tirsdag den 15. februar 2011

Anden dag i Rom


Jeremy vil i zoologisk have. Og selv om Politikens Turen går til Rom ikke nævner dén mulighed, så har byernes by naturligvis en sådan: Bioparco di Roma.

Egentlig underligt at seværdigheden ikke synes nævneværdig i de fleste guidebøger om Rom – vi fik hjælp af Dawn i receptionen. Og tog metroen til nærmeste station.

Romerne selv kommer ikke her, i hvert fald ikke lige nu. Vi har nærmest hele haven for os selv. Men det er jo også vinter for italienere, selvom 15°C må siges at være en forårstemperatur. Vi to danskere nyder simpelthen at slentre rundt i solskin.

Haven fremstår lidt rodet, med igangværende ombygninger og alt for meget hønsenet og lappeløsninger. Roms zoo hænger faktisk lidt forneden.

Men dyr er her nok af. Løver, tigre, elefanter, flodheste, giraffer, chimpanser og bjørne. Alle de store dyr er her. Men der er også en hel del udover det sædvanlige:

Japanske makakaber er der en hel koloni af. Plus en stor flok mandriller. Dem er der ingen af i København, på trods af Mandril-aftalen!

Fugle er her også i rigt mål. Gribbe, ørne, papegøjer, flamingoer, storke, strudse, gråspurve. Men kasuaren er noget af en overraskelse. Vi taler om verdens farligste fugl. Og på billedet ses den uhyre sjældne iranske leopard.

Og nu vi er ved de farlige dyr, så er stedets Reptile House absolut et besøg værd. Her er regnskovsfornemmelsen meget intens, og krokodiller og slanger trives godt. Der er sågar mulighed for at se den frygtindgydende Gaboon viper. Giftigt kryb, med verdens længste hugtænder!

Selv om Roms zoo ikke nyder anerkendelse i turistguiderne, så er det bestemt et besøg værd. Men i morgen tager vi en seværdighed, som alle er enige om er noget helt specielt. Læs med imorgen. Der er regnvejr i vente, og vi tager en tur til Vatikanet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar