fredag den 16. oktober 2009

Blogbænk


Det føles så godt at blogge. Det er som om ens brikker falder på plads.

Nu, for eksempel, hvor jeg tager et billede og i det samme mærker et deja vu. Som om jeg tidligere har fotograferet den bænk.

Nej, jeg har ej. Og dog. Det er nemlig ikke første gang en udendørs bænk i naturens vold er kommet i kommet i min søger. Det er sket før, for to år siden.

Det føles så godt efter en lang gåtur at sidde ned og knappe en øl op. Min ‘nye’ bænk her seks zoner syd for København H mangler desværre et ryglæn. Hybenbuskene har ædt det.

Til gengæld er her bølgeskvulp og Øresunds vue. Let blæst og solskin, og masser af frisk luft. Et godt puslespilsmotiv til regnvejrsdagen i morgen.

søndag den 11. oktober 2009

Mingler passwords

Foto: ‘Valakee’, Ungarn

Det er svært at forstå hvad der får en hacker til at lægge 10.000 adgangskoder til folks hotmail-adresser ud på nettet.

Men sket er sket, og det har givet en sikkerhedsekspert anledning til at lave lidt statistik. Han konstaterer at folk er meget sløsede med deres passwords.

Ud af de 10.000 har 64 valgt koden 123456. Den er jo så dejlig nem at huske…

Cirka 20 % havde nøjedes med et password på kun 6 tegn – det absolutte minimumskrav hos Hotmail, MSN og Live.

Og hele 42 % havde valgt et password kun bestående af små bogstaver fra a til z.

Kun 6 % havde et password med både tal og bogstaver.

Billedet er nok det samme herinde på Mingler.

Øh – nu er der vel ikke nogen der bare bruger deres profilnavn som password? Det er altså ikke godt nok.

Brug et med både tal og bogstaver. Det kan sagtens gøres uden at det bliver svært at huske: Pa2s2vord. Eller hvad med Agent007? Nå, ikke…

Selv bruger jeg – nej, det er selvfølgelig en hemmelighed. Husk det, når du vælger dit password: Det skal kun være dig selv der kender det! Lad være med at give det til andre!

Jeg er næppe den rigtige til at rådgive om sikkerhed på verdensvævet. Jeg synes f.eks. det er helt okay med pivåbne hotspots. Men jeg synes omvendt det er synd at snyde sig selv for fornøjelsen at lave sig et godt password.

fredag den 9. oktober 2009

Store Peter Edderkop


Kravler rundt i regn og sol og blæst
Gynge-ganger mange gange i sit silkespind

Spinder superweb til børnesang
om tykhuder i takt marcherende

Fra Planetariet i en tråd på kattepoter
går elefanter snabel - hale hånd i hånd

kommer tørre over Sø og ud
på Gammel Kongevej

torsdag den 8. oktober 2009

Amaroner i luften

Foto: Per Hardestam, Sverige

Gammel kærlighed til intern kommunikation ruster ikke.

Jeg har stadig fornøjelsen af at være formand for Foreningen for Intern Kommunikation, som tidligere hed Dansk Personalebladsforening. Det forklarer det smukke logo – den grafiske røde sløjfe af d og p, som altid pryder forsiden på vores medlemsblad Dpechen.

Fornylig var der generalforsamling hos Kort & Matrikelstyrelsen, og her afslørede vi vinderen af titlen som årets personaleblad: DONG Energy’s "RESPONS". Redaktøren himself var på Sjælland om aftenen den 24. september, og fik diplom og en meget fin italiensk Amarone rødvin med hjem til Esbjerg.

Vi sender en officiel pressemeddelelse ud, men hvorfor ikke allerførst servere nyheden her på Mingler? – Her er i hvert fald dommerkomiteens begrundelse for valget:

Årets personaleblad 2009

Vinderen i år er en stor dansk - skråstreg - international virksomhed.

Der har været tæt opløb, men det personaleblad som får titlen, har scoret højt på samtlige de vurderingskriterier vi i FIK bestyrelsen har linet op.

Man får umiddelbart lyst til at bladre i bladet, der med stor energi fortæller om livet i virksomheden. Ledere og medarbejdere kommer til orde side om side, om hvad der sker, både i hovedsædet, og ude i marken, i arbejdstiden, i kaffepauser og til fester og jubilæer.

Og så er der hver gang - i marts, juni, oktober og december - et skulderklap på bagsiden, med portrætartikel og foto af en ‘energikollega’ som får trofæ og en stor buket blomster.

Bladet er smukt layoutet, med glæde og humor, flotte billeder, illustrationer og grafik. Der er tillige god plads til kritiske emner og nyheder udefra som har betydning for virksomheden.

Bladets ankermand, Niels M. Karlsen har siden start for tre år siden haft hånd i hanke med det hele, men i takt med bladets succes er redaktionen udvidet så hele processen ikke kun skal hvile på den gamle redacteurs skuldre.

Årets vinder er RESPONS, DONG Energy’s medarbejdermagasin, som udkommer i 7000 eksemplarer - plus 600 copies in English.


På FIK’s hjemmeside er der fotos og referat fra generalforsamlingen, formandens beretning, m.m.m. – w.w.w. adressen er Fikom.dk


Og så har vi taget en gammel tradition op igen: Rødvinslegatet. Det giver vi til personaleblade, der har fået dommerkomiteen til at spidse øjne. I år er der flotte Amaroner til fire vinderblade:

Odsherred Kommune har et lille kvadratisk personaleblad, som hedder Solvognen. Hvert år første onsdag i maj er der i Roskildeparken en sansefestival for de mest udviklingshæmmede borgere, og så får den alt hvad den kan trække. På forsiden ser man en ung fyr køre stockcar-ræs i topersoners gocart, og med sin co-driver give den fuld gas med liv og glade dage.

Billedet som skal ses (hent pdf nr. 13 her), passer perfekt til Solvognen, og illustrerer på fornem vis hvordan kommunens omsorgs- og pædagogmedhjælpere tænker ud af boksen for at give de udviklingshæmmede en oplevelse ud over det sædvanlige. En Amarone til redaktionen, som har fortalt historien i bladet der udkommer i 3600 eksemplarer.

Aalborg Kommune udgiver et flot personaleblad for sin Familie- & Beskæftigelsesforvaltning. Tæt på, hedder det. Og især sproget i bladet levet op til navnet. En artikel om nedskæringer får overskriften Plejer skal dø!, og illustreres med et gravsted hvor der står plejer på et hvidt kors.

Det er altid en fornøjelse at læse Tæt på, hvor redaktionen frejdigt kalder internettet det moderne gadekær. En Amarone til de gode kvinder og mænd bag bladet, som trykkes i 5.500 eksemplarer.

Danske Banks magazine for over 20.000 medarbejdere ligner måske ved første øjekast et kundeblad, med Peter Straarup og hans tre kumpaner i ledelsen stående på forsiden. Men inde i bladet står den så afgjort på intern kommunikation.

Finanskrisen rammer også bankens ansatte. "Min kunde mistede halvdelen af sin investering, og jeg er flov". Redaktionen følger op med de tyve skrappeste spørgsmål den kan komme i tanke om til koncernens fire topledere – og det kommer der et absolut vedkommende og spændende personaleblad ud af. Og en velfortjent Amarone.

Odense Kommune’s personaleblad hedder Vid & Bid. Det er et meget levende blad, som kommunikerer til og med alle 18.000 medarbejdere i den offentlige virksomhed. Alle historier har flere indgange, med rubrikker og manchetter, voxpops med billeder og humor.

Bladmanden Flemming Sørensen trak Vid & Bid frem til vores arrangement i Vejle den 18. september sidste år, og sagde noget med, at han aldrig havde set et blad med så mange indgange. Det er oftest en mangel i personaleblade, men her syntes han næsten det var for meget. Det kan jo altid diskuteres, men der går helt sikkert en Amarone afsted til redaktionen i Odense. For der er ingen tvivl om at Vid & Bid laves med stort engagement – hvad medlemmerne også havde mulighed for at opleve, da redaktionens Nanna Lise Vester var vært ved FIK’s arrangement med Kirsten Rask den 19. marts, om mailens skrivekultur.

torsdag den 1. oktober 2009

صياد - في حالة حرب مع النخبة.

Foto: Martyn Rice, Storbritannien

Det er spadenemt. Man går ind på Google Oversæt, skriver en sætning på dansk, og trykker enter – så oversættes den til f.eks. arabisk på et splitsekund.

Man kan også få oversat et helt site. Men resultatet er ikke nær så godt som når en uddannet tolk står for translationen. Man skal endelig ikke lade Forsvarskommandoen oversætte. Så ender det hurtigt i volapyk og blå briller.

Til dem der ikke kan Googlearabisk, kan jeg oplyse at overskriften på denne blog er Jæger – i krig med eliten.

Men jeg er ikke den første der sådan har oversat den forbudte bog til arabisk. En topchef i Forsvarskommandoen har forlængst lavet en omgang højrestillet fis som skulle knalde den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, og få forsvarsministeren til at se spøgelser.

Det er اللعنة morsomt… – og dybt pinligt.

onsdag den 30. september 2009

Blomsterskelet

Foto: Maare Liiv, Estland

En kinesisk lanterne er stadig smuk, selv om den er helt færdig og så porøs at den ligefrem kan pustes væk.

Den får mig til at tænke på en hel masse, men jeg ved ikke rigtig hvad.

mandag den 28. september 2009

Tog i sneglefart

Foto: Christa Richert, Tyskland

Fredag morgen. Ulf, Kate, Dorthe, Edith, Gitte, Lise, Bjørn og jeg har stået og ventet i snart ti minutter på Hovedbanegården, inden InterCity 129 sløvt triller ind på spor 6. Vi finder vores pladser, og hvad sker der så? – Ingenting! Toget skulle ellers have sat i gang klokken ni, nul nul, dut.

Så lyder det i højtalerne, at vi bliver yderligere forsinket. Vi venter på en DSB medarbejder til at sidde forrest i toget. Som forfattere begynder vi allerede nu at bygge en historie op. Mon ikke der snart kommer endnu et udkald: – Er der en lokofører til stede?

Men endelig sætter toget i gang, og vi er på vej. Et kvarters forsinkelse kan nok indhentes, men desværre sættes farten gevaldigt ned over Fyn, hvor vi går i sneglefart bag et langsomt kørende tog.

Kate har som tidligere radiotelegrafist i handelsflåden tjek på vores time schedule. Det er meningen at vi med planmæssig ankomst til Viborg kan tage bussen videre til Hald Hovedgård. Men sådan kommer det ikke til at gå. Så langt fra. DSB opgiver at køre længere end til Århus, og så må Arriva klare den videre befordring frem til Viborg, hvor vi er fremme over en halv time senere end forventet.

Bussen de sidste 8 kilometer til Hald er selvfølgelig kørt, og den næste bus 712 kan vi vente over tyve minutter på. Det gider vi selvfølgelig ikke, så vi splejser til en 8-personers taxa smurt ind i reklame kringler for Guldbageren.

Sådan kommer vi frem tids nok til Dansk Forfatterforenings kursus "Besat af Besættelsen". Hele weekenden er sat af til Hitler, Birkedal, Gestapo, Schalburg, SS, det tyske mindretals leder Jens Møller, samarbejdspolitikken, og den kvarte million flygtninge fra Østpreussen, som kom til Danmark i slutningen af krigen.

Rysensteens Gymnasium, som ligger få skridt herfra, har huset 293 flygtninge, og Oksbøl lejren var i årevis en storby bag pigtråd beboet af 35.000, primært tyske kvinder og børn.

Jeg kan varmt anbefale hjemmesiden Oksbøl 1945-49 som med små interview-clips, billeder og tekst fortæller historien.

Men tilbage til DSB: Vores gnist (det kaldte man en radiotelegrafist på skibene dengang Kate som ung tog sig af den trådløse kommunikation på havet – idag kalder vi hende med glimt i øjet et morsefund) – meddeler via den gammeldags fastnettelefon, at jeg på Hovedbanegården kan få en brochure om DSB Basis Rejsetidsgaranti. Så skal jeg bare udfylde en ansøgning og vedlægge den brugte rejsehjemmel der viser at jeg har betalt 702 kr. (dyrt!) for en retur til Hald. Hvis vi ikke havde grebet til en taxa til sidst, så var vi måske aldrig kommet frem… – så mon ikke DSB efter ti dages ekspeditionstid kvitterer for denne blog med en rejsetidsgarantibillet?

Blogfotoet er fra en togstation i Norge. En så ærlig og ligefrem skiltning er vist aldrig set hos De Danske Statsbaner.