Foto: Chris Gilbert, USA |
Touren er emnet i flere blogs for tiden, og nu vil jeg også give mit besyv med.
Mange mener at Tour de France er tåbeligt tidsspilde og helt vildt kedeligt – igår endda med mål i Gab! Men jeg følger alligevel med på fjernsynet, når Rolf Sørensen og Jørgen Leth kommenterer verdens hårdeste cykelløb. Det er god underholdning.
I år er løbet endda, næsten, uden dopingskandaler. Men hvad med de andre, ganske åbenlyse ulovligheder? Ja, jeg spørger bare!
Det bliver sagt at cykelrytterne har hurtige reflekser… Ja, de er i hvert fald hurtigt overset! Der er vist overhovedet ingen reflekser på de cykler!
Loven siger, at en cykel skal være forsynet med et rødt katteøje bagpå, en hvid refleks foran og mindst to gule i bevægelse, typisk pedalreflekser. Plus i hvert hjul: minimum én gul refleks som er synlig fra siden, eller en hvid refleksstribe på siden af dækket eller fælgen.
Færdselspolitiet kunne knalde hele feltet, hvis de ville, alene på de manglende lovpligtige katteøjer. Der er jo ikke engang ordentlige bagskærme at montere dem på, på de racercykler!
Og hvor motorcyklerne og følgebilerne konstant dytter og gør ved, er cyklerne påfaldende tavse. For hvad er det der mangler? Ring a bell? Yes – samtlige hold kører uden ringeklokke!
– Allo!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar