13 personlige spørgsmål

Nu var han der igen! Marcel Proust. Denne gang i en krydsord i Politiken fra i søndags.
Første gang jeg stødte på hans navn var i fredags, hvor Kommunikationsforum havde inviteret til møde omkring baren på Custom House i Havnegade.

Vi var over hundrede mennesker, med det ene tilfælles, at have en profil liggende på K-forums hjemmeside. Med det som udgangspunkt skulle vi så lære hinanden bedre at kende – ved at svare på spørgsmål fra den franske forfatter på billedet.

1 – Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?
2 – Hvilket karaktertræk sætter du højst hos en mand?
3 – Hvilket karaktertræk sætter du højst hos en kvinde?
4 – Hvad sætter du mest pris på i et venskab?
5 – Hvad er din foretrukne beskæftigelse?
6 – I hvilket land vil du gerne leve?
7 – Hvem er dine favoritforfattere?
8 – Hvem er dine favoritheltinder/helte fra fiktionens verden?
9 – Hvem er dine favoritmalere?
10 – Hvad hader du allermest?
11 – Hvilket talent kunne du bedst tænke dig at besidde?
12 – Hvad er din nuværende bevidsthedstilstand?
13 – Hvad er dit motto?

Marcel Proust levede fra 1871 til 1922, og kunne med sine spørgsmål interviewe sig frem til en præcis beskrivelse af et menneske.

Prøv selv, og mærk hvor meget du faktisk giver dig til kende.

Sanktvandsbål

Der er lagt op til en god sankthansaften på Islands Brygge. Overborgmester Ritt Bjerregaard har holdt tale – og så skal bålet tændes.

Det er ikke helt som det plejer. Heksen ligner faktisk mere en weird snemand, og bålet er rettet an på en pram, der er trukket ud i havnebassinet.

Vi elsker vort vand, og alle synes flammernes spil er smukt på mørkeblå baggrund. Men jeg savner nu at mærke den stærke varme tæt på.

Nikolaj og jeg drikker øl og bulgarsk grappa, mens Jeremy fløjter rundt med en plastikpose og indsamler tomme dåser til en glad slikaften.

En af dåserne kommer dog ikke med hjem. Den er bzat af myrer, som er helt gakkede med den sidste slat appelsinvand.

Undgå lyssværd

– Hvad er det du har tegnet?
– Det er mine bamser, der går i skole for at lære noget om Stjernekrigen og Jedi.
– Som f.eks. at undgå lyssværd?
– Ja, og det har de lært nu, kan du nok se på check-tegnet.
– Hvad betyder A plus plus plus?
– At de har bestået!
…
Jeremys far tager et foto, hvor Stribe, Mario og Bamse poserer foran deres eksamensbevis.

Hop i havet

Kom og fang mærkelige dyr! Det vrimler lige nu med spændende dyreliv i vandet. Gratis udflugt for alle, der elsker vand og dyr!

Jeremy og jeg er mødt op på parkeringspladsen foran Danmarks Akvarium. Vi vil gerne med på fangst sammen med medarbejderne Anne-Mette og Charlotte.

Der er redskaber til alle, og vi skal have waders på. Vi skal ned til Charlottenlund Strand, og se om vi kan finde noget. Vi trækker en båd med påhængsmotor med, så Anne-Mette og Charlotte kan komme ud og hente en ruse, der blev sat i går.

Regnen tager til. Udsigten siger 20 milimeter de næste par timer. Påhængsmotoren er svær at få startet, og bølgerne er lidt for høje til at det er forsvarligt at sejle ud og hente rusen. Projektet opgives.

Vi må nøjes med det liv, vi kan finde på lavt vand. Jeremy har et rør med glasbund med, så han ville kunne se hvad der er på bunden – hvis det altså ikke var for al den tang.

Oppe på stranden får vi lidt at vide om de dyr vi trods alt har fundet. En lillebitte krabbe der er ved at skifte skjold. En almindelig reje. En sandreje. En hjertemusling. En tangloppe. Nogle vandmænd. Og en lille rødspætte, eller skrubbe, det er svært at sige når dyret kun er to centimeter fra hoved til hale.

Hop i havet, siger jeg tit sagt om noget kedeligt og ligegyldigt, jeg ikke gider være med til. Men ærlig talt – det har været en pragtfuld tur.

Vi er blevet pjaskvåde og småkolde, har drukket varm kakao med flødeskum, og kommet næsten alt vores tøj i tørretumbleren. Vi hopper i havet igen næste år, når Danmarks Akvarium igen inviterer til våd safari ved sø og strand.

Panikknap

Min kommende ekskone og jeg er til vilkårsforhandling i Statsforvaltningen på Borups Allé 177. Vi er ankommet i god tid begge to, har trukket et nummer, har ventet, og er nu hentet ind til et lokale, som jeg har hørt skal være forsynet med en panikknap.

Sagsbehandler Kurt Nielsen sidder med vores separationsansøgning, og der er ikke så meget at sige. Martha har vores originale vielsesattest fra Accra i Ghana med, og der bliver taget en kopi til sagens akter.

Kurt Nielsen skriver ind på computeren. Fælles forældremyndighed. Ingen hustrubidrag eller optræk til formuedeling. Stille og fredeligt.

– Det er det som regel, siger Kurt Nielsen. Men det sker også, at bølgerne går højt. Nogle kan ryge i totterne på hinanden, og en sjælden gang også på sagsbehandleren.

– Der er noget med at I har en panikknap?, spørger jeg. Kurt Nielsen vender sig om og ser på den tomme væg.

– Nåe ja, sådan en skal vi huske at få etableret. Det er ikke så lang tid siden statsamterne blev samlet under ét og Statsforvaltningen Hovedstaden placeret herude i Nordvest, så der er stadig ting der endnu ikke er på plads.

Måske skal der stå PANIK på knappen. Måske bliver det bare en rød knap. Eller en som den på fotoet.

Hmm, der er noget knas med computeren. Vi kan ikke få separationsbevillingen med med det samme. Vi får den istedet med posten.

Separationsbevillingen som sådan ændrer ikke på så meget, bortset fra at Martha kan bruge den som trumfkort på Boliganvisningen.

Vi er ikke længere gift med hinanden. Vi er heller ikke skilt. Vi er vel nærmere en slags separatister? Vaccineret mod nye ægteskaber?

Først og fremmest er vi Far og Mor. Og det er det vigtigste.

Ukendt navn noteret

– Gider du ikke tage med ud på Islands Brygge? Vi cykler over broen bag Fisketorvet, og så til højre. Der er så smukt den vej ud, siger Ulla.

Jeg kender godt området. Min far voksede op på Nokken, som dengang var hjemsted for de absolut fattigste husvildefamilier. I dag er det et dejligt grønt område, og der er indlagt både vand, el og varme til dem der bor der.

Jo, jeg er frisk på en lille cykeltur med Ulla. Og foreslår at vi så gør det til en kunsttur. Vi kan jo starte med at opsnuse en graffiti, som Dorthe har gjort opmærksom på i en blog.

Vi finder hurtigt kunstværket. Jeg har forlods forhørt mig hos mingler emeritus Lars Svanholm, og han ser HuskMitNavn som en slags nutidig Storm P. Den på en måde stadig ukendte kunstner er i stald hos en jysk kunsthandler, og henvendelser fra interesserede købere bugner sig op i hendes indbakke.

Vi studerer en stund graffitien, som snart går al kødets gang, medmindre EnEllerAnden kommer forbi med en skærebrænder og frigør vovsen inden skuret rives ned. I glas og ramme vil kunstværket kunne sælges for mange tusinde kroner hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner .

Det er dejlig kunst. Ulla og jeg fryder os over den mærkværdige, morsomme hund. Jo, HuskMitNavn kan sine hundekunster.

Stråmand

 

Foto: Silk Word, Frankrig

Alle ved at en stråhat er god når solen skinner, men vi er nu ikke mange her i Danmark som ligefrem går med en.

Jeg gør, og min stråhat ligner den på billedet. Samme flettemønster, nogenlunde samme puld, men med bredere skygge og et smalt hattebånd af beige nappa.

Inde i hatten er der en svederem og en lille label der forkynder at fabrikanten er Dorvin Ltd, at vi taler om 100 % straw, og en size på 56 centimeter.

Det er en dejlig hat. Den vejer næsten ingenting. Den beskytter rigtig godt mod dagens farligt høje UV-indeks. Og den holder hovedet koldt. Den er endda forsynet med en snor, så den ikke blæser væk hvis der kommer et vindstød.

Der bliver godt nok kigget lidt, når jeg spankulerer rundt og hyggetænker med min stråhat på. Det er som om folk tænker: En mand med stråhat? – kan man det?.

Dét kan man(d)! Hvis man altså har en. Min er købt sidste sommer på Malta. Ligesom den gamle, som jeg ikke længere bruger. Den gamle er temmelig slidt, men dog ikke helt ødelagt.

Er der en stråmand, der var have den inden jeg smider den ud? Så kan den afhentes på Clips.dk på Vesterbros Torv. Selv en gammel, flosset stråhat er flot og fornuftig at have på i sommervarmen.

Livet i et fyrfadslys

Foto: Noel Abejo, USA

– Hvad er det egentlig for et hus?, har min søn Jeremy spurgt. Og så er vi gået indenfor. Det er lissom den bedste måde at svare ham på.

Stedet er Vor Frue Kirke. Københavns domkirke. Vi kigger på Bertel Thorvaldsens prægtige skulpturer af Kristus og apostlene. Og dåbsenglen, man var nødt til at flytte midlertidigt, så kronprinsen og prinsessen kunne komme op til alteret og få hinanden.

Inde til venstre for indgangen er der en stor lysestage af metal, som en globus, med plads til fyrfadslys. Og min uvorne knægt kan ikke dy sig for at puste et af lysene ud.

Det skælder jeg ham en lille smule ud for – og udenfor kirken får vi et tegn: Der ligger en  tændstik på fortorvet. Jeg tror det betyder, at vi skal tilbage til globussen.

Jeg har lagt mærke til, at en polsk turist har kigget lidt stramt efter Jeremy. Og ganske rigtigt: Hun så hvad Jeremy gjorde, og har selv tændt lyset igen. Heldigvis er et andet gået ud af sig selv, så det bruger vi tændstikken til.

Der er jo noget særligt ved stearinlys i en kirke. De har sat sig tydelige spor i vort sprog: At tænde et håb, og ikke puste til ilden.

Går vægen ud, dør der måske en sømand. 

Kom så med det 2-tal

Kofi og jeg tipper. En række med tre halvgarderinger hver. Det gælder om at have flest rigtige, og vinde ugens håneret over den anden. Og så er der jo chancen for økonomisk gevinst.

Indtil videre har jeg ni rigtige på sidste uges kupon. Kofi har otte. Nu afventer vi med spænding det endelige Tips 13 resultat af kamp nr. 1, Danmark-Sverige.

Det hælder mod et 2-tal. Og så har jeg vundet både håneret og penge. Hvormange vides ikke. Præmieprognosen foreligger ikke, da resultatet af kamp nr. 1 endnu ikke er afgjort, står der i avisen. Man afventer UEFAs dom…

P.S.
Det er ikke smart at tippe, lottoe, oddse, skrabelodde, pokerere eller på anden måde sætte penge på spil. Det kan Kofi bevidne. Han studerer sandsynlighedsregning og statistik på Københavns Universitet (og er min søns storebror). Så vi satser kun småpenge, bare for sjov.

24 timers løb ved Middelfart

Min lillebror har en drøm. Han vil køre over 600 kilometer på cykel, på kun ét døgn. Hvis det lykkes, vil han kunne sige: Jeg har kørt 600 kilometer på cykel på under 24 timer.

I nat mislykkedes det. Det så længe ud til at han ville nå sit mål. Lige fra starten i går formiddag klokken ti og til sen aften, kørte han stærkt. Kun få pauser. En måling efter 16 timer, 24 minutter og 22 sekunder viser 423,3 km.

Men i løbet af natten måtte lillebror sige stop. En sms fra kæresten Joan fortæller at Thomas stoppede kl. 5.50 efter 503 km. Han var hudløs i skridtet, og havde ikke mere at give af.

Thomas Wilson vil prøve igen næste år. Nok engang tilmelde sig 24 timers løbet, træne hårdt, og (måske) nå sit mål.

Hvorfor kan min lillebror ikke bare sige: Jeg har kørt 500 kilometer på cykel på under 20 timer. Det lyder da næsten ligeså godt, ikk’?

Over 200 mennesker har deltaget i 24 timers løbet. Og på hjemmesiden kan man se, hvad de hedder, hvordan de ser ud, og hvor langt de har kørt.