuddelingen bl.a. valgt at tilgodese ham på billedet: Henrik Vibskov.

Henrik Vibskov er blandt almindelige danskere kendt som en dygtig forretningsmand i modebranchen. Han kan snildt sælge en t-shirt for over 100 euro fra sin boutique i Krystalgade. Vibskov må formodes at tilhøre gruppen af absolut velhavende danskere.

Han ejer nemlig en international kæde af modebutikker, og sidste år kunne vi i Politiken læse at Henrik Vibskov åbnede endnu en i New York.

Det er ikke helt gennemskueligt, hvor rig en kunstner, Vibskov er, men klikker man på The Business Finder: proff.dk fremgår det, at hans virksomheder bestemt ikke er i vanskeligheder. Alene Hv Gruppen ApS og Heaven Holding ApS har millioner i egenkapital.

Man kan også finde ud af, at Vibskov i bedste Klaus Riskjær stil i år har konstrueret og oprettet en familiefond, hvis formue må antages at ligge udenfor eventuelle kreditorers rækkevidde. Det spidsfindige foretagende bærer navnet “The Vibskovski Family Trust v/ Henrik Vibskov Nielsen”

At Vibskov nu og tre år frem tilmed får overført en stor pose penge fra vores allesammens fælles skattekiste, svarer vel til at Staten havde givet den farverige Christian Stadil en lille million i kunstnerstøtte. Det ville ikke nødvendigvis være dumt, men i så fald burde det hedde erhvervsstøtte. – Og det skal man altså ikke bruge kultur-kroner på!

Iøvrigt: Når nu tre ud af fire kunsthåndværkere er kvinder, hvorfor er tre ud af fire arbejdsstipendier så givet til mænd?!

Læs eventuelt også min forrige blog om penge til kunsten

Penge til kunsten

Foto: Thiago Felipe Festa, Brasilien

Der findes mennesker i dette land, som får penge hver måned, bare fordi de har et navn. Et navn på Finansloven.

Cirka sådan lyder det, når forargelsen over de livsvarige ydelser fra Statens Kunstfond bliver luftet.

Helt konkret er der p.t. 267 modtagere af den livsvarige ydelse. Venstre og Dansk Folkeparti vil af med de udgifter. Siger de. De har før vendt på en tallerken i spørgsmålet.

Da de selv sad med regeringsmagten, pønsede de også på at spare kunstnerstøtten væk. Men det løb ud i sandet da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2008 skulle holde festtale i anledning af overrækkelsen af boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær.

Den gik til forfatteren Jens Smærup Sørensen – som i sin takketale fremhævede, at uden kunstnerstøtten havde han aldrig fået skrevet sine bøger, ej heller “Mærkedage”, som Anders Fogh Rasmussen var endog meget begejstret for.

Hele historien er fyndigt beskrevet i Politiken af Anita Bay Bundegaard, under overskriften Venstres hetz mod rige kunstnere er ækel

Jeg vil alligevel mene, at der er nogen, som ikke skulle have udbetalt deres kunstnerstøtte. Læs med i min næste blog.