Tog i sneglefart

Foto: Christa Richert, Tyskland

Fredag morgen. Ulf, Kate, Dorthe, Edith, Gitte, Lise, Bjørn og jeg har stået og ventet i snart ti minutter på Hovedbanegården, inden InterCity 129 sløvt triller ind på spor 6. Vi finder vores pladser, og hvad sker der så? – Ingenting! Toget skulle ellers have sat i gang klokken ni, nul nul, dut.

Så lyder det i højtalerne, at vi bliver yderligere forsinket. Vi venter på en DSB medarbejder til at sidde forrest i toget. Som forfattere begynder vi allerede nu at bygge en historie op. Mon ikke der snart kommer endnu et udkald: – Er der en lokofører til stede?

Men endelig sætter toget i gang, og vi er på vej. Et kvarters forsinkelse kan nok indhentes, men desværre sættes farten gevaldigt ned over Fyn, hvor vi går i sneglefart bag et langsomt kørende tog.

Kate har som tidligere radiotelegrafist i handelsflåden tjek på vores time schedule. Det er meningen at vi med planmæssig ankomst til Viborg kan tage bussen videre til Hald Hovedgård. Men sådan kommer det ikke til at gå. Så langt fra. DSB opgiver at køre længere end til Århus, og så må Arriva klare den videre befordring frem til Viborg, hvor vi er fremme over en halv time senere end forventet.

Bussen de sidste 8 kilometer til Hald er selvfølgelig kørt, og den næste bus 712 kan vi vente over tyve minutter på. Det gider vi selvfølgelig ikke, så vi splejser til en 8-personers taxa smurt ind i reklame kringler for Guldbageren.

Sådan kommer vi frem tids nok til Dansk Forfatterforenings kursus "Besat af Besættelsen". Hele weekenden er sat af til Hitler, Birkedal, Gestapo, Schalburg, SS, det tyske mindretals leder Jens Møller, samarbejdspolitikken, og den kvarte million flygtninge fra Østpreussen, som kom til Danmark i slutningen af krigen.

Rysensteens Gymnasium, som ligger få skridt herfra, har huset 293 flygtninge, og Oksbøl lejren var i årevis en storby bag pigtråd beboet af 35.000, primært tyske kvinder og børn.

Jeg kan varmt anbefale hjemmesiden Oksbøl 1945-49 som med små interview-clips, billeder og tekst fortæller historien.

Men tilbage til DSB: Vores gnist (det kaldte man en radiotelegrafist på skibene dengang Kate som ung tog sig af den trådløse kommunikation på havet – idag kalder vi hende med glimt i øjet et morsefund) – meddeler via den gammeldags fastnettelefon, at jeg på Hovedbanegården kan få en brochure om DSB Basis Rejsetidsgaranti. Så skal jeg bare udfylde en ansøgning og vedlægge den brugte rejsehjemmel der viser at jeg har betalt 702 kr. (dyrt!) for en retur til Hald. Hvis vi ikke havde grebet til en taxa til sidst, så var vi måske aldrig kommet frem… – så mon ikke DSB efter ti dages ekspeditionstid kvitterer for denne blog med en rejsetidsgarantibillet?

Blogfotoet er fra en togstation i Norge. En så ærlig og ligefrem skiltning er vist aldrig set hos De Danske Statsbaner.