Flueben, tjektegn

Mit første digitalkamera lagde jeg i en sø i Sønderjylland, og så var det kaput. Så hørte jeg om et Pentax der fyldte mindre end en pakke cigaretter, havde flere megapixels og tilmed var vandtæt, og så købte jeg det.

Indtil nu har jeg mest skudt med det i "green mode", og uden problemer. Men ethvert digitalkamera har jo et hav af ekstra gejl gemt i sig, hvis man en dag skulle få lyst til at være lidt avanceret.

Det er jeg så blevet i dag - og har taget et foto af en bulgarsk flue på en majskolbe. Kameraet tror det er en "flower" og har med "focus mode makro" måske tænkt det var mest tjekket at stille skarpt på fluens højre bagben.

En anden gang vil jeg bede fluen træde to skridt tilbage, så der istedet bliver stillet knivskarpt på et af dens tusind øjne.

Nikolais druer

Druerne var ikke helt modne i forgårs, men nu kan de første nydes. Nætternes vanding med haveslangen har helt bogstaveligt båret frugt.

Vi har i mellemtiden været et par dage i Vratza, hvor vi har boet i en af Nikolais gamle venner, Sazjas lejlighed.

Vratza er, som meget bulgarsk i øvrigt, temmelig gammel. Byen ligger for foden af bjergene, og det har givet anledning til et smut opad i bil, og ned i en kold bjerggrotte så stor som en koncertsal. Med stalakitter, og… jeg kan ikke lige huske hvad den slags drypsten hedder, når de vender opad. Stafolykokker er det jo ikke, men noget der rimer.

Vi var ude og spise, og en af Sazjas kones kolleger var inviteret med. En smuk fysiklærerinde der hed Biliana. For min skyld, løj de gamle drenge. De var jo selv glade for det kvindelige selskab, og Biliana kunne da også kun få ord på engelsk.

Men smuk, dét er Biliana. Høj, yppig, og med smukt, langt, knaldsort hår. Som så mange andre bulgarske kvinder. Og nøj, hvor kan de smile. Bare de dog var til at tale med.

Sommervarme

Den blå vædske i termometeret fylder knap så meget i dag som den gjorde i ugens første dage.

Nu har vi bare et par og tredive grader, og ovenpå de 43 føles det nærmest køligt, for ikke at sige halvkoldt.

Stille dage i Butan

Vi sidder i en internet cafe i Butan, meget langt fra Sunny Beach, men stadig i Bulgarien. Efter nogle dage med temperaturer over 40 grader, er det nu begyndt at lufte lidt, og vi har ork og lyst til lidt ferieaktiviteter.

Og ja, det er f.eks. at spille computerspil og blogge lidt. Her i Computer Club Kaiowas er der skygge og aircondition, og det var vi faktisk savnet. Solen er for meget her 20 kilometer fra atomkraften i Kozloduy.

Ejeren har netop modtaget endnu 2 leva, som betaling for endnu en times brug af 2 computere. Det svarer til 8 kroner.

Vi drikker pils og fanta, til endnu mindre udgifter. Og jeg skriver min tekst uden vores danske bogstaver, som ikke findes i tastaturet.

Snart trisser vi tilbage til Nikolais hus, hvor vi bor. Vi skal se dyrene komme hjem fra marken for at blive malket. Det er et sikkert hit her i Butan, hvor der normalt ikke kommer turister fra Danmark.

Meloner sælger

– Jeg kan altså ikke acceptere at de ikke skriver deres bogstaver rigtigt, siger Jeremy. Og det formilder ham bestemt ikke, at jeg fortæller at bulgarerne bruger det kyrilliske alfabet, hvor B udtales som v, H som n – og spejlvendt N som et i…

Heldigvis er der jo billedsproget – det ultimative verdenssprog. Tag f.eks. plakaten her, knipset i Plovdivs gamle bydel.

Jeg har ingen forudsætninger for at kunne oversætte reklamen til dansk. Men det gør ikke noget. Reklamen skal nok alligevel få mig til at sætte tænderne i en bulgarsk vandmelon.

På snedig vis lykkes det at koble landbrugsproduktet sammen med min lyst til smukke attributter. Jeg er solgt. Eller melonerne er i hvert fald.

Game over

Foto: Carlos Paes, Portugal

Nu er det lykkedes et forskerhold i Canada at udklaske alverdens dygtigste dam-spillere.

50 computere har i over atten år gumlet på de vildt mange milliarder mulige træk, og resultatet er softwaren Chinook. Et simpelthen uovervindeligt program udi det drilske spil.

Professor Jonathan Schaeffer, University of Alberta, startede beregningerne tilbage i 1989. Det har udviklet sig til den største regneopgave nogensinde, og nu er damspillet så fuldstændig kortlagt ud i alle hjørner.

Computerfreaks kan nu, med tidsskriftet Science i hånd, sige at den evindelige kamp mellem menneske og maskine er endt 0-1 efter forlænget spilletid.

Men det er jo kun, hvis jeg som menneske sætter alt på ét bræt, ikke har for mange brikker at flytte med – og ser helt sort-hvidt på tingene.

Ellers er det som altid mennesker som dig og mig der vinder over computeren, som dybest set ikke er meget klogere end krydsfinér.

Det er tid til et statement: Jeg vil aldrig spille dam mod en computer. Sådan! Med ét enkelt træk sætter jeg computeren helt ud af spillet.

Værd at se i Bulgarien

 

Foto: José A. Warletta, Italien

Vi har fået et par flybilletter til Plovdiv, næsten gratis. To af min bulgarske ven Nikolais venner havde alligevel ikke brug for dem, og så er Jeremys og mit navn istedet ført på, mod et administrationsgebyr hos Penguin Travel.

Så lørdag morgen tager vi afsted mod ukendte horisonter. Jeg har aldrig været i Bulgarien, endsige i den gamle by Plovdiv. Men på nettet har jeg bestilt overnatning den første nat i en køjeseng på et vandrerhjem nær centrum. Så tager vi den derfra.

Planen er, at vi efter et par dage i Plovdiv tager et tog til Sofia, og derfra videre med bus mod atomkraftværket i Kozloduy. Og så står vi af i Nikolais landsby en uges tid, inden vi flyver hjem igen fra Sofia.

Der er så meget smukt at se på i Bulgarien, siger Nikolai som er rejst i forvejen. Store saftige tomater med masser af smag, – ja frugt og grønt af en helt anden verden. Og der er ponyer, geder, får, og Nikolais to hunde, – og andre børn som Jeremy kan lege med.

Der er selvfølgelig også seværdigheder, som Rila Monastery på billedet. Nikolai har efterladt en turist DVD med 45 minutters film om bulgarske klostre.

Så er dét set. Vi skal til sydpå og møde spændende, nye mennesker, spise sundt, nyde solen og slukke tørsten. Bare nyde livet… Vi levner ikke tid til historiske klostre i de bulgarske bjerge.

Dagdrømmerejse til Amazonas

 

Foto: Jose Fernando Carli, Brasilien

Vi snakker sammen som om vi har været venner altid – men bare først har mødt hinanden for ganske nylig.

Steve – alias Munaf R. Rohoman – er brasilianer og kaptajn på Amazonfloden. Director og Survival Trip Specialist, står der på hans visitkort. Hans "dobbeltdækker" sejler turister ud på brasiliansk safari.

Vores fælles ven, Jeferson, var ansat som maskinist på Steves båd, inden han mødte Ulla og kom til Danmark. Til september skal han til Manaus og besøge sin familie.

– Tag med!, siger Steve. – And be my guest!

Jeg kan sagtens se mig selv duve i en hængekøje ombord på Stewes flodbåd. Sejle dybt ind i regnskoven. Opleve krokodiller, piratfisk, slanger og brøleaber. Og store farvestrålende papegøjer.

Sagtens.

Det’ bar’ for vildt…

I Djurs Sommerland. Min søn har for gud ved hvilken gang sat sig i en stor badering, og fryder sig over det vilde og våde ridt ned gennem den kunstige bjergflod.

Hele vores Tour de Jylland ligner lidt hans baderingstogter på Jyllands næse. Han følger med som det tynde øl.

Først er vi lørdag til fest i Ølgod. Jeg køber billetter hos DSB til Straight, Maggie og mig selv. Og Jeremy følger med på en pladsbillet. Mejsedal byder velkommen til et brag af en Mingler fest, og Jeremy klapper hundene og ser børnefjernsyn, mens de voksne griller, drikker, snakker og kommer hinanden ved, sådan rigtig dejligt.

Næste dag synes jeg vi skal til Farsø. Og sådan bliver det. Med tog og busser når vi frem til min farbror Herbert, som kører os til helårssommerhuset i Lovns, hvor der ligger et par madrasser på kvisten. 

Vejret er sådan set okay, og mandag går med en gåtur til Hvalpsund. Jeremy følger med, og finder små frøer på vejen.

Tirsdag får vi et lift til Århus, hvor der er en rutebil (jysk ord for rød bus) som kører til Grenå. Og på stationen bliver vi hentet af Michael fra Grefa Tryk. Jeremy får en is med jordbærsmag, og far her hilser på medarbejderne og bliver sat ind i en lille tekstopgave.

Jeg låner firmakortet til turistattraktionen Kattegatcentret. Så ser vi hajer, rokker, sæler og muræner med mere, indtil vi med en bus og nok en rutebil finder frem til Rønde, hvor Michael og jeg kan nyde en kølig pils og en storslået havudsigt, med Kalø slotsruin for vore fødder. Mens Michaels knægt Laurits og Jeremy flintrer rundt i haven og fanger frøer.

Vi overnatter, og napper så en ny rutebil til Djurs Sommerland, hvor Jeremy prøver alle rutsjebaner og leger vandhund i timevis. Og så er der pizza og pasta ad libitum, inden vi stopmætte finder bus og tog til min bror Thomas i Vejen, hvor Jeremy kan hældes i seng sammen med sine fætre Andreas og Alexander og sin kusine Cecilie.

Torsdag tager vi til Lunderskov og kører en bunke affald og en molesteret campingvogn væk fra farmors have og ned på genbrugspladsen. Børnebørnene Jeremy, Andreas, Alexander, Cecilie, Morten, Malene og papfætteren Thomas får saftevand og kringle.

Fredag fylder vi brors bil med børn og kører til Kolding, hvor svømmebadet er en hel del større og mere spændende end da jeg selv var dreng dér. Og efter endnu en god dag, tager jeg toget og Jeremy med tilbage til København. En god Tour de Jylland rigere.

Måske burde jeg spørge Jeremy lidt mere om hvad han har lyst til? Istedet for bare at følge mit eget hoved, og suverænt selv bestemme hvor turen går til.

Heldigvis synes Jeremy vist bare det er sjovt at følge med far rundt i hovedlandet.