Foto: Es Versluis, Holland |
I Bulgarien er præcis de samme lotto-tal kommet ud to uger i træk. Det skriver DR Nyheder.
Matematikere må tage sig til hovedet. Det svarer faktisk til to torsdage i een uge. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Og der skal nok være nogen der krydser fingre for at næste uge byder på det absolut forventelige: Nogle helt andre tal. Og nogle der spiller på det utrolige: 4, 15, 23, 24, 35 og 42.
Det får mig til at tænke på en gulerod, og en hejre. I personalebladet FØNIX, for medarbejdere ved Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, er der en historie om en ringmærket gulerod.
Gårdejer Peder Bendtsen, Sdr. Nissum Mark, er den 16. juni 2006 igang med at tage gulerødder op. Et nyt læs kommer ind til vask og sortering, og landmanden og hans kone Kirsten står og holder øje med eventuelle abnorme gulerødder, som skal sorteres fra mens de ruller hen over et transportbånd. Der kan forekomme gulerødder med grøn top, todelte, tredelte eller svært klumpede.
Og så er det ægteparret spærrer øjenene op! En undselig gulerod har noget på sig, og Peder udløser straks nødstopsknappen. Guleroden er ringmærket! Den lokale naturvejleder tilkaldes, og snart afsløres det, at gulerodens ring bærer nummer 215012, Vildt Biologisk Station, Kalø.
Ringen er sat på en endnu ikke flyvefærdig hejre den 19. maj 1986. Og så dukker den op på en gulerod 11 kilometer fra mærkningsstedet, cirka 20 år senere.
Hvad er sandsynligheden for dét lige? Kan det tænkes at en ræv har spist hejren på dens sidste flyvetur og spyttet benene ud på gulerodsmarken? Og at et gulerodsfrø så er landet lige midt i ringen, som gled af sin hejreklo?
Personligt tror jeg på at hejren simpelthen har forvandlet sig til en gulerod. Hvorfor ikke? Historien er i forvejen fuldstændig usandsynlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar