fredag den 25. september 2009

Vækst

Foto: Svyatoslav Palenyy, USA

Vækst er svaret på den finansielle krise. Arbejdsmarkedet vånder sig under lavkonjunktur, men hvis vi øger forbruget, kommer væksten tilbage, og så drejer jorden rundt igen, som den plejer.

Så stiger aktierne, så falder arbejdsløsheden, så stiger efterspørgslen, så falder renten, så stiger pulsen, og så falder der igen ro over det kapitalistiske system.

Vi skal simpelthen vækste os ud af problemerne. Du og jeg skal blive endnu bedre til at sælge os selv – og ikke tænke for meget over hvad der faktisk ligger i de ord…

onsdag den 23. september 2009

Åh manner


Victoria vil score mænd, uden smålig skelen til hverken udseende eller personlighed – hendes tilnærmelser er bare langt ude spam, som det afsløres i min Reply blog. Men Pia Cramer har kommenteret den med en fjolle-smiley og sagt at jeg må se i øjnene, at jeg er uimodståelig for det modsatte køn.

Det får mig til at tænke på en usædvanlig oplevelse for nylig. Under en brainstorm om nye karriere muligheder for sygedagpengemodtagere, mærkede jeg pludselig en fremmed dames tydelige interesse for min krop. 

Jo, sørme så. Selv om man er syvogfyrre, har fået høje tindinger, rynker, enkelte grå hår og lidt topmave – så er der altså stadig mulighed for blive smigret over en flirtende dames lystne opmærksomhed. Hendes navn er Bodil og hun synes mine hænder er sexede.

Bodil har tidligere haft en ansvarsfuld stilling i sundhedssektoren og er ekspert i at give indsprøjtninger. Ja, hun ligefrem elsker det, og bliver helt tændt af mine tydelige blodårer.

Det kribler i hendes erfarne fingre efter at stikke. Tage en blodprøve, eller give en saltvandsindsprøjtning. Injicere vaccinationer, eller serum efter slangebid…

Bodil drister sig til at komme med et lille henført suk, mens hun forførerisk blidt lader sine fingerspidser smyge sig op ad mine store blodfyldte håndårer.

Men jeg er i fast forhold, og må prompte punktere hendes våde drøm om et skud protein. Jeg gør det dog med et kærligt smil. For Bodil er en ung, skøn og frodig kvinde, og det er jo immervæk dejligt at føle sig flot, sexet og attraktiv.

Jeg er sikker på at min kæreste også af og til oplever at blive fløjtet efter, og måske få et anerkendende klap bagi, for Garntrisse har masser af sexappeal – men hun er forhåbentlig ligeså dygtig som mig til at modstå fristelsen for et sidestik – eller hvad det nu hedder.

Sko


Det her skal nok lokke kvindelige læsere til. Billedet har jeg taget på første sals gangen på hotel Holiday Inn i Bruxelles. Og budskabet er lige i øjet.

Hvad "sko" betyder på fransk eller flamsk, aner jeg ikke. Men jeg synes det er befriende med sådan noget dejlig typografi op af vægge, døre, loft og gulv.

Som skriftinteresseret bliver man glad når der med enkel fontsmidler er gjort noget ud af en ellers kedelig (om)gang hotelværelser.

Det ligner en Futura. Blandt kendere: En grotesk skrift. Modsat en antikva. En grotesk betyder, spøjst nok, en skrift uden fødder.

mandag den 21. september 2009

Reply

Foto: Tristan Brunsdon, Australien

To gange er jeg dags dato blevet spammet i min mailbox her på 24.dk. Med 26 minutters mellemrum, af den samme kvinde, med samme tekst:

hello
My name is victoria i saw your profile today at
24.dk and i love it and i will like to know you more please i will like you to email me back through my email address (vmokan@yahoo.com)so that i will tell you all about me and give you my picture for you to know whom i am .waiting for your lovely reply soon!
thanks
miss victoria.


Well, Victoria, jeg er ikke interesseret i dit foto. Istedet kan du få dette at se. Et udmærket billede af et bjerg i Wilson prom, i staten Victoria i Australien. Nærmere kommer vi ikke hinanden.

Hvis Mingler-supporten lige gider at slette profilen miss0011, så siger jeg tak.

fredag den 18. september 2009

På kant med Politiken

Foto: Carole Nickerson, Canada

Flere bloggere vender den verserende sag om "den forbudte bog" Jæger – I krig med eliten. Og der bliver ikke set med milde øjne på Tøger ‘Zeitungsfaden’, redaktøren for dagbladet Politiken, som har trykt Thomas Rathsacks bog som et tillæg, selvom Forsvaret vil have nedlagt fogedforbud mod bogen, med henvisning til rigets sikkerhed.

Larsbang kan bare ikke udstå Tøger, og erikhaaest anklager Politiken for tyveri og langer ud efter Dansk Forfatterforening for ikke at tage aktion i sagen – uden at skænke det en tanke at Rathsack muligvis slet ikke er medlem af den iøvrigt langt fra tandløse faglige organisation, – som naturligvis værner om ophavsretten og tager skarpt afstand fra Politikens offentliggørelse af bogen. Læs JP.

Iøvrigt har lavbo ligesom annelise48 linket til ucensureret.com, hvor bogen nemt kan hentes som pdf-fil – desværre.

Jeg mener at Forsvaret må have en dårlig sag, siden domstolen har sendt sagen til hjørne. Den kunne ikke umiddelbart bære et fogedforbud, så der kommer først en afgørelse mandag, på dette iøvrigt lidt ligegyldige spørgsmål, nu hvor alle og enhver kan læse teksten på internettet.

Forsvaret har jo tidligere samarbejdet om en lignende bog, skrevet af journalist og forfatter Kim Hundevadt: I morgen angriber vi igen.

Forskellen ligger for mig at se i, at den nye bog er skrevet af en af Forsvarets egne. Og indenfor militæret har man kommando-gange og talsmænd til kontrolleret at fortælle krigens historie for befolkningen.

På den baggrund synes jeg Politikens medie-stunt i princippet er i orden. Forsvaret skal ikke have copyright på de danske soldaters indsats i krigen i Afghanistan, endsige forsøge at give dem mundkurv på.

Som jeg ser det, er Politikens offentliggørelse problematisk men forståelig. Avisen vil sandsynligvis få en erstatningssag på halsen fra forlaget, men People Press kan ikke være ubetinget ked af Tøgers beslutning om at trykke bogen på avispapir.

Det er selvfølgelig oplagt at forfatteren skal have betaling for offentliggørelsen. Det kan der vist ikke være tvivl om.

Jæger – I krig med eliten vil sælge godt, når den kommer i handlen – for det tror jeg den gør. Forsvaret er gået alt for langt i sin censur, og fyringen af jægersoldaten kan meget vel vise sig at være ubegrundet. Jeg foreslår at han bliver genansat, eventuelt som militær forfatter.

torsdag den 17. september 2009

Fuldstændig usandsynligt

Foto: Es Versluis, Holland

I Bulgarien er præcis de samme lotto-tal kommet ud to uger i træk. Det skriver DR Nyheder.

Matematikere må tage sig til hovedet. Det svarer faktisk til to torsdage i een uge. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Og der skal nok være nogen der krydser fingre for at næste uge byder på det absolut forventelige: Nogle helt andre tal. Og nogle der spiller på det utrolige: 4, 15, 23, 24, 35 og 42.

Det får mig til at tænke på en gulerod, og en hejre. I personalebladet FØNIX, for medarbejdere ved Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, er der en historie om en ringmærket gulerod.

Gårdejer Peder Bendtsen, Sdr. Nissum Mark, er den 16. juni 2006 igang med at tage gulerødder op. Et nyt læs kommer ind til vask og sortering, og landmanden og hans kone Kirsten står og holder øje med eventuelle abnorme gulerødder, som skal sorteres fra mens de ruller hen over et transportbånd. Der kan forekomme gulerødder med grøn top, todelte, tredelte eller svært klumpede.

Og så er det ægteparret spærrer øjenene op! En undselig gulerod har noget på sig, og Peder udløser straks nødstopsknappen. Guleroden er ringmærket! Den lokale naturvejleder tilkaldes, og snart afsløres det, at gulerodens ring bærer nummer 215012, Vildt Biologisk Station, Kalø.

Ringen er sat på en endnu ikke flyvefærdig hejre den 19. maj 1986. Og så dukker den op på en gulerod 11 kilometer fra mærkningsstedet, cirka 20 år senere.

Hvad er sandsynligheden for dét lige? Kan det tænkes at en ræv har spist hejren på dens sidste flyvetur og spyttet benene ud på gulerodsmarken? Og at et gulerodsfrø så er landet lige midt i ringen, som gled af sin hejreklo?

Personligt tror jeg på at hejren simpelthen har forvandlet sig til en gulerod. Hvorfor ikke? Historien er i forvejen fuldstændig usandsynlig.

tirsdag den 15. september 2009

Cevels citronhalvmåne

Foto: Daniel Cubillas, Spanien

Det er virkelig guf for overvægten af minglere med hang til Dansk Fokeparti: En flygtning fra Iran advarer mod moskeen på Vibevej! Vågn op for pokker!, skriver hun i et "nødråb" stilet til naive danskere, og så viser hun grusomme billeder af tortur og iranske ayatolaher med en heilende hoben fanatikere bag sig.

Det har bare ikke meget med moskeen på Vibevej at gøre. For vi er selvfølgelig ikke på vej mod mullah-styre i Danmark. Spis dog studenterbrød til.

Hvor er det dog befriende, at du tør fortælle sandheden, Cevel, skriver annelise48 i en kommentar. Men hvor farligt er det egentlig at skrive som Cevel gør? Der er da ved Gud/Allah ingen nævneværdig risiko ved at komme med populære synspunkter. Jeg mener det er helt og aldeles ufarligt.

Derimod får man på nakken, hvis man som mig forsvarer muslimernes ret til at dyrke deres tro i en smuk og tidssvarende religiøs bygning, istedet for den fabriksbygning der i dag danner ramme om moskeen på Vibevej. Det er når man forsvarer mindretal og går imod den politiske elite, at man tør noget.

De politikere der har godkendt byggetilladelsen på Københavns Rådhus, må siges at have handlet med stort mod, selv om de dybest set blot har læst og forstået den grundlovssikrede religionsfrihed. De har efter deres ja til moskeen fået anonyme dødstrusler på sms.

Jeg har i Cevels forrige blog skrevet en kommentar, og fluks fået carljensen på nakken: Der viste du hvad din mening er værd! Min mening er åbenbart ikke halal, når den konfronterer Dansk Folkeparti.

Men det rager mig en småkage. Der er ikke sabler på en moske, men en slags ganske almindelig citronhalvmåne, som det ses.