torsdag den 30. juni 2011

Lulu

Foto: Ivan Raszl, Bahrain

En løgn som overskrift, og et upassende pressefoto. Det er afsættet når Ritzau følger op på det arabiske forår og TV2 Nyhederne viderebringer artiklen Bahrains konge byder op til dialog.

For det første byder Bahrains konge aldeles ikke op til dialog. Tværtimod har han med bulldozere fjernet Perlepladsen, hvor bahrainerne samledes i marts for at demonstrere mod enevældet og kræve frihed og lighed.

For det andet bringer TV2 et foto fra februar, hvor dronning Margrethe og kong Hamad bin Isa al-Khalifa sidder og hygger sig. Kongen er tydeligvis glad den fine orden, Storkorset af Dannebrog, som han fik i den anledning.

Vi skal åbenbart lulles ind i en forestilling om at kong Khalifa såmænd er god nok på bunden. Man skriver, at myndighederne nu har frigivet endnu en snes tilbageholdte læger og sygeplejesker, som først senere bliver retsforfulgt ved en militær domstol. Og der er også lige plads til at nævne at den danske aktivist Abdulhadi al-Khawaja har anket sin dom.

Danskeren blev i sidste uge idømt livsvarigt fængsel for at sætte sig op mod Bahrains konge og opildne befolkningen til demonstrationer. Sagen er udsat til den 11. september…

– Hvis han overlever sålænge, tænker jeg og sender en stille bøn. For Gud nåde og trøste enhver der generer Bahrains leder, som i virkeligheden har tortur og henrettelser på sin agenda. Diktatoren er brutal, og det arabiske oprør skal slettes af hukommelsen.

Perlepladsen i Manama, Bahrains hovedstad, var tidligere et nationalt symbol. De seks bærende buer repræsenterede de seks stater i den arabiske GCC sammenslutning: Kuwait, Saudi-Arabien, Qatar, Forenede Arabiske Emirater, Oman og Bahrain – som i denne opstilling skulle forstås som perlen blandt golfstaterne.

Men siden blev monumentet centrum for landets demokratibevægelse. Det var her, hundredtusinder mødtes og protesterede mod den enevældige kongefamilie. Men nu er pladsen borte. Revet ned. Her skal i stedet være et helt almindeligt lyskryds, og alle minder om Perlen og opstanden under den skal elimineres. Postkort, mønter og plakater med monumentet skal destrueres. Motivet har fået en ‘forkert’ betydning.

Lulu er det arabiske ord for perle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar