Ulverock

– Hey, jeg har fået to billetter til Store Vega. Vi skal til rockkoncert i morgen aften, meddelte min kæreste i telefonen i mandags.

– Hvem spiller?, spurgte jeg.
– Det er nogen, der hedder Grinderman. Jeg kender dem ikke, gør du?
– Næe…
Så var det vi på YouTube fandt et clip med en optræden hos Letterman. Det lå milevidt fra rock’n’roll som vi kender det fra Beatles og Elvis, og vi prøvede faktisk febrilsk at forære billetterne væk. Men da det ikke lykkedes, bestemte vi os for at de i hvert fald ikke skulle gå til spilde. Om ikke andet, kunne vi jo nyde arkitekturen. Vega, som tidligere hed Folkets Hus, er fra 1956 og et af de yngste af Danmarks fredede bygninger.

Hvad var det så, vi skulle ind og høre? En notits i Politiken sagde det helt klart: Sveddryppende maskulin primalrock. Vi skulle altså have en alt andet end stille aften.

Vi mødtes på Pasha kebab på hjørnet af Enghavevej, hvor man får rigtig dejlig mad. Vi fik serveret perfekte grillspid med kylling, kalv og lam, med lækre ris og spændende salat, samt to kolde dåsesodavander for ialt 180 kroner. Og så skråede vi mætte og tilfredse over gaden og op i baren, hvor der var både grøn og guld Tuborg i fadhanerne.

Vi havde nok regnet med at publikum ville være langhårede punkertyper, fortrinsvis hankøn, men der var mange ligesom os: midaldrende mænd og kvinder med store tasker. Skuldertasker.

Opvarmningsbandet var en engelsk trio. En lærerindeagtig vokal med guitar, og hendes to følgesvende på trommer og elorgel. Det lød nogle gange lidt a la Doors, men manglede variation. Så det var godt, de stoppede inden det blev direkte kedeligt, og roadierne kunne tage over og gøre klar til aftenens hovednavn. Ledninger blev sikret med gaffa-tape og hardcore fans stimlede sammen ved scenekanten. Og så gik Nick Cave og hans håndgangne gale mænd på. Godt at vi sad ned længst tilbage i salen på balkonen, for taler vi decibel, så blev det i sandhed en sindssyg aften med Grinderman.

I dag kan jeg så i min avis læse en halv side med lovprisninger af koncerten. Vi har været til en gedigen fem-stjernet oplevelse, hvis man skal tro anmelderen Erik Jensen. I får lige et link til anmeldelsen, som på avispapiret har overskriften Når Livet knepper med Døden

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om Grinderman. Men efter første nummer kunne Garntrisse og jeg tørt konstatere, at Metallica er sødsuppe i sammenligning.

Men sjovt var det. Det er helt rigtigt som Jeppe Krogsgaard Christensen fra Berlingske (som også giver 5 ud af 6 stjerner) siger: … bandet, der raserer lydrummet …

Vi gik før tid, inden det begyndte at bløde ud af ørerne. Og efter forholdsvis kort tid var hørelsen normal igen.

Jeg giver gerne Grinderman et par stjerner, men lidt god musik er nu også dejligt. Selv er jeg mest til jazz og verdensmusik, men det er okay med noget helt anderledes engang imellem, især hvis jeg ikke skal betale 460 kr for det. Her på andendagen derpå restituerer jeg med billeder fra verdens hårdeste cykelløb og en cd med Edith Piaf og Yves Montand.

Det er jo Bastilledag i dag.