Vand i Københavns kanaler

Maggie og jeg vil gerne dele to cappuccinoer på café Obelix, men inden vi når så langt, skal vi lige se den nyrenoverede modelby foran Vesterbros Bymuseum. København anno 1530. (Se blog den 4. september)

Vi hygger os rigtigt og kigger ud over byen, som var vi Gulliver & Gulliveriana. (Udtænkt af d’herrer Jonathan Swift og Milo Manara).

Græsset må ikke betrædes, står der på et lille grønt skilt i fodhøjde, men det er også svært. For hvor der før var græs, er der nu en art dværg-bregner. Præcis hvad det er for nogle, vil Maggie slå op i den store plantebog derhjemme, og putter et bregneblad i sin lomme.

Det smukkeste i dag er nok vandet, der flyder i kanalerne, og de "gigantiske" blade der fylder gaderne.

En dag vi har tid skal vi ind og se udstillingen. Her er de gamle dage vakt til live i skala 1:1, og hvis det bliver en fredag, er der gratis adgang.
 

Dagens maleri

Der er så dejligt ude på landet. I hvert fald når solen skinner, og alt ånder fred og idyl, som her på vores bondegårdsferie ved Hellevad Vandmølle.

Vi har køkken, soveværelse, kammer, badeværelse, og en stor opholdsstue med klaver, dragkiste, pejs, briks, lænestole og sofaer. En stor familie har meldt afbud, og så har Jeremy og jeg så fået, hvad man roligt kan kalde kongesuiten her hos Elsebeth & Bjarne.

På væggene er der gamle familiefotos i sorte rammer, det obligatoriske luftfoto, og fire signerede malerier. Det her med hesten er det mindste. Der er også et stort med fjorten sortbrogede køer der ligger og tygger drøv på en strandeng. Og et med en bondemand der trækker to heste gennem en landsbygade. Og et med en karl der sanker græs med le, omgivet af to køer, en hest og en trillebør.

Malerierne er godt lavet. Stor kunst er det måske ikke, men det er godt håndværk, og budskabet er klart: Der er så dejligt ude på landet.

Jeg prøver at google kunstneren, og finder hurtigt et temmelig overraskende match. Bruun Rasmussen har for tre år siden givet samme hest og høne hammerslag for 200 euro.

Dagens øl

Her sidder jeg godt. Det er en rigtig fin bondegårdsbænk. Solen skinner, og åens vand glider venligt forbi Hellevad Vandmølle. Jeg hilser på en frø, og nyder synet af nogle friske muldvarpeskud. Tænker på alt, og ingenting.

Vi er på bondegårdsferie. Jeremy er sikkert nede og kæle for marsvinet Martin, som også var her sidst, for 3-4 år siden. Eller måske aer han hyrdehunden Lucky, og dens datter Lady. Eller ligger han bare indenfor og læser Kaptajn Underhylers eventyr ?

Dagens ret er medister med sovs og kartofler, stuvede ærter og gulerødder og agurkesalat. Og til dessert er der hjemmelavet is med pære og chokolade.

Øllen på bænken er en classic fra Thisted Bryghus. Og den er, som alt andet her hos Bjarne & Elsebeth, økologisk.

Romerriget dukker op

Et hemmeligt sted i Ishøj har arkæologer fundet en stor romersk gravplads. Det bliver spændende at se, hvilke skatte der kommer op til mosejordens overflade på Vestegnen. Der er håb om meget mere end skeletter.

For ikke så mange år siden skulle man anlægge en motorvejstunnel i den bulgarske by Plovdiv. Og også her dukkede Romerriget frem af jorden.

Da man begyndte at grave ud til motorvejen, stødte man på… et helt romersk teater! Af en eller anden mystisk grund var det smukke teater i den oldgamle bulgarske by blevet begravet i sand, og glemt af alle. Indtil det altså dukkede op igen.

Jeremy og jeg var forbi en aften i sommers, og så nogle yndige gymnasters øvelser på scenen. Og mærkede den mærkelige stemning af historiens vingesus.

Var det religiøse årsager der gjorde at teatret forsvandt fra sollyset i så mange år? Eller var der engang en rig excentrisk romer, der insisterede på at blive begravet sammen med sit teater? Vi kan grave nok så meget, men nogle af de hemmeligheder romerne har taget med sig i graven får vi aldrig svar på.

Fri K-bar på Fox

Sidder og ser på mit navneskilt fra i fredags, hvor jeg var til fri K-bar på Fox. Under mit eget navn har jeg skrevet Morgan Freeman, men det er jo den slags der sker, når Kommunikationsforum holder et netværksarrangement. Indgangsspørgsmålet lød: Hvilken skuespiller skulle spille hovedrollen i en film om dit liv?

Fox ligger på Jarmers Plads. Her er næsten ligeså flot som på Custom i Havnegade sidst der var K-bar. Og ligesom sidst blev vi koblet to og to, med 17 spørgsmål at snakke om. Jeg blev sat sammen med en ung fuldmægtig i IT- og Telestyrelsen, og tænkte vist umiddelbart at vi nok ikke havde så meget tilfælles. Men vores svar på de sjove spørgsmål lignede alligevel hinanden, på trods af forskellen i alder, tøjstil og stillingsbetegnelse.

Hvis du skulle sammensætte en slikpose, hvilke tre ting ville du så vælge? – Vi havde begge to slags lakridser i tankerne, og der var også sammenfald i spørgsmålene om superhelt, uddannelsesretning, yndlingsbrands og tv-program. Så selv om der er stor forskel på vores arbejdspladser; Ministeriet for Videnskab og Clips.dk – så var vi faktisk enige om det meste.

Vi udvekslede visitkort og så os om efter nogle nye K-venner. Der var trængsel i Fox, musikken var høj og siddepladserne få og ubekvemme. Men det forhindrede mig nu ikke at lære endnu en K-profil at kende. Og igen – selvom der umiddelbart ikke var så pokkers mange fælles referencer, så viste det sig hurtigt at vi havde masser at snakke om.

Desværre var jeg nødt til at gå forholdsvis tidligt. Jeg er nemlig alenefar til Jeremy på ni år. Men jeg var i K-baren længe nok til at erkende, igen, igen, at selvom vi minglende kommunikationsfolk er nok så forskellige, så er der masser af enslighed.

Et af de indledende spørgsmål lød: Hvilken berømt person ville du helst feste med i 24 timer. Det svarede jeg ikke på. Men her bagefter tror jeg svaret skal være Nanna med det skotske efternavn. Vi er godt nok ikke videre berømte, men hvis det ellers lykkes mig at få nogen til at passe knægten imens, så kunne det da være fjong at være sammen med Nanna til et døgns fest. Eller noget.

Guds stjernehimmel

Foto: Andrew Martin, Australien

Der er så dejligt ude på landet. Især når det er nat, og det er skyfrit. Så vrimler det frem med stjerner, og jo mere man kigger op, des flere synes der at være.

Der er myriader af stjerner. Helt ufatteligt mange. Når jeg kigger op, er det som om min mund automatisk åbner sig af bar forbløffelse.

En jysk præst har sagt det med et glimt i øjet: – Tænk på, at det endda kun er undersiden af Guds stjernehimmel vi ser.

Nattehimmelen set nedefra er fotograferet af Andrew Martin, "Down Under".

Saddams ridderkors

Det danske kongehus kræver at et ridderkors, der har tilhørt den hængte diktator i Irak, ikke sælges på netauktion, men leveres tilbage til hoffet. Det fortæller DR Nyheder.

I min bog Orders and Decorations of all Nations, udgivet af Robert Werlich i 1965, kan man læse, at Order of the Dannebrog er en af verdens ældste ordener. Den er efter sigende stiftet af Kong Valdemar II i 1219, og "reactivated" af Kong Christian V den 1. december 1693.

Ordenen er sjælden, og gives for "outstanding service, military or civil, to Danes and Foreigners". Min morfar var Ridder af Dannebrog, men jeg har aldrig set ham til hest – han var præst, og blev så provst, og fik så ridderkorset af første grad, helt efter bogen. Det vil sige, at han måtte selv betale dyrt for det. Man får ikke den slags gratis.

Min far havde også et ridderkors, af anden grad. Det var en af perlerne i hans private samling af ordener. Og han var ikke den eneste, der havde det i sin samling. Der gik sågar rygter om, at selveste Elefantordenen fandtes i en privat samling, selv om den officielt kun gives til statsoverhoveder (and Danes who have rendered particularly outstanding service to the Throne), og ved en elefantridders død skal returneres til den danske trone. Dette eksemplar i privat eje skulle efter sigende være indgået som betaling i en slavehandel på Guldkysten, og var altså ægte nok, selv om det næppe står opført i hoffets lister over savnede ‘herresmykker’. (Først fra oktober 1951 blev det muligt også for damer at opnå den fine hædersbevisning).

Saddams samlerobjekt er bestemt ikke noget han har fået af vores dronning. For det bærer ikke hendes monogram. Det er en gammel orden, næsten magen til den, Gitte Pedersen viser frem på sin hjemmeside