Vaxol filihankat

Foto: Mike Sheehy, USA

Reklamen i fjernsynet er en lille animation, som viser at vatpinde bare stopper øret endnu mere til, mens VAXOL® på et øjeblik opløser ørevokset, som så let og elegant glider ud af øregangen.

Det må jeg prøve! Så jeg går i Matas og køber en lille flaske af vidundermidlet for 89,50 kr. Det er bare at spraye det i ørerne, så kører det. Men først vil jeg lige læse brugsvejledningen og se, hvad det er for noget kemi jeg skal sprøjte mig med.

Det er overraskende enkelt: Naturlig olivenolie fremstillet efter farmaceutisk standard.

Jeg forestiller mig en flok olivenbønder med baskerhuer og slidt uldtøj, der sidder på en café og snakker om hvad de kan få for deres olie. Måske en euro per liter?… Så kommer der en meget smilende mand i en hvid kittel. Han producerer også olivenolie, men til en ganske anden pris. Vi taler om adskillige euro, bare for et snapseglas af det naturlige fluidum.

Om det virker? – Både ja og nej. Det virker ikke som i reklamefilmen, hvor voksproppen opløses i løbet af ingen tid og formelig sejler ud af øret. Men jeg kan mærke, at det hjælper lidt. Ja, jeg kan faktisk høre, at der sker noget derinde.

Pakningen lover sådan set heller ikke mere end det: Nemt og effektivt. Blødgør og fjerner ørevoks helt naturligt. Begrænser behovet for øreskyldning.

Det sidste ord runger i mine ører. Det er det, der skal til. Jeg bør også købe sådan en orange dimmer til at skylle ørerne med lunt vand. Den koster nok også i nærheden af hundrede kroner. Og derfor er blogbilledet oplagt: Præsidentøret på en dime. Der er altså noget med kapital og hørelse… Det burde reelt ikke koste mere end 10 cent at få hul igennem.

Flavia

Foto: Miguel Ángel Moya, Spanien

Nyheden er, at den peruvianske kvinde med dansk mand, fællesbarn og arbejde alligevel får lov til at bo og leve sammen i deres lejlighed på Nørrebro.

Det er jo også kun ret og rimeligt! – Så hvordan kunne myndighederne nå frem til at Flavia i stedet skulle udvises? – Det synes jeg er et interessant spørgsmål.

Ligesom det kunne være vældig rart at få svar på, hvorfor ingen fra regeringen ville stille op i TV2 studiet tidligere i dag, hvor både Flavia herself og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen sad klar til en debat om sagen.

Naturligvis skal den dansk-peruvianske familie ikke strittes ud af landet. Det er Opholdsdirektivet der gælder i denne sag, samt i alle de lignende sager der ikke kommer frem i de landsdækkende medier.

Så hvem er det der leger med familiens ve og vel? Hvem havde den finger med i spillet, som krævede at Flavia skulle udrejse for at indgive ansøgning om familiesammenføring på den finske (sic!) ambassade i Lima?

Er det Socialdemokraterne? Er det SF? Er det Radikale Venstre? – Spørgsmålet er helt åbent. Må jeg se en finger?
En pegefinger, helst…

På sporet af sig selv

Sådan er forside kan jeg godt li’. Bamse i en dyt. Bagsmækken åben. High-five med en wrestler. Og i hjørnet sidder Jan Elhøj på hug, parat til at fortælle.

Sådan en bog kan indeholde hvadsomhelst. Og det gør den også. Hvor “Jan på sporet” i min barndom var en drengebog, er den nye originale pastiche et underholdende frem- og tilbageblik over den tid der er gået siden, set gennem forfatterens eget kalejdoskop.

Sådan ser hans klistermærkesamling ud, sådan ser Rytteriet ud backstage, og sådan var det at gå i byen klædt ud som Naser Khader. Jans bog er først og fremmest visuel, og meget velegnet som coffeetable book i likørstuen.

Teksterne er måske ikke helt gennemarbejdede, men de har nerve og handler om alt mellem himmel og jord. Skriverierne om fx Mads Brygger, Erik Clausen og Kenneth Bager stikker noget dybere end hvad man ellers læser, og billederne er virkelig gode. Jan Elhøj er en overraskende dygtig fotograf, med et sikkert kunstnerisk udtryk.

Og du finder ingen andre bøger, hvor tandlægen med sit øl-orgel, opfinderen bag Playmobil og samleren af fly-brækposer optræder side og side. Det er underholdende historier, og Jan Elhøj går til dem på sin helt egen måde.

Du kommer på sporet af Jan, og på sporet af dig selv, når du bladrer. Her er masser af stof at muntre sig med: tider, ting og tanker der ellers var gået i glemmebogen. Og som sagt; knaldgode fotos, fx af Anne Lindfjeld, hende den tatoverede dame med det røde hår.

“Jan på sporet - nr. 1” er en personlig bog, og den kan derfor kun købes af Jan Elhøj himself. Boghandleren er kørt ud på et sidespor, og det er godt for prisen. Med det direkte salg er vi nede på 150 kroner på hjemmesiden www.janelhoj.dk. Og de penge er faktisk godt givet ud.

4 (jule)stjerner, synes jeg.

Dommedag

Foto: Benjamin Earwicker, USA

Jorden går under på fredag. Den gamle mayacivilisation på Yucatán halvøen i Mexico havde en apokalyptisk forestilling om at verden sluttede den 21. december 2012. Deres kalender rækker simpelthen ikke længere.

Nogen vil nok fremhæve at det altså er ifølge mayakalenderen – ikke Mayland kalenderen – at det hele slutter på fredag. Men maya-indianerne var fantastisk dygtige til at udregne alt indenfor tid og sted – så hvorfor skulle de ikke have ret i den endelige dato for dommedag?

Jeg vælger at tro en lille smule på det. Og hvis det viser sig at verden trods alt går videre den 22. december, så er det kun en stakket frist. Hvis det glipper på fredag, så kommer jordens undergang helt sikkert allerede et par dage senere. Beviset er soleklart: Julekalenderen.

Julekalenderen er et klart tegn på, at apokalypsen indtræffer juledag. Julekalenderen har ikke flere end 24 låger – Juledag er det endegyldigt forbi. Der er simpelthen ikke mere at komme efter.

Folk ved det inderst inde godt. Man fornemmer det på deres adfærd. De bliver mere og mere stressede. Farer rundt med angsten malet i deres ansigter. Det er så tydeligt at den sidste tid er kommet.

Det lakker endegyldigt mod enden. Og alt skal nås inden forretningerne lukker og slukker og chokoladekalenderens sidste låge åbnes til det allersidste stykke.

Man kan sagtens mærke, at det hele snart er for sent. De sidste åbningsdage op mod jul minder temmelig meget om Ragnarok. Så mon ikke det er det det er?

Et helt tal

En udmærket pastis fra Marseille vil fra nu og et år frem huske mig på hvor gammel jeg er blevet.

Sidste gang noget med alkohol kunne hjælpe mig med at holde styr på min alder, var for fire år siden.

Et rigtigt eventyr

Foto: Vivi Rindom, Danmark

Ryd forsiden! Alle andre nyheder må vige pladsen. En slægtsforsker har fundet et fuldkommen ukendt eventyr af H.C. Andersen. Hvis noget er breaking news – så er det sgu da det.

Det er nok lidt overdrevet sådan at give nogle få ark gammelt papir beskrevet med blæk i en sirlig håndskrift fuld skrue i Politiken – men jeg er glad for avisens prioritering.

Normalt stopfodres vi jo med nyheder der mest af alt handler om mord, vold og modbydelighed. – Så er det altså dejligt pludselig at få serveret noget helt andet; Et eventyr af gode gamle HCA.

Det er sandsynligvis hans første. Og måske har han ikke selv været klar over, at det var et eventyr. Han var måske bare 18 år da han forfattede det. “Tællelyset”.

Men skrive – det kunne knægten: Fåret – et nydeligt lille får – var lysets mor, og smeltegryden var dets far. Det er satme godt sét af en ung knøs. Bare i dén ene sætning er der masser af brændstof til efter-tanken. For ikke at tale om fyrtøjet der kender tællelyset bedre end det kendte sig selv…

Jo, det er sgu guf at få sådan en nyhed serveret istedet for hverdagens malstrøm om hvor galt det går rundt omkring på Jordens overflade. Den verdensberømte digter skal have en kærlig tanke og tusind tak for sådan en skøn lille morgengave.

Sne

Foto: Jørgen Abelsen, Danmark

Sneen sner og sner. Snehvide fnug kommer vrimlende i trillionvis, knyger ud af himlen og trimler ned.

Efter sigende er alle fnug forskellige. Jeg glæder mig dog til at de ligner hinanden som to dråber vand.

I tilfælde af slangebid

Foto: Sias van Schalkwyk, Sydafrika

Det enkle råd er, at du skal betragte det som en forstuvning. Det var en af flere overraskende og interessante oplysninger, Danmarks vistnok eneste ekspert i giftslanger, Arne Redsted kom med til en af efterårets gratis forelæsninger på Konservatorskolen.

Han er en god fortæller, som man både kan se og høre her i et indslag på EPN.dk. Hans comfort zone er havslanger, og en af hans mange historier var om en kvinde i Fjernøsten, som havde sat sin baby i en lille kurv på stranden, mens hun samlede muslinger. Pludselig begyndte babyen at græde hjerteskærende. Det lille barn havde desværre grebet ud efter en havslange, og nu kunne kvinden se at der var små røde prikker på armen efter slangens små hugtænder.

Kvinden tog sit sjal og viklede det omkring sit barns arm, der hvor slangen havde bidt. Og hastede så til hospitalet. Barnet overlevede heldigvis med den rigtige serum – fordi sjalet havde forsinket giftens virkning.

Men man skal ikke stramme for hårdt til, så det helt stopper blodomløbet. En amerikansk faldskærmssoldat var i en junglekrig blevet bidt i benet af en slange, og havde så bundet et stykke stof så stramt under knæet, at foden nogle døgn efter var blevet helt sort, og lægerne var nødt til at sætte hele underbenet af. Det blev iøvrigt aldrig fastslået hvad det var for en slange, og om den rent faktisk var giftig.

Billedet af soldaten da han nåede frem til lazarettet vil for altid erindre mig om, at man ikke skal panikke eller stramme forbindingen alt for hårdt til.

Og så fortalte Arne, at giftslanger langt fra altid injicerer gift, når de hugger. Ni ud af ti gange nøjes de med et tørt bid.

Det bedste råd mod at blive bidt af en giftslange, er at lade være med at gå hen til den, endsige forsøge at samle den op. Mange mennesker der bliver bidt af slanger, er sådan set selv ude om det. Jeg så engang i fjernsynet en naturvejleder blive bidt af en hugorm. Han ville tage den op, så den kunne blive mærket, men fik ikke ordentligt fat – og haps! Så udstødte han en kraftig ed (selvom bandeord jo er no go på tv), og manden måtte en tur på skadestuen. Hugormens gift er kun dødsensfarlig for mus og frøer, men et bid i hånden er skam ubehageligt nok, og der kommer en smertelig hævelse.

Så pas på med slanger. De er flotte og fascinerende, men det er sikrest at kigge på dem i fjernsynet eller i en zoologisk have. Vil man partout røre de giftige af slagsen, så kan et konserveret eksemplar anbefales.

Hvis en klapperslange rasler med halen, så opfatter jeg det som en alarm, der tydeligt fortæller at man skal skynde sig væk. Men for nogle mennesker virker lyden underligt nok modsat.

Nyhederne fortæller i dag om en mand, der havde smuglet en giftslange med i sin håndbagage på en flyvetur fra Kairo til Kuwait. Desværre slap den fra ham undervejs, og det skabte naturligvis panik ombord på flyet, der måtte nødlande for straks at komme af med den giftige passager.

Slangen var gudhjælpeme et eksemplar af den egyptiske kobra. Den er absolut ikke noget kæledyr, men dog ikke ligeså farlig som den sorte mamba. Den er ekstremt giftig, men faktisk ikke sort, som navnet indikerer. Men det er den eneste slange i verden, som er sort inde i munden.