mandag den 26. september 2011

Krampens kagedåse

Foto: Jozsef Szoke, Ungarn

Ældrechecken og en ghanesisk far er emnet i en blog som jeg er afskåret fra at kommentere. Esmarelda hidser sig op i hellig forargelse, hvis der gribes ind overfor pensionister som skjuler deres formue for at få ældrecheck.

Det er "følelsesmæssigt plat", hvis "dagens pensionister bliver taget med fingrene i egne kagedåser", er essensen i Esmas udmelding. Men hov! – der er jo ikke tale om pensionisternes egne kagedåser, men om vores allesammens penge i statskassen.

Ældrechecken er en supplerende pensionsydelse på op til 10.900 kr. Og tricket er, at pensionisten ved at lægge spareskillinger under madrassen fremstår fattigere og derved får flere penge end han eller hun egentlig er berettiget til.

Den slags fifleri mener jeg sgu ikke er i orden. Ligesom det heller ikke er i orden, hvis andre pensionister snydes helt eller delvist for den ekstra indtægt. Kommunen må ikke medtage friværdi i beregningen af pensionistens likvide formue, ligesom folkepensionen for december måned heller ikke må bruges til at skære i ældrecheckens størrelse. Så når Louise i kommentarerne til bloggen fortæller, at hendes ældrecheck kan være ligemeget, fordi kommunen giver hende tilsvarende mindre tilskud til medicin for hendes kroniske sygdom – så synes jeg hun skal klage til Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen.

Borgeren må ikke fifle for at få en større ældrecheck – men kommunen skal sgu heller ikke fifle for at udbetale en der er mindre, end hun er berettiget til. Medicintilskud er ikke skattepligtig indkomst, så jeg vil mene Louise har en god sag.

Én ting er i hvert fald sikker: Kommunen vil ikke skele til "afrikanske dansere eller gademusikanter, der har besvangret naive danske kvinder" når størrelsen på ældrechecken skal beregnes.

Men det vil Esmarelda. Hun kan skrue sig helt ud af gevind over, at en dansk kvinde har fået et mulatbarn med en afrikansk mand. Hun mener tilsyneladende at det kommer til at koste millioner, hvis afrikaneren og "den spidsnæsede og det allerede producerede mulatbarn og evt fremtidige mulatbørn" skal bo sammen i Danmark.

Well, Sarafinas sag blev et af højdepunkterne i valgkampen, og jeg har skrevet en blog om den, ud fra det synspunkt, at Danmark skal overholde de aftaler vi har underskrevet i EU og FN. Men jeg har da også kigget på sagen ud fra et pengemæssigt synspunkt:

Hvad vil det koste statskassen, hvis den afrikanske far til Sarafinas baby kunne komme til Danmark? – Det er svært at svare på, men jeg har alligevel gjort et forsøg:

Jeg ved ikke så meget om ham, ud over at han er ghaneser. Ghana er et af de mindre lande i Afrika, kun seks gange større end Danmark, og der bor omkring 20 millioner i landet. Det er et fattigt land, men langt de fleste er ved godt helbred. Der er demokrati og ikke krig i Ghana, selvom der er cirka 75 forskellige etniske befolkningsgrupper. Generelt er ghanesere gode til at omstille og integrere sig, og man støder da også på dem overalt i verden. Det er et folk, der rejser meget.

Sarafinas mand hedder Peter Bruce og spiller i et band, der hedder African Footprint International. Jeg ved ikke, hvor kendt bandet er, men det har udgivet vistnok tre CDer. Det er helt sikkert humoristisk ment, når man på Facebook kan se manden i en t-shirt med teksten: Don’t touch me I am a celebrity star!
Han ser ud til at være en rar og stærk mand, og han taler allerede lidt dansk. Jeg har fundet et andet foto, hvor han står i en t-shirt med påskriften SPLEJS. Han har tydeligvis (igen) humor, for ingen tvivl om at han er ret muskuløs.

Han kan selvfølgelig blive alvorligt syg, men umiddelbart taler sandsynligheden ikke for det. Han ville næppe belaste vores sundhedsvæsen de første mange år. Han ligner en, der er vant til at arbejde. Han ligner ikke en der vil nasse på samfundet.

Sarafina ved jeg heller ikke så meget om. Men hun og Peter Bruce har været forlovede siden september 2009. Hun har foruden deres fællesbarn tre større børn med en dansk eksmand der hedder Henrik, og så er hun på kontanthjælp. Jeg tror hun har en pædagogisk uddannelse, udover folkeskole og gymnasium.

Sarafina får altså overførselsindkomst, børnechecks, og mon ikke hun også får boligsikring. Som bortfalder, hvis Peter Bruce flytter ind. Jeg tror også kontanthjælpen forsvinder, men det er ikke sikkert.

Som sagt er det svært at sige, hvad det ville betyde i kroner og øre, hvis pointsystem, krav om bankgaranti, m.m. ikke forhindrede Sarafinas mand i at få dansk opholds- og arbejdstilladelse. Der kan jo ske så meget, men jeg vil umiddelbart mene Peter Bruce hurtigt ville kunne få et arbejde. Familien har et stort netværk, hvor der også er andre herboende ghanesere, som sikkert kunne være hjælpsomme med at finde foreksempel noget hotelrengøring, omdeling af aviser og reklamer, eller lignende. Indtægt som musiker vil nok også være en mulighed, for highlife er godt at danse til.

Hvis vi forestiller os en økonomisk opgørelse efter 7 år, tror jeg faktisk Danmark ville tjene på at give familiesammenføring til den ghanesiske mand.

Udlændinge er ikke automatisk en udgift for Danmark. Der er jo også i Folketinget en politisk erkendelse af, at der bliver brug for udenlandsk arbejdskraft.

Jeg undrer mig bare over, at disse udlændinge helst ikke må komme hertil hvis de har giftet sig med, eller fået børn med danske statsborgere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar