søndag den 21. februar 2010

The Wilson walkabout before departure

Foto: Rohan Reilly

Et tip fra Carl Jensen har fået os ud at gå. Vi går op ad La Rambla, hvor det vrimler med levende statuer, souvenirboder, blomsterhandlere og kæledyr til salg.

Der sker i det hele taget så meget her midt i Barcelona, at jeg lige må stå stille og nyde det berømte gadenavn, mejslet ind i et gadehjørne med en smuk antikva skrift. Inden knægten trækker mig tilbage til gadens gøgl og kæledyr.

Her kan man købe mus i alle afskygninger, hamstere, marsvin, perlehøns, ællinger, skildpadder og undulater, zebrafinker og kaniner, etc, etc. – som Jeremy lige skal hilse på. Heldigvis kan vi ikke få et dyr med hjem i flyveren.

Men vi kan spise en god frokost inden turen går til lufthavnen. Carl Jensen har anbefalet La Fianna. Et Michelin spisested med absolut fornuftige priser. Vi skal bare lidt den ene vej, så den anden, og så til højre tredie gang.

Men det viser sig ikke at være nogen frokostrestaurant. Stedet åbner først klokken seks i aften, hvor vores fly hjem letter. Men lige på den anden side af den smalle smøge ligger der en café med tapas.

En elskværdig ældre dame hjælper os med bestillingen. Hun er nabo til spisestedet og taler udmærket engelsk. Så skal vi ikke nøjes med mit skraldespansk, og Jeremy kan få sit ønske om fisk opfyldt.

Den gamle dames egen favorit er nogle små friske fisk, fanget på stranden og stegt i olie, så det bestiller vi. Sammen med toastet brød med tomat og hvidløg, omelet, oliven, stærk spansk pølse, en krydret catalansk specialitet, fadøl, fanta og chokolade med flødeskum.

Jeg tilbyder den gamle dame mad og drikke som tak for tolkehjælpen, men det vil hun ikke høre tale om. Hun er hverken sulten eller tørstig, er kun kommet ind for at læse avisen, siger hun og smiler…

Så vi nyder et glimrende måltid, mens Jeremy med glæde konstaterer at der er the Simpsons i fjernsynet. Det lyder sjovt på spansk, eller er det catalansk? Vi ved det ikke, men Homer & Co. ligner sig selv.

fredag den 19. februar 2010

The Wilson Tourist Tour for Two


Et tip fra Ulla Quistgaard har fået os ud at køre. Som alternativ til den klassiske storby cabriolet dobbeltdækker turistbus kan man leje en sær hybrid mellem en scooter og en sofacykel med gps. Så det har vi gjort.

Iført hjelme og spændte sikkerhedsseler har vi fulgt den engelske kvindestemmes anvisninger og lyttet til hendes små Barcelona guide fortællinger. Til højre ser I Torre Agbar. Og vi får lidt info om hvad arkitekten hedder og hvormange vinduer den spektakulære bygning har. Den ligner en stor cigar og siges at være meget smukkere efter solnedgang, hvor den lyser i op i nattehimlen med blå, røde, gule og grønne neonfarver

Og så videre med håndtaget i bund, rundt i næste junction, og ligefrem mod Sagrada Familia, som stadig er under opførelse. Gaudis katedral er allerede som byggeplads imponerende. Vi parkerer og tager et foto. Jeremy har fået lidt ondt i rumpen af fars hæsblæsende bykørsel.

Så kører vi videre og kan snart drøne gennem Arc du Triomf. Og så er det vist tid at finde tilbage til gyden hvor vi kommer fra. Jeg er desværre faret lidt vild, så jeg ringer til garagen og får hjælp. – Ned af Carrer de la Princesa, til højre ad den store vej, og til højre igen ved Star Buck. Så er vi ved noget vi kan genkende. Vi er kørt i ring.

Det var jo også meningen, og det har bestemt været sjovere end hvis vi havde brugt samme beløb, cirka 300 kroner, på radiobiler i et tivoli. Det her gik meget stærkere, var langt mere farligt, og så fik vi oveni købet set noget nyt.

torsdag den 18. februar 2010

Menneskedelfin


Snowflake var i mange år et vartegn i sig selv for Barcelona. En stor hvid gorilla med blå øjne, som smilede venligt til alle der kom og så til ham i byens zoologiske have.

Idag er det stadig muligt at se ham i Barcelona Zoo, men på plakater og plancher hvor hele hans livshistorie er at læse. Der er nu stadig masser af aber: gorillaer, chimpanser, mandriller, bavianer… Store og små arter, med og uden haler.

Men Barcelona Zoo har også delfiner. Jeremy og jeg overværede træningen i går. Det var fantastisk. Det er som om der er en slags familiebånd mellem os mennesker og delfinerne. Det var ligefrem bevægende da træneren selv sprang i vandet og legede med dem. Efter nogle flotte tricks fik de knus og kram, og delfinerne vinkede farvel med halerne til os publikummer.

Jeremy har optaget lidt på sin mobil og lagt det på YouTube (Han bliver glad for en kommentar og en rating). Og jeg tog da også et portræt efter forestillingen, hvor vi gik nedenunder og kiggede ind i vandet til dem. Hende her synes vist hun ser bedst ud sådan lidt fra siden. Så kan man rigtig se det store smukke smil.

mandag den 15. februar 2010

Mary og Max


En underlig oplevelse for Jeremy og Naja, som er vant til betydeligt mere farverige og tempofyldte tegnefilm. De er også mere fortrolige med meget større biografer der lugter af popcorn.

Men nu er de altså med far her i Vester Vov Vov på Vesterbro. De får varm mælk med flødeskum i et glas de selv skal røre en blok chokolade rundt i. Sært. Og de medfølgende cookies smager lidt af havregrød.

Vi sidder i en sofa og venter på at filmen skal begynde klokken halv syv. Vi har billetter til Sal 2, allerbagest, på syvende række. Og i caféen hænger der store indrammede plakater fra før børnene blev født. Festival International du Film, Cannes…

Og der er også antikke biografplakater med Fy & Bi, dengang der var noget som hed Palladium Film: Ole Opfinders Offer, og Med Fuld Musik, fra da tonefilmen gjorde sit indtog i underholdningsindustrien…

Så går vi ned i kælderen, og sætter os godt tilrette i fede sæder med brede armlæn. Ungerne tror de først skal se reklamer, men der er kun klip af to kommende film. Cove, om hjernedød japansk delfinjagt, og Ørkenblomst om en somalier der bliver verdensberømt fotomodel og i dag er FN talskvinde i kampen mod omskæring af piger. Næppe noget for Naja og Jeremy.

Den film vi skal se nu, hvor de svage glødelamper slukkes helt, er en animationsfilm for voksne. Jeremy og Naja har hørt om den i Troldspejlet, selv om de er de eneste børn i salen denne aften. Mary and Max er på engelsk, med danske undertekster.

Filmen handler om den australske pige Mary med et modermærke midt i panden, som bliver penneven med Max der er newyorkermand med en guldfisk og tre snegle opkaldt efter berømte videnskabsmænd.

Filmen er holdt i brune, sorte, hvide og røde farver, og den ender ikke lykkeligt selv om Max vinder i lotteriet og Mary bliver gift og får succes på universitetet.

Vi har snakket om filmen, som ungerne synes var sørgelig, men alligevel god. Men hvorfor grinte jeg, da Mary sagde om sin nabo der ikke turde komme udenfor sit hjem, at han led af homofobi… Og det er jo svært at forklare Naja og Jeremy sådan en sproglig joke.

Filmen har fået mange fine filmpriser og rigtig gode anmeldelser. Det kan jeg godt forstå. Jeg forstår også at den ikke er kommet på lærrederne i de store supermarkedsbiografer – de vægrer sig ved at komme underlige, bizarre film på plakaten, for de passer ikke ind i den sædvanlige kassesikre Disney og Hollywood skabelon.

Håber den så i stedet bliver set af et større publikum rundt omkring i de små hjem med DVD afspillere. For Mary and Max er ikke en tegnefilm man sådan lige ryster af sig.
 

søndag den 14. februar 2010

Min vintervædder


Jeg går ikke med undertrøje. Eller ulden sweater. Halstørklæde er heller ikke del af min påklædning i denne isvinter.

For jeg har en vintervædder. Den er så varm, at jeg indenunder bare har min hvide skjorte med brystlomme, så kuglepennen og mobilen har et godt sted at være på mig.

Frakken er købt gennem min kærestes bror for fire hunde fra Nationalbanken. Og jeg har aldrig før haft en så vidunderlig vinterfrakke i ægte læder.

Jeg ved godt det ikke er politisk korrekt at gå i pelsvarer, men nu er jeg jo ikke skindhellig. Når temperaturen kravler ned på tocifrede minusgrader og vinden tager til over det danske land, så er det altså skønt at krybe i ét med sin vintervædder.

Se hvor flot, rå og cool den er udenpå. Lissom mig selv. Og varm og blød lige under overfladen.

Den er måske et nummer eller to for stor – men så kan jeg jo vokse i den.

Når jeg tager den på, skal jeg hurtigt ud af døren – inden jeg overopheder! For når først den er lynet op i halsen, så er det for varmt til ikke at komme ud i kulden med den.

Hvem der har lavet frakken, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke præcis hvilket dyr der har lagt hud til, eller om ét dyr var tilstrækkeligt. Det fremgår heller ikke af mærket i nakken hvilket land den er produceret i.

Men der er en tegning af en vædder, og noget tekst på engelsk og italiensk. Der står at frakken IKKE er lavet af en truet dyreart. Det står faktisk så tydeligt og med så store bogstaver, at jeg kan komme helt i tvivl.

Men hvor er jeg glad for min frakke når det er koldt. Selv om jeg har gener fra Kaukasus og er en ægte viking, så kender jeg godt følelsen af at fryse. Eller rettere: Jeg kan svagt huske den.

lørdag den 13. februar 2010

Kyndelkissemisse

Foto: Jesse Solorio, USA

Hvad skal vi fejre? – Kyndelmisse, eller Valentinsdag? – Den gamle danske festdag som  altid har været her, eller den nye amerikanske der banker på?

Lad os slå to fluer med ét smæk: Kyndelkissemisse

Note til mig selv: Husk at købe en smuk æske chokolade til min dejlige kæreste, – og pas på ikke at spise al chokoladen selv.

fredag den 12. februar 2010

Friendly Grouse

Foto: Álfheiður Magnúsdóttir, Island

Jeg havde en spirituel - spirituøs oplevelse igår. Min gode ven skænkede mig en drink, som helt tog pippet fra mig.

Den var endnu bedre end den skønne Famous Grouse, som er det ypperste skotterne kan præstere i samarbejde med deres ryper.

For grønlænderne har en hemmelighed, en helt vidunderlig snaps, som ikke bare gør brug af deres ryper som blikfang, men bruger dem som hardcore leverandør!

Snapsshot var en stor fornøjelse at skrive, og den har givet positiv respons i et omfang jeg kun kunne drømme om:

Kaj, som er manden bag den sjældne livseliksir Kylles Rypekro Snaps, fortæller at han med glæde vil forære mig en flaske af den sjældne specialitet, og bloggeren Dortheivalo fra Sisimiut i det kolde nord har venligt kommenteret min blog om måske verdens bedste snaps.

I lutter glædesrus vil jeg nu servere opskriften på den vederkvægende hjertestyrker, dog uden det meget vigtige touch som kun Kaj kender til:

Man tager på jagt ved Godthåbsfjorden nær Nuuk og kroner sine anstrengelser med en håndfuld af fjeldrypen, Grønlands eneste hønsefugl. Det er en meget smuk fugl, og tillige en skøn delikatesse, der ligger godt i maven.

Men først skal den plukkes, og indvoldene flås ud. Herunder det lille skatkammer kråsen, som er en slags for-mave, hvor fuglen gemmer frø, skaller, småsten, kviste, bark – ja, alt hvad der ikke umiddelbart kan fordøjes.

Kråsen bliver herefter pustet op og hængt til tørre. Luftfugtigheden i Grønland er næsten aldrig over 50%, så det er ligetil.

I gamle dage brugte grønlænderne disse tørrede rype kråse poser som rangle til deres spædbørn. Frøene, skallerne, småstenene og kvistene raslede jo herligt i disse tørrede poser.

Når de oppustede kråser er tørrede, klipper man den op og hælder indholdet af frø, skaller, kviste, etc. i en flaske, og hælder ca. 1 dl ren Brøndum Klar, Svenborg Snaps, god vodka eller anden neutral ren spiritus på flasken. Herefter sætter man flasken til side i et antikt skab og lader den stå i 6 til 12 måneder. Jo længere des bedre. (Den Erik har stående er baseret på et koncentrat fra starten af 2008)

Derefter fortynder man blandingen med samme rene spiritus, i et forhold som kun bryggeren Kaj kender.

Det fantastiske ved rypekro-snaps er at smagen altid er forskellig. Den er jo betinget af hvor rypen har levet og hvad den har levet af. Der er ikke to rypekro-snapse der er ens!

Det siger sig selv, at rypekro snaps ikke er noget man kan importere i større mængder. Råvaremængden svinger fra tid til anden, og her taler vi ikke om råvarerne fra Ålborg og Svendborg – men rypekråser fra venner og bekendte i Grønland.

Kaj Kyllesbæk har som sagt stillet mig en flaske i udsigt. Det er jeg utrolig glad for, for rypekro-snaps smager af meget mere natur end selv dyre cognac’er kan mande sig op til. Og så er eskimo-bjesk garanteret sundere for sjæl og krop.

Jeg glæder mig til at gensmage den grønlandske natur, og drømme om fantastiske sejl-, jagt-, trave- og hundeslædeture på verdens største ø.