Slide

Foto: Sophie, Canada

– Ved du hvad det her er?, spørger jeg min søn på ti.
– Næe… kom-merse-al…

Det er et lysbillede. Man ser faktisk ikke den slags mere. De er erstattet af skærmbilleder, på en måde. I dag har folk deres billeder på computer, og så kan iPhoto generere et slideshow med lidt instrumental musik der kører i ring. Det er bare at glo på skærmen.

Men nede i kælderen har jeg mit lysbilledapparat. Jeg har vist også et perlelærred på stativ et sted. Ellers hænger vi bare et hvidt lagen op på væggen. Så skal du bare se dengang far var i Tibet og Nepal. Jeg har også en serie billeder fra engang før jeg blev født hvor farmor og farfar og nogle venner kørte til Grækenland i en lejet Volvo. Det er rigtig spændende!

Jo, jo, og jeg har skam også en lysbilled-krimi, som jeg og nogle klassekammerater fra gymnasiet har lavet. Et lidt søgt plot, men okay underholdning, absolut! Masser af mord. Far tegnede med sort tusch direkte på diapositivet en lille tændstikmand i frit fald fra tårnet på Koldinghus!

Det gør vi en af de mørke vinteraftener: Finder de gamle dias frem, slukker lyset, og sætter os i sofaen med the og chokolader. Det bliver hyggeligt. Jeg fortæller til lyden af apparatets lille blæser og klik-lyden når et nyt billede kommer ind foran det skarpe lys og projiceres op i stort format, større end nogen computerskærm.

Der skal nok være et par billeder der er både spejlvendte og på hovedet, men det ordner far her i en håndvending. Det bliver vildt sjovt. På ære.