Postproblematisk adresse

Ejendommen på hjørnet af Gasværksvej og Vesterbrogade har to indgange: En på Gasværksvej 1, og en på Vesterbrogade 45. Men Post Danmark vil kun kendes ved den ene. Det er jo dobbelt arbejde hvis postbud A går ind af døren på Vesterbrogade, og ad alle trapperne, og postbud B går ind fra Gasværksvej, og op ad præcis de samme trapper.

Well, jeg og mine med-clipser i Clips.dk bor Gasværksvej 1, og tolv trin op. Vores vinduer vender ud mod Gasværksvej, og det er også den gade der står på lejekontrakten og i registeret hos Selskabsstyrelsen.

Men se på billedet: Et brev til mig har først fået en flyttemeddelelseslabel fordi vi ikke længere bor på Amager. Men Postbud B vil kendes ved gadedøren på Gasværksvej 1. Altså retter han/hun adressen til den logisktiske adresse på Vesterbrogade 45 – og lægger i første omgang kuverten til intern omdeling i Post Danmark. Breve til Gasværksvej og Vesterbrogade ikke bliver sorteret på samme sted! Postbud A og B arbejder ikke sammen, for de sorterer post i hver deres arbejdsgruppe på Vesterbro Postkontor i Bernstoffsgade.

Når vi ringer til Post Danmark og spørger, så er svaret at Gasværksvej 1 skam er en gyldig adresse. Men jeg tror det kun gælder for vores nabo, African Hairstyle, hvor kunderne går ind af en anden nummer 1 dør – en butiksdør i gadeplan, og 3 trin ned!

Enten går vores post retur til afsender, eller også kommer den forsinket frem, mærket af postale påtegninger.

Jeg har sendt en mail til postmesteren herself, men hun har ikke reageret. Problemet er, at hvis vi skriver Vesterbrogade 45, 1620 København V – så kommer posten godt nok frem til tiden, men det gør vores kunder ikke. For de kan kun få en summelyd at komme ind på via Gasværksvej 1.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at få et svar fra Post Danmark. Hvordan kan det være at vores officielle er adresse er Gasværksvej 1, 1656 København V, men såsnart der er frimærke på, så er adressen Vesterbrogade 45, i et helt andet postdistrikt!

Cykellapning med et smil

Selv den fineste cykel kan punktere, også vores Christianiacykel. Og i dag skal far her så lappe venstre forhjul. Jeremy på 8 år ser interesseret til, mens jeg fravrister dækket et lille glasskår og gør klar til at udbedre skaden.

Hullet er lokaliseret, jeg kommer lim på, og venter lidt. Jeg puster på limen, for den skal jo tørre inden lappen kommer på. Så siger min observante og forstandige søn: – Far, når du puster på cykelslangen, så er det lissom du trøster den fordi den er punkteret.

Farmor siger jeg skal huske at skrive sådan noget ned. Ellers glemmer vi alt for hurtigt de guldkorn, vores børn finder på at sige. Og det kan hun jo have ret i…

Portræt med bogreol

Her er en bogreol. Den står hos en polsk fotograf, der hedder Mateusz Żdanko, og jeg har kvit og frit hentet hans foto på stock.xchng®.

Jeg kender ham ikke, men får noget at vide ved at se hans bøger. Jeg er ikke god til polsk, men kan alligevel afkode nogle af titlerne, takket være min første kone fra Polen, for mange år siden.

Er der nogen jeg genkender? Ja, Rosens navn, af Umberto Eco, den står også på min egen reol. Og Webster’s, godt slidt – den har jeg også i en læderindbunden udgave fra 1955.

Hvor vil jeg egentlig hen med den her blog? – Jo, på en måde har fotografen taget et selvportræt. Et menneskes skrabsammen af bøger giver jo et billede af hvem der har det stående på sin reol.

Hvordan er bøgerne sat op? Er der et system, en bevidst rækkefølge? Eller er det lidt tilfældigt? Er der nogen der står på hovedet? Og hvad er det for bøger? Hvilke interesser taler vi om? Er der nogen sjældenheder, måske? Eller er det mest bogklubsbøger?

Jeg har netop linet en lang stribe bøger fra min egen reol op på min Mingler forside. Så kan alle og enhver danne sig et indtryk af hvem jeg er, måske bedre end ved at studere mit kontrafej.

Scrap sennep

Kokken og indehaveren Colin Rice på Michelin-restauranten Godt ligefrem hader danske madanmeldere. Folk som Niels Lillelund (Jyllands-Posten), Ole Troelsø (Børsen) og Adam Price (Politiken) er blevet spottet og smidt ud af restauranten.

Det har fået mig til at tænke tilbage til dengang jeg selv var madanmelder på Jydske Tidende. Seksten søndage skrev jeg om spisesteder i Kolding, uden at uddele én eneste kokkehue. Og det var nu ikke så tosset endda – se bare denne artikel, den 13. november 1983, hvor jeg var 21 år:

Swingende sennep
En af byens ældste vitser lyder sådan her: Hvem har den største udsigt her i Kolding?
   Det har fiskehandler Anker Nielsen. Fra hans flydende fiskebod i bunden af havnen er der nemlig udsigt over hele Skandinavien!
   Engang en nok så mondæn restaurant med højt til loftet, krystalglas og tretårnet sølv.
   Men i dag et langt mere uformelt spisested, uden nogen knæfald for det franske køkken. Man har ladet reverset falde og loftet sænke. Skandinavien er med tiden blevet noget, alle kan forholde sig til. Et roligt sted, for hvem som helst, med eller uden jakkesæt.
   Eller sagt på en anden måde, Skandinavien har ét eller andet i sig, der får barriererne imellem rig og fattig, ung og gammel, til at falde sammen. Som én af kunderne så fyndigt bemærkede det: "På havnen er vi alle lige".
   Denne dag er dagens ret gule ærter. Det passer mig udmærket, så det bliver den bestilling, Tage sender videre til konen i køkkenet. Hun hedder Lis, og hun kan sit kram.
   Jeg sætter mig ved et bord i husets venstre afdeling, med min avis og en kold øl. Tage, den gamle swinger, finder båndet med Louis Armstrong frem og gi’r sig til at fortælle et par nyankomne ved baren om sin tid som bryder. Og hvis de ellers er tilstrækkelig interesserede, vil han snart vise dem et gammelt avisudklip fra Kolding Folkeblad.
   Lis kommer selv ind med terrinen med de gule ærter. Efterfulgt af to skiver flæsk, en endeskive fra en skinke og et stykke medister. Med sig har hun også et lille glas hjemmelavet sennep. Noget, Lis aldrig før har forsøgt sig på. Men hun er i hvert fald sluppet godt fra den. God, kraftig sennep, smækfuld af smag. Og så er der "riv" i den. Det er så afgjort en stærk sennep, Lis har lavet – og smagt til med snaps og cognac.
   De gule ærter gør godt, og der er masser af dem. Det lyder som en joke, da Lis smiler og siger, der er mere tilbage i gryderne – jeg kan bare sige til.
   Mæt efter maden kan jeg godt bruge endnu en pils, sammen med konsulen for Østrig, malermesteren med den store kærlighed for godt, gammelt håndværk, Møller med den svære dialekt, Poulsen fra Sans Souci, Ole med understøttelsen og den høje intelligens, chaufføren fra Ålborg Portland – og alle de andre personligheder på Skandinavien.
   De 48 kr. for de gule ærter får jeg noteret på en lap papir, indtil vi ved lukketid helt eksakt ved, hvor meget jeg kommer af med i alt.
   Skandinavien, Toldbodgade 14, tlf. 52 04 21.


I dag hedder stedet Admiralen, et oplagt alternativ for avisernes madanmeldere, nu de er forment adgang i Gothersgade 38. Og skulle redaktøren på fx. Politiken insistere på en artikel om Godt, – ja, så vil jeg da gerne genoptage min metier som madanmelder. Men jeg siger på forhånd, jeg ved ikke en pind om kanapeer, og uddeler ingen kokkehuer.

Den slags overlader jeg trygt til min fætter Michael, som er køkkenchef på d’Angleterre.

Hør, er det ikke…?

Jeg er ikke helt ung længere. Kroppen er knap så spændstig som den var engang. Tindingerne er blevet højere. Og så kan jeg komme til at sige ting der om noget afslører min fremskredne alder:

Jeg sidder et hyggeligt sted, ved en bardisk. Hvid og Blå Tuborg er lanceret og skal naturligvis smages og vurderes. Og så er det jeg bliver distraheret af musikken i baggrunden – og uden at tænke mig om siger:

Hør, er det ikke Patsy Cline?

Jeg ved med det samme, at den er gal. – Jo, siger Berit bag baren, og smiler. Det er tydeligt at man var teenager i en fjern fortid. Jeg er stærkt på vej ind i alderdommen. Det er snart tid til briller med glidende overgang. Jeg er ved at være gammel.

Dagens Mingler

En selfie

Det skal da lige fejres med en maltwhisky, pænt stor som det ses. Sidste sjat fra en flaske Glenfoyle. Et gyldent mix af "the finest malted barley and crystal clear waters" i det skotske højland – og 12 år.

Det er Flodhesten som har nomineret mig til titlen. Hun peger på "Sagte ord" og kalder den "en kort og dejlig blog, der fortæller at han trods den fremadstormende teknologi på kommunikationsområdet, stadig sætter mest pris på en god gammeldags samtale ansigt til ansigt... :)"

Midnight fra Dagens Mingler ledelsen skriver, at jeg har fået hende til at mærke efter om hun gør nok ud af samtalens kunst i det daglige… Det er jo ret væsentligt at vi også husker at få snakket sammen, i disse cyber-tider.

Skål på det! Jeg finder min successor i morgen.

Sagte ord

Foto: Andy Barrass, Storbritannien

Der er dem der bliver sagt, og dem der er stille. De sidste er de fleste. Sagte er de alle, og næsten alle ord er efterhånden usagte.

De ord jeg skriver her, kan kun høres af mig selv. Ellers skal de læses op, og hvorfor skulle de det?

Der kan gå en hel dag, uden jeg siger et ord. De bliver allesammen skrevet. Sat.

Engang var der ingen skrifter, nul alfabet, runer eller skrifttegn. Alle ord blev sagt, og sagt igen, og igen. Til de en dag blev nedfældet.

Nu er det de færreste ord som passerer et stemmebånd. Ord er lydløse, selvom de engang blev født af lyd.

Vi kan få en hel dag til at gå, uden at sige et kuk. Købe ind, netbanke, sms’e, emaile. Sagte ord er nærmest rudimenter, forkrøblede rester af et tidligere udviklingstrin.

Jeg savner en god gammeldags samtale, unplugged. Selvom jeg holder meget af den digitaliserede dialog her på Mingler, så bliver ord først rigtig sagte, når vi hører hinandens stemmer.

En dråbe i havet

Foto: ‘algiamil’, Italien

Herning bibliotek har indkøbt En sømands dagbog til udlån. Tusind tak for det. Tænk sig – et sted i Danmark står den bog jeg har begået på en reol og venter på en interesseret låner. Det er selvfølgelig kun en dråbe i havet, men alligevel en slags udødelighed :-)

Det er ikke fordi En sømands dagbog er dårlig, at kun et enkelt eksemplar er til offentligt udlån. Dem der har læst den er glade, ja ligefrem begejstrede. Men det er nærmest umuligt at bryde igennem hos biblioteker og boghandlere, når man som jeg er et ubeskrevet blad.

Der var en heftig debat for nogle år siden, hvor boghandlernes monopol blev brudt af supermarkederne. Boghandlerne frygtede at deres ekspertice og det brede bogudvalg gik fløjten, og der kun kom bestsellere i indkøbskurvene. Men det argument har tydeligt vist sig ikke at holde vand:

Jeg har fundet ud af, at et forlag med en bestseller simpelthen lejer boghandlernes udstillingsvinduer. Så når der fx står et hav af Vi, de druknede i et butiksvindue, så er det ikke fordi Carsten Jensen er enestående. Men fordi boghandleren får penge for at gemme alle de andre.

Mallorcinske perler

Man skal høre meget før ørerne falder af…

Min ven Nick på Porto Sole i Gudhjem har i går fortalt mig at der findes falske perler som faktisk er lige så eftertragtede som ægte. Og i dag har jeg så surfet lidt rundt på verdensvævet og gudhjælpeme fået bekræftet historien om de mallorcinske perler.

Majorica pearls – are considered the world’s finest faux pearls, fastslår et site. Disse spanske perler er lavet efter en tophemmelig opskrift, og man skal vogte sig for efterligninger!

Tænk engang: Plastik perler så fine, at de bliver forfalskede. Mere uægte bliver det vel ikke?

Lykkemønt

Dagens stak af reklamer, postomdelt til alle husstande, indeholder en fin blå kuvert fra Mønthuset Danmark. "Få en original lykkeskilling fra 1771. Kun 149 kr, incl. porto"

Jeg trækker lidt på smilebåndet, for det er imponerende som tekstforfatteren behændigt har undgået alt det enhver dansk numismatikker ved om skillingen fra 1771; Nemlig at det er en af Danmarks mest almindelige mønter!

Da jeg var dreng, havde mine forældre en mønt- og frimærkeforretning i Oehlenschlægersgade, og det var tit at der kom en lægmand ind i forretningen og ville sælge denne tussegamle kobbermønt, som han jo troede var mange penge værd.

Min far duplikerede et A4 ark på sin stencilmaskine, og så kunne alle få den pudsige historie om skillingsmønten fra 1771, som en lille reklame for Philamax, som min fars og mors forretning på Vesterbro hed.

Det der skete i 1771 var, at danskernes udbredte hjemmebrænderi blev forbudt ved lov. Og alle landets destilleringsapparater blev konfiskeret af staten.

Forestil jer lange rækker af hestevogne, belæsset med kobberkedler, der nu ikke længere måtte bruges til produktion af "livets vand". Det har været bjerge af gammelt kobber, som dengang blev fragtet til de statslige myndigheder.

Og hvad skulle man så stille op med al det metal? Tja, hvis jeg lige må citere fra dagens reklamemateriale: "Skillingen var den første mønt i kobber fra Den Kongelige Mønt. Tidligere blev mønter præget i sølv."

Jo, tak. Men ikke et ord om de eksorbitante mængder af kobber, der hobede sig op i 1771 og årene frem. Skillingsmønten blev præget flere steder i landet, dag ud og dag ind, i årevis. Der findes millioner og atter millioner af den mønt.

Det forhindrer selvfølgelig ikke at man kan kalde den for en lykkemønt. Det er jo rigtigt at der er "hele fire 7-taller: to i 1771 og to i kongens monogram".

Men for dem som holder af en hjemmebrændt hjertestyrker, så er der faktisk tale om en ulykkemønt…

Og hvis du gerne vil have en, så find istedet en mønt- og frimærkehandel. Skillingen fra 1771 bør ikke koste mere end, – skal vi sige 40 kroner for et pænt eksemplar?