Panikknap

Min kommende ekskone og jeg er til vilkårsforhandling i Statsforvaltningen på Borups Allé 177. Vi er ankommet i god tid begge to, har trukket et nummer, har ventet, og er nu hentet ind til et lokale, som jeg har hørt skal være forsynet med en panikknap.

Sagsbehandler Kurt Nielsen sidder med vores separationsansøgning, og der er ikke så meget at sige. Martha har vores originale vielsesattest fra Accra i Ghana med, og der bliver taget en kopi til sagens akter.

Kurt Nielsen skriver ind på computeren. Fælles forældremyndighed. Ingen hustrubidrag eller optræk til formuedeling. Stille og fredeligt.

– Det er det som regel, siger Kurt Nielsen. Men det sker også, at bølgerne går højt. Nogle kan ryge i totterne på hinanden, og en sjælden gang også på sagsbehandleren.

– Der er noget med at I har en panikknap?, spørger jeg. Kurt Nielsen vender sig om og ser på den tomme væg.

– Nåe ja, sådan en skal vi huske at få etableret. Det er ikke så lang tid siden statsamterne blev samlet under ét og Statsforvaltningen Hovedstaden placeret herude i Nordvest, så der er stadig ting der endnu ikke er på plads.

Måske skal der stå PANIK på knappen. Måske bliver det bare en rød knap. Eller en som den på fotoet.

Hmm, der er noget knas med computeren. Vi kan ikke få separationsbevillingen med med det samme. Vi får den istedet med posten.

Separationsbevillingen som sådan ændrer ikke på så meget, bortset fra at Martha kan bruge den som trumfkort på Boliganvisningen.

Vi er ikke længere gift med hinanden. Vi er heller ikke skilt. Vi er vel nærmere en slags separatister? Vaccineret mod nye ægteskaber?

Først og fremmest er vi Far og Mor. Og det er det vigtigste.