tirsdag den 8. februar 2011

Sikken storm


Bølle var lykkelig for at blive lukket ind da stormen tog fat her østpå. Men efter en bid Perfect Fit tørfoder og en tår vand var uvejret slettet af kattens hukommelse og den mjavede om at komme ud igen.

Halvt ude af havedøren kom den dog på bedre tanker og gik baglæns ind igen. Men da vi lå i vandsengen, og stormen for alvor ruskede i træer og buske, mjavede kræet igen og ville ud. Halvt ud. Og ind igen.

I nat, da stormen var på sit højeste, havde Bølle igen glemt det var uvejr og mjavede atter for at blive lukket ud. Så er du selv ude om det, tænkte jeg og verpede nærmest i søvne katten ud af soveværelsesvinduet.

Der er jo en grund til at det hedder et kattens vejr. Bølle er helt sikkert blevet blæst godt igennem, men han har tyk pels og lavt tyngdepunkt, så natten har nok alligevel været ok at være ude i.

Vi er sluppet nådigt fra stormen. Orkanpust havde revet presenningen af Christianiacyklen og væltet havemøblerne. Stolen her vil blive rejst og repareret når vinden er løjet af. Eller når vi får brug for den engang til sommer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar