Sprogblomster

Her er et godt billede (royaltyfrit foto downloaded fra sxc.hu)
på en ordleg der nu på fjerde uge florerer i gruppen Leg Med Ord.
I den anledning vil jeg nu opsummere og blogge
de finurlige, kreative og småfilosofiske ordspin:

Haves:     Ønskes:

Pebermø     Vanillepige
Skoda, skur og skildpadde     Villa,Volvo og vovse           
ur     tid 
køleskab     mad        
hund     egern 
 ordkløver     sprogdeling
vaser     roser  
ris     ros
udslip     indhold
afgift     udskilt
   urtepotter     krydderidåser
 bogreol     ordholder
tørklæde     våddragt 
pebernødder     saltnødder    
håndklæder     fingervanter
ordleg     ord     
kuglepen     rundstok 
mingler gruppe     minglere          
 daglig     natteliv
mørklægningsgardiner     lyssværd                     
kugleskør     rundtosset
skøjteløbere     amfibier       
 bidrage     dronning
mælkebøtte     flødekande   
  urmagerpige     timeglaskvinde
ejendomsskat     hushjælp       
solsort     sort sol
udvikling     inddeling
seng i fyr     fyr i seng
  bihuler     hvepsebo
     lerdue     gummiand
rejekælling     fiskemand 
Jack Black     Black Jack 
fjernbetjent     nærpoliti      
  rene linjer     tankestreger
    dåseøl     øl på dåse
hestearbejde     loppetjans     
 undertøj     overfrakke
sammenbrud     gennembrud  
regn ude     udregning
fyringssedler     brændestak  
tvebakker     Twin Peaks

Manga Minglere

– Hvad bringer dig til Mingler, spørger Willemoes i en mail. Det har jeg glemt, men siger at det er et godt emne til en blog.

Jeg tjekker MacBook’ens browser-historik, og kan se jeg har surfet efter noget med katte som kæledyr, og er så blevet googlet ind på gruppediskussion om emnet her på Mingler.dk. Og så har jeg oprettet min profil den første dag i året sent på eftermiddagen.

Jeg har valgt et af mine mange kælenavne, skråstreg øgenavne, og min profil svarer godt til den person jeg er i virkeligheden. Fotoet ligner også, idet jeg for nylig blev klippet hos den tyrkiske frisør på Istedgade ude ved krydset til Oehlenschlægersgade.

Mange minglere vælger ikke at lægge deres eget kontrafej på profilen, og finder måske i stedet en manga illustration, som en slags alter ego. Som fx. Willemoes. Hun skriver godt, og meget. Det er rart at være ven med hende – så får jeg automatisk besked når der igen sker noget på hendes blog. Bnte er en anden af mine venner. Fælles for de to manga minglere er at de elsker at skrive og lege med sproget, – og wouw!, hvor er de gode til det.

Rigtige venner er vi vel egentlig ikke. Vi har jo aldrig rigtig mødts… Men kommer de forbi en dag, så siger jeg – Konnichiwa! og byder de søde og spændende manga minglere hjertelig velkommen.

Postbud i halvanden måned

 

Mange undrer sig over hvorfor PostDanmark har svært ved at skaffe bude, når der nu er så mange arbejdsløse. Men det er faktisk ikke så underligt

 

– Tja, hvorfor ikke, tænker jeg en dag. Det er ved at ebbe ud med min arbejdsløshedsunderstøttelse. Jeg er med i den ordning der hedder "selvstændig bibeskæftigelse med supplerende dagpenge", og den varer ikke evigt.

– Hvorfor ikke være postbud, tænker jeg. Efter mange år i reklamebranchen kan det være fint med et respektabelt arbejde. Så jeg klikker ind på PostDanmarks hjemmeside og smider en ansøgning afsted.

Nogle dage senere tager jeg ud til Høje Taastrup, hvor rekrutteringscentret ligger. Jeg skal til prøve, og som krævet har jeg taget en pletfri straffeattest med i lommen.

Vi er vel omkring 20 der som det første bliver budt velkommen – og dernæst ser en lille film om hvad PostDanmark er for et foretagende.

Bagefter får vi papir og kuglepen. Nu kommer testen. Den består af 2 dele. Først en masse (næsten) ens ordpar, hvor øvelsen går ud på tjekke om de vitterlig er ens. Fem minutter til den opgave. Dernæst en håndfuld håndskrevne adresser, som man skal gentage med sin egen håndskrift. 5 minutter til den også.

Så er det tid til en kop kaffe i venterummet. En efter en bliver vi kaldt ind til et interview med en postmester. Det går fint. Mine opgaver er løst aldeles tilfredsstillende, så hvor kunne jeg tænke mig at være postbud?

Jeg bor på Vesterbro, så det er jo oplagt. Og her mangler man skam også bude.

…

Til at begynde med går jeg i to uger sammen med et rutineret postbud, Per. (Ja, det hedder han faktisk). Og der er meget der skal læres. Hvad gør man med en pakke, når modtageren ikke er hjemme? Hvad hvis han eller hun nægter at modtage? Hvordan er det med anbefalede breve? Og breve til folk der er flyttet? Hvilke stregkoder skal scannes med håndscanneren hvornår? Og skal jeg som postbud aflevere Nyhedsavisen, selvom der er "Nej tak til gratisaviser" på døren? (Nyhedsavisen er en adresseret forsendelse, og som sådan ikke en gratisavis).

Jobbet starter klokken 6.30. Jeg hører til i gruppe 2, og vi fordeler dagens post til de forskellige ruter. Først skal posten sættes op, som det hedder. Man står ved en stor sættekasse, og brevene skal sættes i "slagorden". Så er der aviserne som skal forsynes med adresselabels, og ligeledes sættes op. Så er der "klodser", som man kalder småpakker og den slags. Og endelig er der reklamer – de skal også med.

Per har været postbud i mange år, og kender sin rute rigtig godt. Vi skal rundt i kvarteret omkring Politigården. Og jeg skal ind i rutinen med nøgler, opgange, postkasseanlæg, postanmeldelsesblanketter osv. Og jeg skal vænne mig til at gå på trapper. Jeg finder hurtigt ud af at min kondi ikke er helt så god som jeg selv troede. Per er næsten 50, men han bliver ikke forpustet. Det gør jeg.

Klokken 11, cirka, kan vi køre tilbage til Vesterbro Postkontor og spise frokost. 20 minutter. Så kommer andenturen, Sankelmarksgade. Op og ned. Og så hjem igen og efterbehandle – dvs. returnere breve hvor navnet på døren ikke passede med det på brevet, eller af anden grund ikke kunne afleveres.

Efter sådan en dag er jeg dødtræt – og det selvom Per jo har gjort det meste af arbejdet.

…

Efter to ugers oplæring får jeg ruten for mig selv. Kollegerne påstår at Pers rute er den nemmeste, men jeg har svært ved at klare den på nomineret tid. At være postbud er hårdt fysisk arbejde. Jeg er nødt til at arbejde over et par timer hver dag.

Efter en uge kommer Per tilbage fra en uges fri, og jeg får andre ruter. Skydebanegade, Saxogade, Istedgade, Oehlenschlægersgade, Ingerslevgade… Jeg er faktisk engang arbejdet som flyttemand, og ved hvor vigtigt det er at holde et støt og roligt tempo. Men Café Sonja brokker sig, hvis avisen først kommer henad fire-tiden. Man er nødt til at speede op, og så kan fejl jo ikke undgås.

En dag står en vred rockertype med glatbarberet hoved i underhylere og med tatoveringer over hele overkroppen med et par breve i hånden, klar til at skælde mig ud, da jeg kommer ned fra femte. Jeg tænker at det bedste forsvar er et angreb:
– Hva’, insinuerer du at jeg har lavet en fejl!
– Øh, ja!, siger han forbløffet.
Det er rigtigt nok. Han hedder Olesen, og brevene er til naboen, som hedder Olsen.

Jeg forstår i øvrigt ikke hvorfor så mange mangler et ordentligt navneskilt. Et sted er der bare en gul post-it, med efternavnet skrevet med en tusch i stort set samme farve. Folk flytter ind, skriver deres navn på en lap papir, og sætter det på døren med en tegnestift. En midlertidig løsning, som stadig er der mange år efter.

Og så er de fine, gamle, støbte brevsprækker alt for små til de eksorbitante mængder af post, moderne mennesker skal modtage. Her på slutningen af året er der op mod et halvt kilo til hver husstand, tre gange i ugen. Eurowoman bliver foldet for at klare turen gennem sprækken – jeg tænker at modtageren hellere vil have en fold på sit magasin, frem for at skulle hente det på posthuset dagen efter.

…

Jeg siger op, og aftaler med min leder at jeg har sidste dag den 30. november. Det værker overalt i min krop, især fødderne. Jeg synes jeg småløber hele tiden. Jeg springer frokost over. Men alligevel er jeg flere gange nødt til at ringe til min søns mor, så hun kan hente ham i fritidshjemmet. Jeg kan simpelthen ikke nå frem inden det lukker kl. 17. Selvom jeg har været på stikkerne siden 6.30.

Kollegerne er måske de bedste jeg har haft. Tit oplever jeg at en af dem kommer forbi min rute, efter han er blevet færdig med sin egen. – Skal jeg ikke lige tage nogle opgange for dig? Der er et utroligt sammenhold, men jobbet er ganske enkelt for hårdt for mig.

Jeg er med til en fødselsdagsfest. Merete, som taler jysk og først skifter til lange bukser et pænt stykke inde i november, fylder år, og har indbudt til sønderjysk kaffebord og chokolade med flødeskum i sin lille lejlighed ude på Amager. Hun har bagt over ti slags kager. Og jeg møder nogle kolleger der er sygemeldt med dårlig ryg.

Jens er der også. Han er det "langsomme" postbud. Et halvt års overarbejde skubber han foran sig. De brokker sig i ledelsen, og spørger om han vitterlig ikke kan klare ruten hurtigere. Men Jens insisterer på, hvad jeg vil kalde et fornuftigt tempo. Og han er et vellidt postbud ude i Skydebanegade. Der går rygter om at han engang er set med en Fakta-pose, fordi en på ruten havde brækket benet og ikke selv kunne købe ind.

Jeg mener han er vigtig at have på Vesterbro Postcenter. Så kan ledelsen se, hvor lang tid det reelt tager at være postbud. Jens er ugift og stort set altid på arbejde. I sin fritid er han studievært på Radio Jazz. Mest i den friuge man opnår hver 10. uge, fordi man arbejder hveranden lørdag.

…

Det blev en lang blog. Jeg skal nok aldrig mere have rød uniform og gul cykel igen. Aldrig har jeg arbejdet så hårdt for så lidt. Hvis man skal være postbud, skader det ikke at have masochistiske lyster. For det gør ondt, og respekt for metier’en er der ikke meget af.

Nu har jeg sat et "gratisaviser nej tak" skilt på min dør, og i øvrigt vil jeg til næste generalforsamling foreslå at vi får installeret postkasseanlæg i vores opgang.

Der er sgu ikke meget sjov ved jobbet. Men børnene hilser pænt. – Jeg ved godt hvad din kat hedder, siger en lille dreng.

Min søns første kæledyr

 

Illustration: Jeremy Wilson

I dag har min søn været ude og se på kæledyr. Op i Christianiacyklen og med far her ved pedalerne afsted til hele to dyrehandler fundet på nettet. Første stop er Bonnie Dyrecenter på Nørrebrogade.

Sagen er at mor og far her skal skilles. Det har min søn det sådan set fint med. Han har længe ønsket sig et kæledyr, men mor er allergisk overfor dyr. Ikke i medicinsk forstand, hun kan bare ikke udstå dyr. Men når hun flytter, så kan ønsket om et kæledyr nok opfyldes.

Der er jo mange muligheder. En hund, måske. Eller fisk, eller en rotte? En hamster, et marsvin, en skildpadde, en papegøje… Eller som han pludselig proklamerede: Jeg vil have en mus – og en kat!

Mange af hans skolekammerater er også skilt. Eddies mor og far bor hver for sig, det gør Mathias’ også. Og Lucas. Og Einners. Og Viggos. Jeremy har vist hidtil tilhørt et mindretal i klassen: Jeg tror faktisk flertallets forældre er skilt.

Hos Bonnie er der papegøjer, fisk og gnavere en masse. Der bliver hilst og kigget på dem allesammen. Især papegøjen. Men mor er ikke flyttet endnu… Vi er bare ude og ose. Vi tager videre til Nørrebros Runddel.

Runddelens Dyrehandel er mindre, men her er også masser af dyr. Efter jul er der dog kun et enkelt sort marsvin tilbage. Til gengæld er der også piratfisk. Dyrehandleren fortæller, at de skam ikke er farlige. – De spiser af hånden, siger han. Og kan godt selv høre det lød forkert…

Der er også slanger. Dem er mor allermest allergisk overfor. En håndfuld kornsnoge bevæger sig dovent rundt bag glasset, og de er jo ikke giftige. Dyrehandleren fortæller, at det er forbudt at holde giftslanger i Danmark. Hvis man vil holde kongekobra og copperhead, så skal man bo i Sverige…

Det ender nok med en undulat. Men i så fald skal vi have to. Dyrehandleren fortæller at det ikke er godt hvis en undulat er alene. Den skal helst have selskab af en artsfælle. Men det gælder ikke mor og far her. Vi skal skilles.

Forfatter ved et tilfælde

Foto: Kenneth Wilson

Bent ringede en dag forrige år. Han ville lige høre om der var Shell-stationer på Sicilien…
Det var sådan set rimeligt nok at han spurgte mig, for jeg har tidligere arbejdet som korttegner, og blandt andet lavet Europakort med angivelse af hvor benzinstationerne ligger. I øvrigt var jeg ikke sikker, men et godt stykke ned i Italien var der i hvert fald.

Bent og jeg var lidt i samme situation. Jeg var lige blevet fritstillet fra et job som grafiker og personalebladsredaktør i reklameafdelingen hos en mellemstor dansk koncern. Og Bent var fritstillet fra et direktørjob i en megastor international virksomhed. Med firmabilen – og benzinkortet – i sin besiddelse i hele opsigelsesperioden.

Når man lige er blevet fritstillet, har man pludselig en masse krudt man ligesom ikke rigtig kan bruge til noget. Og det har nok været grunden til at min ven Bent og jeg kort tid efter sad i hans tidligere arbejdsgivers firmadyt, med kurs mod den lille ø for enden af støvlen. Nu skulle der bare ske noget. Ingen af os var rigtig klar på hvad vi skulle lave fremover, men køre til Sicilien kan man jo altid…

Det var på den tur, at Bent luftede idéen om et forlag. Og på et tidspunkt kørte vi ind på en af motorvejens mange rastepladser for at besegle en mundtlig aftale med en stor cafe latte. Bent ville starte et forlag. Og jeg skulle skrive en bog han kunne udgive.

Vi havde i øvrigt en god tur til Sicilien. Og vi nåede derned en halv time før flyet med min vens kone og datter landede i lufthavnen. Familien havde lejet en ferielejlighed i en uge, ikke langt fra Etna. Jeg havde ingen planer, andet end at daffe rundt og snakke med folk. Der gik et par dage, så tog jeg hurtigfærgen til Malta. Jeg taler nemlig ikke italiensk, og så er det altså for besværligt at falde i snak med de lokale på Sicilien. På Malta, derimod, taler alle rigtig godt engelsk. …

Egentlig havde jeg nogle børnebøger i tankerne, men tilfældet ville at jeg måneden efter det spontane togt til Middelhavet stod og rodede i min mors bogreoler på førstesalen i min mors hus i Lunderskov. Her fandt jeg en dagbog min salig far havde skrevet mens han var sømand i 1950erne.

Jeg anede ikke han havde skrevet dagbog – og så så spændende! Dagen efter begyndte jeg at lede efter flere dagbøger fra min fars sømandstid. Og efter et stykke tid havde jeg fundet endnu en hos min mor, og yderligere to i en flyttekasse hos min lillebror Thomas. Senere fik jeg tilsendt yderligere to op fra min lillebror Stephen.

Og aftalen fra dengang Bent og jeg drak cafe latter på en rasteplads ved en Shellstation et sted i Europa resulterede for nylig i en fed bog på 512 sider med titlen "En sømands dagbog". Forsiden kan ses i mit fotoalbum. Og sørme om ikke et 2-cifret antal eksemplarer er langet over disken hos landets mange boghandlere. Uha, det er svært at få armene ned…