søndag den 30. november 2008

Der mangler et s



Dis og gråvejr hang poetisk over Hald Hovedgaard torsdag-fredag, hvor jeg og en snes andre skrivende sjæle var til kursus for fagforfattere, arrangeret af F-gruppen i Dansk Forfatterforening.

Mange af os er ivrige debattører, især om sproget. Og vi fik et rigtig godt afsæt til en fed diskussion, da en af foredragsholderne fortalte om et nyetableret videncenter. Jamen, mangler der ikke et s? Hedder det ikke videnscenter, med s som i velfærdssamfund? Ja, med to s’er!

Bedre blev det ikke da vi hver fik en fribillet til Skolebogmessen 2009. Der mangler et s – eller gør der?

Kirsten Rask kom og satte s’et på plads!. Fyndigt og forrygende sprudlede hun kreativt om sprogets strukturelle udtryksmidler, og vi var hurtige til at stille hende s-spørgsmålet. Fluks skrev hun på tavlen: vinglas / rødvinsglas. Og træbord / egetræsbord.

Ganske vist hedder det bogmesse, men når bog bliver til skolebog, så gør fuge-s’et sin entré. Der er altså en regulær stavefejl på vores fribilletter til skolebogsmessen.

Kirsten Rask vil forresten ikke være med i Modersmålselskabet. For, som hun siger, der mangler et s.

torsdag den 27. november 2008

Slide

Foto: Sophie, Canada


– Ved du hvad det her er?, spørger jeg min søn på ti.
– Næe… kom-merse-al…

Det er et lysbillede. Man ser faktisk ikke den slags mere. De er erstattet af skærmbilleder, på en måde. I dag har folk deres billeder på computer, og så kan iPhoto generere et slideshow med lidt instrumental musik der kører i ring. Det er bare at glo på skærmen.

Men nede i kælderen har jeg mit lysbilledapparat. Jeg har vist også et perlelærred på stativ et sted. Ellers hænger vi bare et hvidt lagen op på væggen. Så skal du bare se dengang far var i Tibet og Nepal. Jeg har også en serie billeder fra engang før jeg blev født hvor farmor og farfar og nogle venner kørte til Grækenland i en lejet Volvo. Det er rigtig spændende!

Jo, jo, og jeg har skam også en lysbilled-krimi, som jeg og nogle klassekammerater fra gymnasiet har lavet. Et lidt søgt plot, men okay underholdning, absolut! Masser af mord. Far tegnede med sort tusch direkte på diapositivet en lille tændstikmand i frit fald fra tårnet på Koldinghus!

Det gør vi en af de mørke vinteraftener: Finder de gamle dias frem, slukker lyset, og sætter os i sofaen med the og chokolader. Det bliver hyggeligt. Jeg fortæller til lyden af apparatets lille blæser og klik-lyden når et nyt billede kommer ind foran det skarpe lys og projiceres op i stort format, større end nogen computerskærm.

Der skal nok være et par billeder der er både spejlvendte og på hovedet, men det ordner far her i en håndvending. Det bliver vildt sjovt. På ære.

lørdag den 22. november 2008

Floppy


Foto: Peter Huys, Belgien

Se lige det her billede, Jeremy. Ved du hvad det er?

Næe… Er det en chip?, spørger min tiårige søn.

Nej, det er en floppy disk. Engang havde næsten alle computere en revne, man kunne skubbe sådan noget ind i.

Floppy’en var forløberen til nutidens lille USB med tusind gange så meget plads. Der kunnne være 1,44 megabite på en floppy disk. I begyndelsen var de sorte, men efterhånden fik man en farvet gratis med når man købte en pakke med ti.

Du passede fint til en skjortelomme, og til en almindelig kuvert med frimærke på, når ens filer skulle længere væk end en cykeltur.



fredag den 21. november 2008

Mona Lisa


Foto: Thorarinn Stefansson, Island


Det er en mærkelig nyhed. EU-Kommissionen har søsat et nyt onlinebibliotek på adressen Europeana.eu – men i løbet af blot ét døgn er serveren gået ned med et brag. Den var ellers gearet til 6 millioner klik i timen, men der kom over tre gange så mange. Rigtig, rigtig mange ville ind på sitet og se… Mona Lisa.

Mona Lisa er bestemt et enestående maleri. Leonardo da Vinci har på næsten mytisk vis fanget noget helt specielt med sin pensel og palet. Men vi har jo set kvinden med det forunderlige smil tusindvis af gange før. I alle mulige sammenhænge, f.eks. som her, hvor damen er del af noget graffiti i London.

Hvorfor bruger vi mennesker egentlig internettet til at søge informationer og billeder, vi godt kender i forvejen? Hvorfor ikke søge efter noget nyt, noget vi ikke ved på forhånd?

Anyway, nu uploader jeg denne blog. Alle kender Mona Lisa. Det skal nok give mange læsere.

Åh, Mona, Mona, Mona…

onsdag den 19. november 2008

Familiesammenføring på dansk


Foto: Robert Owen-Wahl, Storbritannien

Danskere som gifter sig med udlændinge er nervøse for følgerne når de hos Udlændingeservice skal have opholds- og arbejdstilladelse.

Mange har ikke kunnet opfylde nogle af de mange krav der er i den danske udlændingelov, og de har så bosat sig i Malmø, hvor de svenske myndigheder på kort tid har givet tilladelsen. 10.000 par har benyttet sig af Sveriges-løsningen.

Mange af disse par vil gerne tilbage til Danmark. Efter EU-reglerne. Ikke efter de danske regler, med bankgaranti på 58.000 kr., boligkrav, indtægtskrav, alderskrav og fanden og hans pumpestok.

Her er direktiv 2004/38/eu helt centralt. Men når man går ind på Udlændingeservice’ hjemmeside nyidanmark.dk er der istedet et link til en laaaang smøre, som er svær at forstå. Det er nok heller ikke meningen, at folk skal forstå den. Dansk Folkeparti og regeringens mening er at antallet af familiesammenføinger i Danmark skal ligge som tæt på nul som muligt.

Jeg har blogget om en vejledning på engelsk, tysk , fransk og italiensk – Guide on how to get the best out of directive 3004/38/eu. Den findes nu også på dansk, og kan downloades her. (Tak til Barry Neville)

Den danske oversættelse har ikke samme elskværdige overskrift som den engelske, men er ellers helt iorden. Men den burde jo hedde Guide til hvordan du får det bedste ud af direktiv 2004/38/eu – nu hedder den slet og ret Vejledning om rettighederne i direktiv 2004/38/EF

Det er dine rettigheder som unionsborger, når du vil bo og leve sammen med din udenlandske ægtefælle i Danmark. Der er grund til at skåle.

tirsdag den 18. november 2008

Forslag til nyt logo



Formanden og webmasteren har længe prikket til mig for at jeg skulle komme med et bud på et nyt logo for rådet til sikring af borgernes ukrænkelige rettigheder.

Jeg er jo uddannet reklametegner (tak til Jens Ellgaard og Palle Munch i Kolding) og jeg har efterhånden mange logoer på samvittigheden. Og nu har jeg så også begået et til Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse, der har hjemmesiden www.borgerret.org

Det gamle logo er lavet i en håndvending af et medlem, der er grafiker. Og jeg har da også bibeholdt nogle af elementerne i det ny. Buerne fungerer nu som en solopgang, og jeg har valgt præcis den samme røde farve.

Og så har jeg tænkt på Nordstjernen. Det er den eneste stjerne der ikke flytter sig på nattehimlen, og dens navn matcher jo fint foreningens nordiske navn. Samtidig markerer den at Danmark er med i den Europæiske Union, og at vi således er sikret EU-borgerrettigheder.

Navnet er skrevet med den ny skrift Aller Sans, som kan downloades kvit og frit på Mediehøjskolens hjemmeside.

Hvad synes I? Kan logoet bruges? Hvad giver det af associationer? Jeg kunne godt tænke mig at få nogle kommentarer fra læserne, eller rettere: seerne :-)

mandag den 17. november 2008

Ikke se, høre eller informere





Foto: Dmitry Poliansky, Rusland

 

– Prøv at google direktiv 2004/38/eu, siger min ven Torben Wilken. Det gør jeg fluks – og jeg skimmer de første ti resultater.

– Er der nogen links til nyidanmark.dk?, spørger Torben og smiler.

Næe, direktivet er ikke umiddelbart at finde på Udlændingeservice og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations fællesside på internettet. Sådan kan man også bruge Google: Læse hvad der IKKE står.

Det er som om vores EU-borgerrettigheder skal være en hemmelighed.

Men der er ingen tvivl. De xenofobiske danske regler for familiesammenføring er bombet sønder og sammen. Det er ikke Dansk Folkeparti der skal bestemme, hvem du må gifte dig med, leve og bo sammen med, og få danske børn med.

Med det øgede fokus på direktivet er endnu et interessant dokument kommet frem i lyset. Det er forfattet af italieneren Franco Frattini – Commissioner responsible for Justice, Freedom and Security, og Vice President of the European Commission. Han er nu udenrigsminister i Berlusconi regeringen. Mere kompetent herre til at udtale sig om din EU-ret til familiesammenføring finder man ikke.

Titlen er Guide on how to get the best out of Directive 2004/38/EC. Det kan også googles. Og downloades.

Det er en ren brugervejledning, lige til at gå til. Let forståelig – især hvis vi oversætter den til dansk. Så kan alle få armene op, og straks give opholdskort til de mange dansk-udenlandske ægtepar, der er blevet landsforvist til Sverige. Hvorfor skule de bøde for at regeringen skulle tilfredsstille sit støtteparti?

Følg udviklingen på www.borgerret.org og www.dansknordiskmodstand.dk

søndag den 16. november 2008

Familiesammenføring


Foto: Jerry Proudlock, USA

Borgerret. Gifter du dig med en udlænding, så har du og din partner selvfølgelig lov til at bo og leve sammen i dit hjemland Danmark.

Regeringen og Dansk Folkeparti siger ganske vist noget andet, men din borgerret fordufter ikke, bare fordi politikerne kan tælle til 90. Om så Folketinget tæller til 100, så er din borgerret stadig sikret i Opholdsdirektivet, der blev forhandlet om i EU, mens Danmark sad for bordenden.

Ombudsmanden har flere gange tordnet mod Integrationsministeriet og Udlændingeservice, fordi dansk-udenlandske ægtepar bliver forholdt denne borgerret. Der skal vejledes om de muligheder der er. Også selv om regeringen og Dansk Folkeparti vil begrænse antallet af familiesammenføringer mest muligt.

Torben og jeg var sammen om Sveriges-løsningen. 10.000 dansk-udenlandske ægtepar har benyttet sig af den. Typisk ved at flytte til Malmø og derved opnå familiesammenføring efter EU-reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Men nu har vi lanceret Wilson & Wilken modellen. Stort set hver torsdag formiddag er vi kørt fra Nørreport med Sverigesbussen over broen til Arbetsförmedlingen i Malmø, og tilbage igen, og vores passagerer har så afleveret papirer i Udlændingeservice om eftermiddagen.

Birthe Rønn Hornbech sagde for nogle dage siden i Jersild Live på DR, at ingen dansk-udenlandske ægtepar havde søgt om familiesammenføring. Det var en lodret løgn. Vi havde jo torsdag efter torsdag været i Udlændingeservice med mange som ville have opholdskort efter deres EU-borgerret.

Disse sager var stillet i bero, men nu bliver de langt om længe behandlet. Ikke efter de nationale regler med krav om bankgaranti, høj indtægt, særlige krav til boligens størrelse og lejevilkår, 24-årsregel og pis og papir – men efter EU-retten som beskrevet i EUs opholdsdirektiv 2004/38/eu.

Det diskuteres hvorlænge man skal have været i Sverige, før EU borgerretten gælder for danskere i Danmark. Svaret er 0 dage, som ministeren slog fast på et samråd på Christiansborg, som jeg og Torben var med til.

Alligevel fyger det med divergerende meldinger. Nogle gange får vi at vide, at danskeren skal have arbejdet i to uger, f.eks. som hundelufter, andre gange er meldingen et halvt år. Sludder. Det er et opholdsdirektiv, ikke et arbejdsdirektiv. Med et besøg på den svenske arbejdsformidling får danskeren en kvittering for at have været i Sverige, og det er nok.

Dansk Folkeparti tror ikke de dansk-udenlandske ægtepar kan få lov til at bo i Danmark efter EU-direktivet. Hvad mener de? At Danmark ikke er med i EU?

Sagen er, at der faktisk ikke er blevet oplyst om EU direktiv 2004/38/eu. En læse-let guide fra EU-kommissionen er tilgængelig på engelsk, tysk, fransk og italiensk, men ikke på dansk. Hvorfor mon?

Der er nærmest ikke blevet fortalt om direktivet. Derfor tager vi i DNM nu rundt i landet og fortæller om det. Første gang idag søndag i Århus, kl. 14 - 17. Det sker i studenterhuset Stakladen, Nordre Ringgade 3. Der er gratis adgang for alle interesserede og pressen.

Følg udviklingen på www.borgerret.org

torsdag den 13. november 2008

V, U eller L


Foto: Thomas Picard, USA

Det er hvad investorer verden rundt diskuterer. Hvad er den her finanskrise, bogstavelig talt? V, U eller L?

Vil kurserne gå lige så hurtigt op som de er gået ned – V-muligheden. Eller vil kurserne gå ned i en dal, inden de igen stiger – U-muligheden. Eller har de mest pessimistiske ret i at krisen vil vare i årevis – L-muligheden.

Alle de kurver jeg ser fra Wall Street er som dobbelt-v(e)er. Jeg kan bedst lige bløde kurver, selvfølgelig – men på pengemarkederne går alt voldsomt op og ned døgnet rundt. Der er kun ét bogstav der gælder, og det er V. DesVærre

søndag den 9. november 2008

Dyr og gastronomi


Foto: Kristina Mileva, Bulgarien

Sådan ser ratatouille ud i virkeligheden.

Knægten og jeg har hygget os med Disney Pixar tegnefilmen på DVD om rotten der bliver den bedste kok i Frankrig. Og så kom jeg til at tænke på min blog tidligere i dag.

Det er sjovt hvad dyr kan når de vil og får chancen. I hvert fald i virkeligheden.

Dyr og mennesker


Foto: Carsten Issels, Tyskland

Er man god til noget, er man en ørn til det. Eller en haj, især hvis det har noget med gambling at gøre. Og man ikke er en hund i et spil kegler.

Mennesker vil efterabe. Sprinte som gazeller, være kloge som ugler, flyve som fugle, føle os som fisk i vandet. Sproget er fyldt af den slags sammenligninger.

Derfor er det vel ikke så mærkeligt, når dyr en gang imellem også vil gøre mennesker en kunst efter.

En af dagens nyheder handler om en hest der excellerer i akvarelmaling. Og hvorfor ikke? Der er jo masser af læseheste, hvorfor så ikke også en malehest?

Dyr og Mennesker er også titlen på Carl Hagenbecks erindringsbog som udkom på Gyldendalske boghandel og Nordisk forlag i 1911. Den kan klart anbefales, – hvis man kan li’ den slags.

lørdag den 8. november 2008

Indvandring


Foto: Aneta Blaszczyk, Polen

Største indvandring i 28 år, skriver Berlingske med Ritzau som kilde. Det har jeg nu ikke mærket meget til, for der er jo sådan set indvandrerstop i Danmark.

Ritzau fortæller at 26.312 personer er kommet til landet i tredje kvartal, og af dem er 2602 polakker.

Mon ikke der er noget i vejen med den nyhed? Polakker der kommer til Danmark kan vel ikke bare kategoriseres som indvandrere. Det er efter min mening mere rigtigt at kalde dem gæstearbejdere – hvis det ord stadig bruges. Polakkerne har typisk taget ophold for at arbejde, og deres familie er stadig i Polen.

Jeg har erfaret at man også har medregnet danske statsborgere der er vendt hjem. Man kan vel ikke indvandre til sit eget land?

Går man ind på Danmarks Statistik og læser baggrundsmaterialet, så viser det sig at overskriften har svært ved at holde vand. 13.404 personer er udvandret i samme periode, og iøvrigt er tallene for tredje kvartal altid væsentligt højere end årets andre kvartaler, fordi det falder sammen med at uddannelsesinstitutionerne starter.

Jeg mener nyheden skal sende et signal om at Danmark ikke er så indvandrerfjendsk endda – men jeg savner stadig at Udlændingeservice og integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck retter ind efter EUs opholdsdirektiv. Tiden er løbet fra Sveriges-løsningen. Vi har med EU-direktiv 2004/38/eu reelt ret til at gifte os med hvem i alverden vi vil, og bo og leve sammen som borgere og ægtefolk her i Danmark.

Selvom der også er dejligt at være i Sverige. Eller Polen, for den sags skyld.

mandag den 3. november 2008

Kildevand



Nede mellem træerne springer der en lille kilde. Og indskriften på en sten forkynder at her er 995 mennesker i årene 1853 til 1903 blevet døbt til den kristne tro, af Midtsjællands baptistmenighed.

Men det er vandet der er interessant. En gammel mand på skovtur fortæller at lige så længe han kan huske, har kilden dannet et lille enkelt springvand præcis som idag. Vandet finder vej gennem en stor tung sten med hul i, og laver en stråle på knap en halv meter, helt af sig selv, uden pumpe eller andet.

Jeg synes jeg kan genkende smagen. Vand smager som regel af mere end vand. Det her har en metallisk smag, noget mere koncentreret end jeg er vant til, fra vandhanen på Halmtorvet.

Vi er ved Gyrstinge Sø. Den gratis smagsprøve er fra Københavns Energis bredarealer. Her er meget smukt og der gøres alt for at bevare de naturmæssige værdier.

Der er badning forbudt, hunde skal føres i snor og færdsel på isen om vinteren er ikke tilladt. Der bliver naturligvis hverken gødet eller sprøjtet med bekæmpelsesmidler på disse arealer. Søvandet skal være så rent som muligt.

Vandet pumpes fra Gyrstinge Sø til Haraldsted Sø. Og herfra videre til et filter. Og så videre til vandværket ved Regnemark, der ligger mellem Ringsted og Køge. På vandværket behandles søvandet således at det kan indgå i drikkevandsproduktionen.

Der oppumpes cirka 2000 milliioner liter søvand årligt fra de to søer. Københavns Energi leverer drikkevand til borgerne i Københavns Kommune og 19 aftagerkommuner – i alt cirka 1 million mennesker.

Lad os tage et glas, og ikke bare lade vandet løbe. Skål!