onsdag den 23. september 2009
Åh manner
Victoria vil score mænd, uden smålig skelen til hverken udseende eller personlighed – hendes tilnærmelser er bare langt ude spam, som det afsløres i min Reply blog. Men Pia Cramer har kommenteret den med en fjolle-smiley og sagt at jeg må se i øjnene, at jeg er uimodståelig for det modsatte køn.
Det får mig til at tænke på en usædvanlig oplevelse for nylig. Under en brainstorm om nye karriere muligheder for sygedagpengemodtagere, mærkede jeg pludselig en fremmed dames tydelige interesse for min krop.
Jo, sørme så. Selv om man er syvogfyrre, har fået høje tindinger, rynker, enkelte grå hår og lidt topmave – så er der altså stadig mulighed for blive smigret over en flirtende dames lystne opmærksomhed. Hendes navn er Bodil og hun synes mine hænder er sexede.
Bodil har tidligere haft en ansvarsfuld stilling i sundhedssektoren og er ekspert i at give indsprøjtninger. Ja, hun ligefrem elsker det, og bliver helt tændt af mine tydelige blodårer.
Det kribler i hendes erfarne fingre efter at stikke. Tage en blodprøve, eller give en saltvandsindsprøjtning. Injicere vaccinationer, eller serum efter slangebid…
Bodil drister sig til at komme med et lille henført suk, mens hun forførerisk blidt lader sine fingerspidser smyge sig op ad mine store blodfyldte håndårer.
Men jeg er i fast forhold, og må prompte punktere hendes våde drøm om et skud protein. Jeg gør det dog med et kærligt smil. For Bodil er en ung, skøn og frodig kvinde, og det er jo immervæk dejligt at føle sig flot, sexet og attraktiv.
Jeg er sikker på at min kæreste også af og til oplever at blive fløjtet efter, og måske få et anerkendende klap bagi, for Garntrisse har masser af sexappeal – men hun er forhåbentlig ligeså dygtig som mig til at modstå fristelsen for et sidestik – eller hvad det nu hedder.
Etiketter:
injektion,
sex,
sidespring
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar