lørdag den 3. januar 2009

Missekat


Bølle misser med øjnene. Siden han flyttede ind er der blevet en del mere af ham. Hans indsats i køkkenet med bærret nede i madskålen har båret frugt. Nu ligger han og feder den på sofabordet. Stor og majestætisk i halogenlampernes skær.

Han er præcis den kattekilling som for et par måneder siden spankulerede ind hos familien i Greve. Den hvide blis i fjæset ligner med lidt god vilje den britiske hovedø, og farverne er de samme som vanilleis og løverne på Trafalgar.

Bølle drejer sig en kende og lukker øjnene helt. Bølle bobler sig til endnu en skønhedssøvn. Dagens fotosession er ovre. Jeg vælger billedet med de næsten lysende ørespidser.

Reflektioner

Foto: "aznswt33", USA

Det er tankevækkende at vende tingene 180°. Som når PeerPlus på sin blog stiller 17 spørgsmål til parforholdet dicks og chicks imellem. Hvorfor mon skilsmisseprocenten er højere for kvinder gift med mænd end for lesbiske? Og hvad er det helt præcist kvinder og mænd laver sammen i sengen? – når vi er så anatomisk forskellige?!

Jeg passer. Men er udmærket klar over der er knas mellem Mars og Venus. I min egen familie bliver man for tiden skilt på stribe. Indtil flere kusiner går fra deres mænd nu.

Ikke fordi man(d) har fundet en anden, eller fordi han smider om sig med penge og øretæver. Eller er doven…

Jeg er forsigtig med at spørge ind til årsagerne, for jeg synes det er en privat sag, og i øvrigt er alle skilsmisser jo forskellige. Men der synes at være et mønster.

For en snes år siden eller mere, ville mange kvinder realisere sig selv. De fik skilsmissefrisure – kort med krøller – og rød neglelak på tæerne.

Nu er det et andet ord der skiller. Jeg hører flere kvinder sige, at deres mand ikke kan reflektere. Helt præcist hvad det betyder, ved jeg ikke. Personligt bruger jeg et spejl, når noget skal reflekteres. F.eks. i et spejlreflekskamera.

Billedet er smukt, og jeg håber det bedste for mine pragtfulde kusiner. Ja, for alle som føler kærligheden kun er halvhjertet.

mandag den 29. december 2008

Porno

Foto: William Wilhelms, USA

Der er sex. Og så er der porno. Selv for paven, og dem han advarer mod, er forskellen tydelig. PeerPlus har kigget hetero-porno og gjort en række tankevækkende observationer. At kvinden gerne har stilethæle på i sengen, og at manden altid trækker sig ud. Se hele listen på hans blog.

Jeg har ligesom Peer brugt mine øjne og gjort studier i marken. Det handler jo om bier og blomster. En fin og poetisk fortælling, men også i de bi-sexuelle naturfilm går der porno i historien:

Vi ser ikke meget til det vrikkende og æggende forspil, og selve akten involverer sjældent bly violer, bellis og den slags. Skal filmen sælge, er det kun de flotteste modeller der kommer på celluloid. Sex på film skal være imponerende!

Billedet er et glimrende eksempel. Sjældent har en blomst været bedre belyst, farverne er mer’ end perfekte. Hendes skønhed nærmest glinser af olie, og hun ligger godt for kameraet. Han er i sin stribede silkepyjamas, men har snablen godt fremme.

Efter lidt pollen frem og tilbage leverer han klatten til dronningen, som hun selvfølgelig sluger. Åh ja, sådan skal det være.

Det er nu ikke så tosset med al den porno endda. Der er nemlig film for enhver smag. Er du mere til tidsel sex og dragonfly, så er der også en film med det. Eller hvad med en ekvilibristisk kolibri med tungen dybt i hibiscussen? Naturfilm viser det hele.

Sexualiteten er ikke på plads bare du ved om du drages af bier eller blomster. Den er langt mere avanceret.

Der er en labyrint af muligheder. Det er også hvad fotografen kalder sit foto: Bee in a Maze. Som i Amazing

lørdag den 27. december 2008

Fuck paven


Foto: ‘Quil’, USA

Dét er ikke pænt sagt – men efterhånden er der kommet så meget forkert præk fra pavestolen, at det må være okay at tage figenbladet fra munden.

I et juleskræp kalder Ratzinger til kamp mod de homosexuelle, og giver det højere prioritet end at redde regnskoven. PeerPlus’ blog dokumenterer pavens angreb.

Men er det ikke noget latent sludder, at man(d) skal forgude Quinden, for at få Herrens velsignelse? Og er det ikke sådan at hvis man vil gøre karriere og få kors og mange stjerner på i den katolske kirke, så må man ikke have kone og børn?

I staten midt i Rom mener jeg bestemt, at alle, lige fra pave til soldater skal leve i cølibat, og der er vist temmelig meget adgang forbudt for kvinder i Vatikanets mandesamfund. Sex er tabu, selvom der ganske vist kysses ivrigt mand og mand imellem ved ceremonielle pastorale indvielser.

Paven bruger også højtiden til et budskab om at hindre overgreb mod de små børn. Men jeg har forstået at Ratzinger selv i sin tid som kardinal var en af de ivrigste mørkelæggere af de utroligt mange sager om præsters pædofile overgreb…

Helt forfærdeligt er det med pavens obstruktion af kampen mod AIDS. Hvad skal de forbandede anti-kondom kampagner dog til for? Et utal af børn i Afrika og den øvrige verden er uden far og mor, fordi gummiet i pavens øjne er noget fanden har skabt.

Selv om de fleste af os er opdraget til at sige ja og amen til hvad vi hører i kirken, så får jeg en voldsom lyst til at tone rent flag, løfte langemand og sige f-ordet, når paven tydeligvis ikke er Guds gesandt på jorden.

Men pæn er overskriften ikke, og det kan da også være jeg fortryder den og slår kors for mig når jeg har trykket på OK-knappen. Det er jo utidigt at fyre den slags eder af i juledagene. Det er jo for alvor nu vi skal komme hinanden ved og være søde mod hverandre.

Jeg har valgt de homosexuelles flag til denne blog. Det er godt nok ikke mit, men det er både festligt og farverigt. Udmærket hvis man gerne vil ønske bøsser og lesbiske glædelig jul og godt nytår.

mandag den 22. december 2008

Merry Christmas


Foto: Steve Woods, Storbritannien

Hvis julemanden vitterlig var opfundet af Coca-Cola, så var han nok kommet til at hedde Fanta Claus! Men lidt sandhed er der alligevel i historien.

Anyway – det er tid til lidt juleengelsk, for min søn og hans klassekammerater i 4.a har på sidste skoledag fået en fotokopi af deres engelsklærer med en aktuel og ligefrem sangtekst:

You better watch out, you better not cry
Better not pout, I'm telling you why
Santa Claus is coming to town

He's making a list, and checking it twice;
Gonna find out who's naughty or nice.
Santa Claus is coming to town

He sees you when you're sleeping
He knows when you're awake
He knows if you've been bad or good
So be good for goodness sake

You better watch out, you better not cry
You better not pout, I'm telling you why
Santa Claus is coming to town


Jeremy spørger hvad you better not pout betyder. Du må ikke prutte, lyver jeg. Men hvis sandheden skal frem, så betyder det jo bare, at man helst ikke skal surmule.

Glædelig jul, allesammen. Fra nu af går vi mod lysere tider! Det er næsten det allerdejligste julebudskab. At julemanden kommer til byen, er sådan set ligegyldigt. Vi skal på landet og holde jul hos bedstemor.

Julesangen er skrevet af, ja hvem? – Jeg tror sgu han selv har skrevet den.

søndag den 21. december 2008

Randomizer


Foto: Paul Laird, Storbritannien

På stock.xchng hvor jeg finder de fleste fotos til mine blogs, kan jeg trykke på dette ord, og så kommer der et helt tilfældigt foto frem. Vil jeg se et nyt, trykker jeg igen. Man kan trykke i timevis.

Det er sjældent jeg ser et foto jeg har set før, for der er hundredtusinder af billeder, royaltyfrie og knivskarpe, taget af passionerede fotografer fra hele verden.

En gang imellem stopper jeg op og kigger længe på et, som rører noget i mig, og prøver at sætte ord på mine følelser.

Om dette foto har fotografen noteret, at hans kamera er et Fujifilm Finepix S9600, lukkertiden 1/60 sec, blænden 3,8, brændvidden 25 mm og lysfølsomheden 80 ISO. Og at det er et macro knips med blitz af en dråbe mælk i vand, skudt i mørke.

Hvis jeg skulle skrive en billedtekst… Jo, nu ved jeg det:

Tåre i trampolin

lørdag den 20. december 2008

Sekskantet sølvpen



Pennen er stærkere end sværdet
– men gælder det også hvis man sætter en banal blå bic op mod et gedigent samuraisværd? Jeg tvivler…

Man skriver klart bedre med en kvalitetskuglepen. Sådan en som jeg fik i Bern til et FEIEA seminar om intern kommunikation for nogle år siden. En ægte Caran d’Ache, hvidlakeret med sort skrift og reklametryk for en schweizisk bank. Den kunne ikke bare skrive, den havde varig performance!

Men den er desværre blevet væk, og i et stykke tid har jeg skrevet med tilfældige penne. Men heldigvis er min søde kæreste kommet til undsætning.

Hun syntes jeg skulle forkæles her op til jul, og gik på nettet for at finde en ordentlig kuglepen. Og efter en del mails frem og tilbage med en nordjysk krejler på nettet overførte hun hele 200 kr. til hans konto.

Og så kom denne pen med posten. Den havde efter sigende aldrig været brugt, men et par små småridser afslørede at det havde den nu nok alligevel. Selvom den lå en i fin plastikting med det blandt grafikere berømte logo på.

Men designet fejler ikke noget, og den lå straks rigtig godt i hånden. Krejlerens påstand om at den er gjort i ædelt metal så tilmed ud til at holde vand. Til gengæld var der lidt fusk med indmaden.

Fjederen, trykmekanismen og den fede trykknap var original, men det var patronen ikke. Det var nærmest bare et tilstoppet sugerør med spids. Så i dag har jeg været på Nicolaj Plads, i Stelling Papir & Penne efter en ny refill til 45 dask.

Nu er mit skrivesværd som det skal være: Smukt og ladt med sort blæk i sit medium kugleleje, klar til tryk. 26 gram sølvpen med fuld tank.

Forresten var der i forretningens glasmontre en pen helt magen til min; model Ecridor Chevron, i rhodium og sterlingsølv, med hexagonal gravering. Nyprisen er over otte hundrede kroner!

Men kan den skrive en blog? Nix!