Foto: Aneta Blaszczyk, Polen |
Største indvandring i 28 år, skriver Berlingske med Ritzau som kilde. Det har jeg nu ikke mærket meget til, for der er jo sådan set indvandrerstop i Danmark.
Ritzau fortæller at 26.312 personer er kommet til landet i tredje kvartal, og af dem er 2602 polakker.
Mon ikke der er noget i vejen med den nyhed? Polakker der kommer til Danmark kan vel ikke bare kategoriseres som indvandrere. Det er efter min mening mere rigtigt at kalde dem gæstearbejdere – hvis det ord stadig bruges. Polakkerne har typisk taget ophold for at arbejde, og deres familie er stadig i Polen.
Jeg har erfaret at man også har medregnet danske statsborgere der er vendt hjem. Man kan vel ikke indvandre til sit eget land?
Går man ind på Danmarks Statistik og læser baggrundsmaterialet, så viser det sig at overskriften har svært ved at holde vand. 13.404 personer er udvandret i samme periode, og iøvrigt er tallene for tredje kvartal altid væsentligt højere end årets andre kvartaler, fordi det falder sammen med at uddannelsesinstitutionerne starter.
Jeg mener nyheden skal sende et signal om at Danmark ikke er så indvandrerfjendsk endda – men jeg savner stadig at Udlændingeservice og integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck retter ind efter EUs opholdsdirektiv. Tiden er løbet fra Sveriges-løsningen. Vi har med EU-direktiv 2004/38/eu reelt ret til at gifte os med hvem i alverden vi vil, og bo og leve sammen som borgere og ægtefolk her i Danmark.
Selvom der også er dejligt at være i Sverige. Eller Polen, for den sags skyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar