Postbud i halvanden måned

 

Mange undrer sig over hvorfor PostDanmark har svært ved at skaffe bude, når der nu er så mange arbejdsløse. Men det er faktisk ikke så underligt

 

– Tja, hvorfor ikke, tænker jeg en dag. Det er ved at ebbe ud med min arbejdsløshedsunderstøttelse. Jeg er med i den ordning der hedder "selvstændig bibeskæftigelse med supplerende dagpenge", og den varer ikke evigt.

– Hvorfor ikke være postbud, tænker jeg. Efter mange år i reklamebranchen kan det være fint med et respektabelt arbejde. Så jeg klikker ind på PostDanmarks hjemmeside og smider en ansøgning afsted.

Nogle dage senere tager jeg ud til Høje Taastrup, hvor rekrutteringscentret ligger. Jeg skal til prøve, og som krævet har jeg taget en pletfri straffeattest med i lommen.

Vi er vel omkring 20 der som det første bliver budt velkommen – og dernæst ser en lille film om hvad PostDanmark er for et foretagende.

Bagefter får vi papir og kuglepen. Nu kommer testen. Den består af 2 dele. Først en masse (næsten) ens ordpar, hvor øvelsen går ud på tjekke om de vitterlig er ens. Fem minutter til den opgave. Dernæst en håndfuld håndskrevne adresser, som man skal gentage med sin egen håndskrift. 5 minutter til den også.

Så er det tid til en kop kaffe i venterummet. En efter en bliver vi kaldt ind til et interview med en postmester. Det går fint. Mine opgaver er løst aldeles tilfredsstillende, så hvor kunne jeg tænke mig at være postbud?

Jeg bor på Vesterbro, så det er jo oplagt. Og her mangler man skam også bude.

…

Til at begynde med går jeg i to uger sammen med et rutineret postbud, Per. (Ja, det hedder han faktisk). Og der er meget der skal læres. Hvad gør man med en pakke, når modtageren ikke er hjemme? Hvad hvis han eller hun nægter at modtage? Hvordan er det med anbefalede breve? Og breve til folk der er flyttet? Hvilke stregkoder skal scannes med håndscanneren hvornår? Og skal jeg som postbud aflevere Nyhedsavisen, selvom der er "Nej tak til gratisaviser" på døren? (Nyhedsavisen er en adresseret forsendelse, og som sådan ikke en gratisavis).

Jobbet starter klokken 6.30. Jeg hører til i gruppe 2, og vi fordeler dagens post til de forskellige ruter. Først skal posten sættes op, som det hedder. Man står ved en stor sættekasse, og brevene skal sættes i "slagorden". Så er der aviserne som skal forsynes med adresselabels, og ligeledes sættes op. Så er der "klodser", som man kalder småpakker og den slags. Og endelig er der reklamer – de skal også med.

Per har været postbud i mange år, og kender sin rute rigtig godt. Vi skal rundt i kvarteret omkring Politigården. Og jeg skal ind i rutinen med nøgler, opgange, postkasseanlæg, postanmeldelsesblanketter osv. Og jeg skal vænne mig til at gå på trapper. Jeg finder hurtigt ud af at min kondi ikke er helt så god som jeg selv troede. Per er næsten 50, men han bliver ikke forpustet. Det gør jeg.

Klokken 11, cirka, kan vi køre tilbage til Vesterbro Postkontor og spise frokost. 20 minutter. Så kommer andenturen, Sankelmarksgade. Op og ned. Og så hjem igen og efterbehandle – dvs. returnere breve hvor navnet på døren ikke passede med det på brevet, eller af anden grund ikke kunne afleveres.

Efter sådan en dag er jeg dødtræt – og det selvom Per jo har gjort det meste af arbejdet.

…

Efter to ugers oplæring får jeg ruten for mig selv. Kollegerne påstår at Pers rute er den nemmeste, men jeg har svært ved at klare den på nomineret tid. At være postbud er hårdt fysisk arbejde. Jeg er nødt til at arbejde over et par timer hver dag.

Efter en uge kommer Per tilbage fra en uges fri, og jeg får andre ruter. Skydebanegade, Saxogade, Istedgade, Oehlenschlægersgade, Ingerslevgade… Jeg er faktisk engang arbejdet som flyttemand, og ved hvor vigtigt det er at holde et støt og roligt tempo. Men Café Sonja brokker sig, hvis avisen først kommer henad fire-tiden. Man er nødt til at speede op, og så kan fejl jo ikke undgås.

En dag står en vred rockertype med glatbarberet hoved i underhylere og med tatoveringer over hele overkroppen med et par breve i hånden, klar til at skælde mig ud, da jeg kommer ned fra femte. Jeg tænker at det bedste forsvar er et angreb:
– Hva’, insinuerer du at jeg har lavet en fejl!
– Øh, ja!, siger han forbløffet.
Det er rigtigt nok. Han hedder Olesen, og brevene er til naboen, som hedder Olsen.

Jeg forstår i øvrigt ikke hvorfor så mange mangler et ordentligt navneskilt. Et sted er der bare en gul post-it, med efternavnet skrevet med en tusch i stort set samme farve. Folk flytter ind, skriver deres navn på en lap papir, og sætter det på døren med en tegnestift. En midlertidig løsning, som stadig er der mange år efter.

Og så er de fine, gamle, støbte brevsprækker alt for små til de eksorbitante mængder af post, moderne mennesker skal modtage. Her på slutningen af året er der op mod et halvt kilo til hver husstand, tre gange i ugen. Eurowoman bliver foldet for at klare turen gennem sprækken – jeg tænker at modtageren hellere vil have en fold på sit magasin, frem for at skulle hente det på posthuset dagen efter.

…

Jeg siger op, og aftaler med min leder at jeg har sidste dag den 30. november. Det værker overalt i min krop, især fødderne. Jeg synes jeg småløber hele tiden. Jeg springer frokost over. Men alligevel er jeg flere gange nødt til at ringe til min søns mor, så hun kan hente ham i fritidshjemmet. Jeg kan simpelthen ikke nå frem inden det lukker kl. 17. Selvom jeg har været på stikkerne siden 6.30.

Kollegerne er måske de bedste jeg har haft. Tit oplever jeg at en af dem kommer forbi min rute, efter han er blevet færdig med sin egen. – Skal jeg ikke lige tage nogle opgange for dig? Der er et utroligt sammenhold, men jobbet er ganske enkelt for hårdt for mig.

Jeg er med til en fødselsdagsfest. Merete, som taler jysk og først skifter til lange bukser et pænt stykke inde i november, fylder år, og har indbudt til sønderjysk kaffebord og chokolade med flødeskum i sin lille lejlighed ude på Amager. Hun har bagt over ti slags kager. Og jeg møder nogle kolleger der er sygemeldt med dårlig ryg.

Jens er der også. Han er det "langsomme" postbud. Et halvt års overarbejde skubber han foran sig. De brokker sig i ledelsen, og spørger om han vitterlig ikke kan klare ruten hurtigere. Men Jens insisterer på, hvad jeg vil kalde et fornuftigt tempo. Og han er et vellidt postbud ude i Skydebanegade. Der går rygter om at han engang er set med en Fakta-pose, fordi en på ruten havde brækket benet og ikke selv kunne købe ind.

Jeg mener han er vigtig at have på Vesterbro Postcenter. Så kan ledelsen se, hvor lang tid det reelt tager at være postbud. Jens er ugift og stort set altid på arbejde. I sin fritid er han studievært på Radio Jazz. Mest i den friuge man opnår hver 10. uge, fordi man arbejder hveranden lørdag.

…

Det blev en lang blog. Jeg skal nok aldrig mere have rød uniform og gul cykel igen. Aldrig har jeg arbejdet så hårdt for så lidt. Hvis man skal være postbud, skader det ikke at have masochistiske lyster. For det gør ondt, og respekt for metier’en er der ikke meget af.

Nu har jeg sat et "gratisaviser nej tak" skilt på min dør, og i øvrigt vil jeg til næste generalforsamling foreslå at vi får installeret postkasseanlæg i vores opgang.

Der er sgu ikke meget sjov ved jobbet. Men børnene hilser pænt. – Jeg ved godt hvad din kat hedder, siger en lille dreng.