mandag den 10. december 2007

Strat



Se lige den guitar. En Stratocaster fra 1962. Og den har garanteret været i aktiv tjeneste på blues scenen i alle sine 45 år. Det ser i hvert fald sådan ud.

I lørdags gav den lyd fra sig i hænderne på Ken Damkier, da Øernes Blues Band spillede for mere end fuldt hus på MoJo i Løngangstræde, Kbh. K.

Jeg var sammen med Maggie, Sushine og Bap inde og høre bandet, som kalder sig et af de ældste og hårdest arbejdende danske bands, og består af Kåre Abraham, vokal og guitar, Jan Hvitved på bas, Carsten Milner Henriksen på trommer, og Ken Damkier, – Strat!

Ken kan du få meget mere at vide om på SongRamp – et community for alverdens musikere. Hvis du smutter indenfor, kan du bl.a. høre en løjerlig ting, Ken har moret sig med, og kaldt Iraq Blues.

lørdag den 8. december 2007

Sikken ro




造形作家
Yuko Takada Keller udstiller på Galleri Guggen, lige overfor Den Hirschprungske Samling.

Der er sådan en dejlig ro over det hun laver. Man føler sig så godt tilpas sammen med hendes kunst. Ja, og endnu mere når hun også selv er tilstede. Bare spørg dronningen.

HKH Margrethe II er ved flere lejligheder blevet vist rundt af Yuko på en kunstudstilling, og har tydeligvis nydt det japanske selskab.

Jeg står sammen med Yuko i kælderlokalet, hvor hun har lavet en flot og helt enkel installation. På gulvet er der lagt sten i en firkant, og på tråde fra dem lodret op til loftet er der små "papir-dråber" i smukke blå nuancer.

Yuko siger det på japansk hedder noget a la "Rummet du gerne vil ind i".

Nu jeg tænker over det, associerer det til Mingler, og en kort og venlig mail, jeg har fået herinde: "Christ, en ro du kan skrive med".

Jeg er glad for at det virker sådan. Ligesom Yuko er glad for at høre, "people feel comfortable with your work".

Men man kan ikke sige, at tingene fremkommer med en særlig ro som ballast. Tværtimod. Yuko var vist ved at dø af stress, da hun var lektor på Kyoto City University of Art.

Og da jeg lærte hende og Jesper at kende, var det som talsmand for Landsforeningen af Dansk-udenlandske Ægtepar, Ægteskab uden Grænser – Yuko havde dengang lige fået afslag på opholds- og arbejdstilladelse, fordi Jesper ikke opfyldte forsørgelseskravet. På trods af sit danske giftenavn. Selv om hun var – og er – en stor, internationalt anerkendt kunstner.

Sådan er der så meget. Og har været.


Reminisence / 1988
150x500x350 cm.
Sewing, tracing paper.


Have you already forgotten your treasure?
We have felt it somewhere before
"Reminiscence"


onsdag den 5. december 2007

Spons

Foto: Idea22

Jeg læste engang en mærkelig nyhed. Et japansk telefonselskab havde oprettet en servicelinje, et telefonnummer man kunne ringe til, og få afløb for sine frustrationer, eller hvad man nu havde lyst til at få afløb for.

Man kunne ringe ind og skrige eller hviske hvadsomhelst, til… ja, ingen, faktisk. Der var ingen til at lytte, endsige svare, i den anden ende. Telefonselskabet dirigerede ethvert opkald til linjen op på toppen af den bygning de holdt til i, og videre ud i det store intet.

Den højst besynderlige telefonlinje blev en succes af pokémontisk format. Den bidrog ganske positivt til selskabets overskud. Rigtig mange japanere ringede og gav højt og stille udtryk for deres vrede, kærlighed, sorg, længsel – eller hvad de nu gjorde. Opkaldene blev ikke optaget, kun telefonabonnenterne selv ved hver især hvad der er blevet sagt.

Dengang syntes jeg det var en nyhed lige til at grine af. Men den er alligevel blevet hængende i min hjernebark. Idag kan jeg bedre begribe, at nogen kan have lyst til at meddele sig, uden at det bliver misforstået, fejltolket eller fortalt videre.

Nogle gange kan vi mennesker føle trang til at komme af med noget, uden at risikere respons. Det var vel det, der var det japanske telefonselskabs idé. Ingen respons – kun ‘spons’.

Gad vide, hvad der sker, hvis jeg skriver 造形作家 ? – Eller beder en bøn?

Jeg håber da der sker noget, og her på Mingler kan jeg være temmelig sikker på at det jeg ‘sponser’ i min blog bliver læst, reflekteret, og oftest endda kommenteret.

Fotoet er forresten taget af nogen derude som kalder sig Idea22

lørdag den 1. december 2007

Masser af kaffe

 
Foto: Ems van Goth fra Filippinerne


Der er, som Frank Sinatra synger, an awful lot of coffee in Brasil – og det breder sig! Godt hjulpet på vej af andre varer med knap så lang holdbarhed.

Føtex giver nemlig en mørkeblå halvkilos pose malet Amora Brazil mellemristet til alle der finder for gamle madvarer i deres butikker. Og det er kvinden i Clips, Ginette rigtig flink til.

En pakke saltkød havde overskredet sidste sagsdato med flere dage, og så gav Føtex hende et halvt kilo kaffe istedet. Og igår var den gal igen. En sylte var gået over til fjenden, og nok en gratis pose malet kaffe røg over disken.

Nu er Clips altså et tjekket reklamebureau, og har derfor en mega flot coffee maker med computer display og damp dims til mælkesjov. Sådan en skal påfyldes HELE bønner, – og de apparater mine medclipser har derhjemme, er også af typen som med infernalsk spektakel selv maler kaffen.

Jeg er den eneste med en normal snøftende kaffemaskine – så al den gratis kaffe havner i mit køkken. Min maskine er til små filtre, og laver maksimalt fem kopper ad gangen. Så et kilo mocca rækker faktisk temmelig langt her på Halmtorvet. Begge poser skal drikkes indenfor et år – længere kan det vacuumpakkede arabicakaffe ikke holde sig.

Det er forresten en skøn tekst, den Coffee song.

onsdag den 28. november 2007

Grønlandsk is

Foto: Andreas Sloth, Danmark

Så sofistikeret og unik kan is være, at det taget med et kamera bliver et rent kunstfoto. Et studie i form, styrke og tid…

Men kunstværket er i forfald. Der bliver ikke passet godt nok på det. Grønland smelter. Og fotografens billede fortæller mig, at det ikke kommer til at gå stille for sig.

Grønlandsk is er nemlig meget mere end bare frossen vand. Det er helt specielt, og eksporteres til barer over hele kloden, hvor det højlydt fortæller om de ældste tiders renhed, kulde og karat, mens det dør og bliver til vand.

lørdag den 24. november 2007

Kage til Daniella


Først ingredienserne: 250 gram flourmelis, 250 gram kærgård, 280 gram mel, 4 æg, 75 gram mørk chokolade, 100 gram mandler og en teske bagepulver. Så er man klar til en Hjerting sandkage.

Start med at tænde fjernsynet og find noget, du ellers ikke ville få set. Og sid så og skær mandler og chokolade i mindre stykker imens. Giv dig god tid. Denne kage bages bedst sent på døgnet, så måske sender DK4 en snak mellem Johannes Møllehave og biskob Erik Norman Svendsen. En sort/hvid Hitchcock på DR2 er også god at dvæles ved, imens kagens småtteri gøres klar.

Flourmelis og smør kommes i en skål og får med mixeren, til det har en ensartet, lidt finurlig konsistens. Og så piskes æggene i, et efter et – men husk at slå dem ud af skallerne først.

Før i tiden, når jeg bagte denne kage, brugte jeg en halv pakke margarine – men det virker som om disse billige halvkilos fedtstofsklodser helt er trukket ud af supermarkedernes varesortiment. Så nu er jeg faktisk tvunget til at bruge de dyre varer fra Arla…

Nå, det var et sidespring. Tænd for ovnen, 180 grader. Videre med kagen: Tilsæt mel og bagepulver og lad mixeren blande skålens indhold sammen til en fornuftig dej. Og vælt så mandel- og chokoladestykker i, og find en dejskraber.

Massen skal i en smurt bageform, og sættes midt i ovnen en fem kvarters tid, mens man læser blogs på nettet og drikker en nightcap og nyder noget god musik, fx 12 songs med Neil Diamond, Black Ivory Soul med Angélique Kidjo, eller noget andet lækkert.

Når kagen har skudt ryg, og en kniv kan stikkes i uden at trække klæbrigt stads med sig op igen, så skal kagen ud og ovnen slukkes. Næste dag vrikkes kagen let ud af formen – og så er det bare at vente på Daniella.

Avisklubbens stifter kom forbi her til aften, og har sagt at det er en dejlig kage. Og hun har skam også sat handling bag sine ord og spist mindst tre stykker, mens vi sammen har vendt verdenssituationen, og Mingler, over en spand kaffe og nogle gewesener fra Sushines hjemmebrænderi, plus nogle glas Amarula.
 


søndag den 18. november 2007

For hulen!

Foto: Sanja Gjenero, Zagreb

– En god fest i baggårdens fælleshus, og i min lejlighed her på Halmtorvet. Der er fjerde gang jeg har været til minglerkomsammen i Maggies hule, og denne gang altså på hjemmebane.

En fast tradition hen på natten er Mejsepandekager, men denne gang med en stand-in ved panden: Efter midnight gik Helle Straight to the kitchen, og fremtryllede en ordentlig stak, og de var perfekte med is og Sushines hjemmelavede kvædegelé og solbærsyltetøj med rom.

Nu sidder jeg ved julestjernen fra Gæk, med en kop the og et glas rom med C-vitaminer fra Susannes patentflaske, og glæder mig over de mange gode samtaler, smagsoplevelser og især Maggies kærlighed.

Livet er ikke det værste vi har…