Foto: Silk Word, Frankrig |
Alle ved at en stråhat er god når solen skinner, men vi er nu ikke mange her i Danmark som ligefrem går med en.
Jeg gør, og min stråhat ligner den på billedet. Samme flettemønster, nogenlunde samme puld, men med bredere skygge og et smalt hattebånd af beige nappa.
Inde i hatten er der en svederem og en lille label der forkynder at fabrikanten er Dorvin Ltd, at vi taler om 100 % straw, og en size på 56 centimeter.
Det er en dejlig hat. Den vejer næsten ingenting. Den beskytter rigtig godt mod dagens farligt høje UV-indeks. Og den holder hovedet koldt. Den er endda forsynet med en snor, så den ikke blæser væk hvis der kommer et vindstød.
Der bliver godt nok kigget lidt, når jeg spankulerer rundt og hyggetænker med min stråhat på. Det er som om folk tænker: En mand med stråhat? – kan man det?.
Dét kan man(d)! Hvis man altså har en. Min er købt sidste sommer på Malta. Ligesom den gamle, som jeg ikke længere bruger. Den gamle er temmelig slidt, men dog ikke helt ødelagt.
Er der en stråmand, der var have den inden jeg smider den ud? Så kan den afhentes på Clips.dk på Vesterbros Torv. Selv en gammel, flosset stråhat er flot og fornuftig at have på i sommervarmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar