PH PS

Foto: Politiken.dk

For nogle aftener siden så jeg et program om Poul Henningsen. Arkitekten, provokatøren, samfundsrevseren, lampemanden, drageflyveren m.m.m. Tak til DR2.

Idag er vi danskere meget stolte af PH. Han var jo fantastisk. Men det hører med til historien, at han bestemt ikke altid var lige populær i sin samtid.

Vi har i Historien vendt hans Danmarksfilm, som Udenrigsministeriet havde bedt ham om at lave. Den blev trukket tilbage kort efter den havde haft premiere. Kritikken var meget voldsom. Filmen var ‘skandaløst slet’.

Problemet var, at den slet ikke var spor højstemt. PH var rejst rundt og havde filmet det helt almindelige Danmark: landbruget, naturen, og livet som det blev levet dengang i 1930erne. Set i bakspejlet var Danmarksfilmen ‘ikke så ringe endda’, som man vil sige på jysk – men da den havde premiere i 1935 blev den sablet ned af stort set hele anmelderkorpset.

PHs største faux pas var nok på lydsiden. Tænk – filmen blev akkompagneret af ‘negermusik’! Det var simpelthen for groft for borgerskabet, som også havde hidset sig voldsomt op dengang i 1928, da PH på forsiden af Politiken havde skrevet en begejstret anmeldelse af Josephine Bakers optræden i bananskørt.

Men bedøm selv: Her er en bid fra filmen, hvor billederne rytmisk følger Cykelsangen. Jeg synes det er virkelig flot, og det er svært idag at forstå, hvorfor filmen ikke bare gik rent ind hos publikum.

www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=7wlomBYa8v0

PH blev ramt af parkinson og døde i 1967, men få uger før kom hans kone hjem og fandt et papir i hans skrivemaskine. Det var et digt. Et meget smukt et, sluttende med et ord som kun PH kunne finde på det. Ulykkeligvis var hans demens så fremskreden, at han ikke selv kunne huske han havde skrevet det pragtfulde digt til sin kone. Men her er det:

Mod nul
Jeg har aldrig kunnet være alene
men elsket tosomheden
Drømmen om samværet falmer.
Vist kommer du når jeg kalder
og formilder de næste sekunder.
Men bag dig ser jeg det store mørke:
Ingensomheden.


PS: Her er nogle gode links til mere info om manden og hans film:

Den Store Danske.dk

Danmarkshistorien.dk

Tråd om filmen i Historien på 24.dk

Tsk tsk

Foto: Tibor Fazakas, Rumænien

Vores community site lukker og slukker den 30. april.

1051 blogs blev det til, for mit vedkommende. Plus en om Krampens kagedåse, som blev slettet af 24support. Samt en Blå blog, der blev bandlyst og ikke fremgår af oversigten. Man kan ikke søge efter den – man skal have et direkte link. Men den findes altså stadig, selv om den indeholder skarp kritik af Netredaktionen.

Så alt i alt er det blevet til 1053 blogs (1054 hvis denne tælles med), alle med et fint foto – altså bortset fra bloggen om min farfar uden en trævl på kroppen. Det gamle sort-hvide foto var desværre for stærk kost for 24support. Jeg har efterfølgende lagt det op igen, men med et æble på for at skåne ledelsens sarte øjne. For mig at se var der tale om Apple-inspireret billedcensur .

Jeg har samtlige blogs liggende på min harddisk. Men jeg havde da hellere set at de lå på verdensvævet, hvor de hver eneste dag har hundredevis af læsere. Siden jeg sprang ud som blogger i år 2007’s spæde start er det blevet til 1.335.609 hits.

– 1.335.610, siger du?

Bestemmefrans

Foto: Rodrigo Comisarenco, Argentina

Hvid røg har vist sig i Vatikanet. Og de argentinske skyer på dagens blogfoto har tegnet et himmelsk verdenskort.

Ærkebiskoppen fra Buenos Aires, Jorge Mario Bergoglio har skiftet navn til Pave Frans I.

Det var enten Tudefrans eller Bestemmefrans – og heldigvis for den gamle mand blev det det sidste. Bergoglio er selvfølgelig pavestolt ved situationen. Det er stort, sådan at vinde konklavets stoleleg – for så at blive iklædt guldbroderet dametøj. Trans den første.

Ifølge kendere er han en stor overraskelse! Men for en almindelig folkekirkedansker som mig er der ikke meget surprise over nyheden. Hvor uventet er det lige, at paven blev en mand? At han har italienske rødder? At han forlængst har passeret de halvfjerds? – i mine øjne var han kvalificeret til jobbet i en sådan grad, at han burde have været en af bookmakernes absolutte favoritter.

De første meldinger om den nye paves holdninger er skam heller ikke overraskende. Gammel altervin på nye flasker: Nej til abort. Nej til homoseksuelle ægteskaber. Nej til aktiv dødshjælp.

Frans vil gå i forbøn for de fattige – men naturligvis uden at komme til lommerne. Vatikanets enorme formuer bliver hvor de er.

Det kan godt være jeg er for negativt indstillet. At den ny pave lige skal have en chance til at vise, hvad han dur til. Men jeg er sgu ikke den eneste som sukker højlydt.

Alt er ved det gamle. Det er kun navnet der er nyt.

Kun en kvinde

Foto: Belovodchenko Anton, Rusland

Kvindernes internationale kampdag er stadig en vigtig mærkedag. Om knapt et år vil der igen være øget opmærksomhed omkring kvindekampen – men det er som om det mere og mere handler om at lægge den død. Og det undrer mig.

Meldingerne fra især yngre kvinder er, at der ikke rigtig er mere at kæmpe for. Vi har jo ligeløn, og mandschauvinister finder man efterhånden kun blandt vrisne, gamle mænd, der alligevel ikke længere har noget at skulle have sagt. De fleste kan kun altmodisch mimre deres synspunkter om Kinder, Küche, Kirche fra en gyngestol på plejehjemmet.

Kvinderne har ikke mere at gå på barrikaderne for, synes mange. Det er helt normalt at mene, at mærkedagen den 8. marts burde gå i sin mor igen, nu hvor der kun er småting som krympefri bomuld at kæmpe for.

Mange mener endda, at yderligere kvindekamp bare vil afføde en masse tabermænd! Synspunktet er, at vi lider under den ny uorden, hvor det typisk er kvinder der får de bedste uddannelser og gafler de fedeste jobs. Bare kig på Folketinget: Kvindelig statsminister, og i det hele taget lutter kvinder i front for samtlige regerings- og støttepartier.

Men jeg vil nu aliwl ønske et forsinket tillykke til kvinderne med den internationale kampdag. Når man ser filmatiseringen af Lise Nørgaards erindringer Kun en pige, så kan man(d) jo kun glæde sig over udviklingen fra dengang til nu. Og jeg synes ikke, kampdagen skal droppes, bare fordi nogle mænd føler sig overhalet af det andet køn.

Med de mange tåbeligheder der har floreret på Facebook i kampdagens anledning, synes jeg bestemt kvinderne skal blive ved med at kæmpe for frigørelse og ligestilling. Kald mig bare et mandfjols, men det mener jeg altså.