Funny money

Foto: Tudou Mao, Kina

I Kina var der indtil 1995, to slags valuta. Der var den lokale yuan, og så FEC, Foreign Exchange Certificate. Officielt var de lige meget værd, men på gaden kunne man veksle 100 FEC til op mod 160 almindelige kineserpenge. De lokale var nemlig stærkt interesserede i turistpenge, som kunne bruges i Friendship butikker med luksusvarer, og whisky og amerikanske cigaretter på internationale barer.

FEC sedlerne var farvestrålende og lidt matadoragtige, mens de almindelige sedler var kedelige og med Maos kontrafej. Det var nemt at se hvad der var funny money.

På en måde handler denne blog også om de penge komikeren Finn Nørbygaard har tabt på IT Factory karrusellen. Han siger han har tabt et trecifret millionbeløb. Men hvor havde han dem fra? Squash reklamerne har da sikkert givet godt, men sgu ikke så mange penge. Finn har nok kun vekslet cirka en million kroner til funny money, og de steg og steg i kurs, indtil de en dag i sidste uge blev erklæret ugyldige.

Dirt Track

Foto: Kim Jerbo, Sverige

Der var engang, der ikke var noget der hed Speedway. Men det eksisterede faktisk alligevel – det hed bare noget andet: Dirt Track

Det har en jeg kender skrevet en bog om. Altså, ikke om Dirt Track i al almindelighed, men specifikt historien om en motorbane i en dansk provinsby i årene 1932-34.

Man kan roligt kalde det en smal bogudgivelse, men det er jo heller ikke al ting der skal skrives til en bred målgruppe.

Dirt Track i Kolding er på 60 sider, trykt hos Jørn Thomsen A/S og udgivet i år på eget forlag af Knud Degnbol.

Der er mange fotos i bogen, bl.a. et af australieren A.G. Bluey Wilkinson, der blev verdensmester i 1938. Wilkinson kørte vistnok på en maskine, som hans landsmand Max Grosskreutz byggede stellet til.

Og Max kørte på banen ved Brændkjærgård i Kolding i maj 1933!

Bogen kan anbefales til alle der som mig synes det er interessant at se et Nimbus Kakkelovnsrør og vide Ingemann Petersen kørte det fra Rom til København ad regnvåde grusveje på 55 timer i 1927.

Det var vist forøvrigt Knud Degnbol som reparerede min bolsjestribede Renault 4 postbil, da vangen knækkede omkring 1983.

Legovåben

Foto: Brickarms.com

Er lige faldet over en lidt trist nyhed.

Der kommer våben under juletræerne i år. Produceret af et amerikansk firma som excellerer i plastiklegetøj, designet så det passer til det LEGO børnene har i forvejen.

Jeg kan smile af meget, men her bliver det sgu lidt anstrengt. Når jeg går til julegudstjeneste, efterlader jeg denne blog i våbenhuset. Godt at juristerne i Billund forsøger at komme den slags accessories til livs.

Snyltekys

Foto: Julia Freeman-Woolpert, USA

Her er en Viscum album, og herunder står jeg og venter… Og venter…

Imens hører jeg P1 på radioen. Der er et indslag om netop misteltenen, som også i sig selv er en interessant urt.

Misteltenen er en snylteplante. Den sætter ikke selv rødder, men er afhængig af en vært, et løvtræ som den kan trække vand og næringsstoffer fra.

Og ikke nok med det; dens eksistens afhænger også af tre fugle: Munken, silkehalen og, naturligvis, misteldroslen.

Misteltenen skal jo gerne have leveret sine frø til fremtidens misteltener. Til det formål har urten sine flotte hvide bær med masser af frugtkød, som fuglene kan nyde godt af.

Frugtkødet er lidt klæbrigt, og selve kernen, frøet, er omgivet af en meget klæbende slim. Det kan de små fugle ikke lide, så når det sætter sig på næbbet, tørrer de det af i træet, og misteltenen kan så håbe på at frøet finder en revne i løvtræets bark, og dermed lægge kimen til næste generation.

En af de tre fugle, vistnok misteldrossel, æder de hvide bær hele. Og når de så er fordøjet, kommer frøene ud i den anden ende, som perler på en snor. Jo, minsandten! Det ser spøjst ud, men øger chancerne for at den langsomt voksende stedsegrønne plante med læderagtige blade på gaffeldelte kviste finder et nyt løvtræ at snylte på.

Jeg står her stadig, og venter med glæde. For i morgen aften får jeg garntrisset et kys.

Pinocchiopolitik

Foto: Lorenzo González, Spanien

En tilsnigelse, siger Jesper Langballe, Dansk Folkepartis medlem af Folketingets Integrationsudvalg.

Sagen er, at han lige har buldret ud i Berlingske om at mængden af ansøgninger om familiesammenføring er steget foruroligende, og at antallet stiger måned for måned.

Men så viser det sig, at mens der i september var 668 ansøgninger, så er tallet i oktober faldet til 628.

Tilsnigelse? Ja, med fed løgn på. Langballes snydeskaft bør udstilles, gerne sammen med fætter Krarup, som Crabapple og masser af andre gode mennesker foreslår udstoppet på Nationalmuseet.

Faldet er sket i den måned, den udlændingepolitiske aftale mellem DF og regeringen har eksisteret. Men hvis faldet er sket som følge af aftalen om yderligere stramninger, så er der noget galt i systemet. En politisk aftale er ikke et lovgrundlag, og binder kun de partier som har indgået den.

Halmtorvet

Min mor er kommet glad hjem fra Indre Missions genbrugsbutik på hovedgaden i Lunderskov. Hun har fundet en gammel reklamefolder fra Bikuben, med et velkendt motiv fra dengang Halmtorvet var hvad det hedder.

Den gamle reklamefolder er trykt på Det Berlingske Bogtrykkeri, i sort, staffage-gul og guld. Anledningen er at banken åbner  ny afdeling på Sønder Boulevard 65, og fuldmægtig Jørgen Bugge Lauridsen skriver: Det er vort håb, at De vil blive glad for at være kunde i Bikuben.

Jo, sprogtonen var anderledes dengang – jeg tror reklamefolderen er fra omkring 1960. Der reklameres for autolån, bosætningslån, sparelån, indekskonto, forvaltningsafdeling og åbent depot. Sloganet er Få et godt råd… i BIKUBEN. Som har telefon VE. 8227. Åben kl. 9-15, tirsdag & fredag tillige kl. 16-18 – lørdag lukket.

På folderens inderside kan man læse om Halmtorvets historie, fra dengang Frederik III lod meddele, at han ikke længere ville tolerere "nogen huse eller våning at ville have bestående så nær under fæstningen". Den 11. juli 1682 blev der endelig givet tilladelse til, at den nu "øde og ubebyggede plads fra Vesterport hen til Vartov" indrettedes til høtorv. Samtidig blev det bekendtgjort, at den skulle gøres ryddelig og brolægges.

Handelen med hø, halm og anden slags fourage fortsatte sidenhen på det ny Halmtorv, men tilførslerne blev med det aftagende hestehold successivt mindre, og siden ca. 1945 er der ikke foregået åben torvehandel på Halmtorvet.

I dag er Halmtorvet en stærkt trafikeret københavnsk gadestrækning. … Sådan er det heller ikke længere. Nu er her stille og roligt, ligefrem mondænt.

Kun navnet er blevet tilbage. Bikuben er også fortid. Afdelingens leder er ikke længere sammen med sine medarbejdere til Deres tjeneste med vejledning og oplysning. På hjørnet af Asger Rygs Gade ligger nu Videohuset, hvor der diskret sælges naturfilm for herrer.

Så ved De det!

Et gys fra gamle dage

Foto: Miguel Saavedra, Spanien

Min far er kommet glad hjem med en hel kasse gamle bøger, mange af dem med gotisk skrift. Så tager han en tilfældig og læser en novelle for os børn. Bagefter sætter han bogen i reolen…

Jeg har ledt efter den lige siden. Novellen var om en ung mand der mødte en kvinde i Paris. Det var en spøgelseshistorie. Men hvad den hed, og hvem der havde skrevet den, det har jeg glemt alt om.

Nogle gange har jeg tænkt, at det måske bare er noget jeg har drømt. Min far læste ellers aldrig historier for os, og bogen er pist borte. Hvis den da nogensinde har eksisteret, og det ikke bare er en historie fra min underbevidsthed.

Men på Hald Hovedgaard hører jeg pludselig historien igen. Om aftenen sidder vi fagforfattere og underholder hinanden, og storyteller Pia Sigmund rejser sig og fortæller netop dén historie, så mine nakkehår løber koldt ned ad ryggen.

Jeg er glad for at Pia Sigmund har hjulpet mig med at finde historien igen. Den er skrevet af Washington Irving i begyndelsen af 1800-tallet, og hedder "Den tyske students eventyr". Og fordi den er så gammel, er der næppe copyright på den længere. Så en af de lange vinteraftener kommer den måske her på bloggen: Det er en grum historie. Rigtig dejlig uhyggelig.