søndag den 5. april 2015

En overmoden alder


Foto: Miguel Saavedra, Spanien

I gamle dage, da jeg var ung, var man en moden mand, når man engang om mange år blev tredive. Man kunne også blive fyrre, med tilføjelsen fed og færdig. Teoretisk kunne man godt blive endnu ældre, men så langt rakte tidshorisonten ikke i farten dengang.

Nu er situationen med tiden blevet anderledes. Jeg har fået et mere nuanceret syn på alder. Jeg kan stadig løbe op på tredje sal uden at blive forpustet, gider bare ikke. Vil helst nøjes med at gå, og hellere ned ad trapperne.

Forresten har forfatteren Klaus Rifbjerg left the building. Han blev 83 år, og hans død er breaking news. Det er som om hans bortgang kommer helt uventet, selv om han døde efter længere tids sygdom. Tiden vil vise, hvormange af hans bøger der egentlig er kronisk langtidsholdbare.

I radioen har en anden gammel dansker, skuespilleren Ghita Nørby siddet i radioen og spillet jazz. Hun blev firs for en måneds tid siden. På et tidspunkt blev der spillet en tussegammel live-optagelse med Josefine Baker, fra da Ghita var bare to år gammel.

Det blev til en længere snak om alder. Ghita nævnte en film som hed Balladen om Carl-Henning. Den var hun ikke med i. Det var som om hun dengang (i 1969) nærmest blev udelukket fra dansk film. Man havde ligesom fået nok af hendes baronesse-rolle og smilehuller i Morten Korch-film. Nu skulle der ske noget nyt, og ud røg de gamle.

Ghita blev dog ved med at holde sig igang, med tv-programmer og arbejde på teatret. Og som bekendt blev der sidenhen alligevel brug for hende igen i filmbranchen. Senest i Stille Hjerte.

Men man bliver jo ikke yngre med tiden. Ghita Nørby sagde det på en finurlig måde: Jeg lider af alder…

Hvad med mig, nu hvor jeg er på vej mod de 54? Kan det tænkes at min ungdoms tæft for tekst, grafik og reklame stadig er gangbar? Jeg vil i hvert fald gerne have et arbejde. Alt har interesse, i hele verden, og nu skipper jeg sørme en ansøgning afsted til et job som Danish copywriter i Barcelona…

Tiden vil vise, om der er udsigt i at jagte nye udfordringer, eller om jeg er løbet tør for stepstones og bare skal trappe yderligere ned.

fredag den 30. januar 2015

Terror i Filippinerne

Talsmand for filippinsk politi viser foto af den dræbte terrorist frem


Når jeg på nettet i Manila ser de mange nyheder om IS drab, blandt andet på uskyldige japanske gidsler, undrer det mig at nedskydningen af 44 mænd fra Filippinernes Special Police Force ikke er nævnt på hverken DR eller TV2. Herude har man stort set ikke talt om andet de seneste dage:

Filippinerne er arealmæssigt syv gange større end Danmark, og befolkningstallet nærmer sig 100 millioner. Langt de fleste er katolikker, men der er også mange muslimer. De bor primært i den sydlige del af øriget, og der er ofte konflikter.

Forleden skulle man så mødes og forsøge at løse nogle af konflikterne. Men inden mødet rigtigt kom igang, blev 44 politifolk dræbt af muslimske guerillaer. Politiets elitekorps var på jagt efter to formodede top-terrorister i den rebelske Tukanalipao provins, da den faldt i et baghold.

Den muslimske delegation meldte straks ud, at det var en fejl. Men det er der ingen, som tror på - heller ikke selvom to af de faldne politisoldater var muslimer. Der var slet og ret tale om en massakre, ingen tvivl om det. Det er også, hvad 12 overlevende fra styrken beretter.

Det er klart at man jagter morderne, og at fredsforhandlingerne er gået i stå. Men ellers får massakren ingen følger, som fx hævnakter. Selvfølgelig bliver man aldrig enige om, hvad der er den rette lære - katolicismen eller islam? - men alle er filippinere, og der er ikke så meget andet at gøre end at begræde det smertelige tab.

Aviser og fjernsyn har vist billeder af de mange kister ankomme til Manila, og min kæreste fortæller at en af familiens slægtninge er blandt de faldne: Jim fra Virac. Jeg har drukket Red Horse med en, der kendte ham godt.

I dag fredag er national sørgedag, og i radioen er der fortsat lange udsendelser om sagen. Noget af det seneste nye er, at regeringen vil give de efterladte til hver af de faldne fra den højtrespekterede eliteenhed ekstra 1 million pesos. Oveni livsforsikringen og de seks måneders løn…

Jeg har haft lidt svært ved at forstå, hvad der præcist er sket, da det meste refereres på tagalog. Men her er hvad jeg har kunnet sammenstykke:

Terrorbekæmpelsen havde fået nys om, at to af verdens værste terrorister skjulte sig i den sydlige del af Filippinerne, og en stor styrke var sat ind på at finde dem. Et dusin fik omringet en hytte i nogle rismarker, og det kom til en kraftig skudveksling. En af politiets soldater omkom, det samme gjorde den formodede terrorist. På billedet fra et af politiets pressemøder ses han på et foto, efter at man i USA har fundet sikre DNA-beviser for, at det var den malaysiske top-terrorist og bombe-ekspert Zulkifli bin Hir, også kendt som Marwan. Politiet trak sig sejrrigt ud af denne episode, 11 overlevede, men sådan gik det langtfra i den anden episode:

Den resterende del af styrken var på patrulje ikke så langt derfra, og de blev lokket i et baghold og mejet ned af islamistiske separatister. Mange af politifolkene nåede end ikke at besvare ilden, inden de lå døde. En enkelt skarpskytte overlevede dog, og står idag som et lysende eksempel på, hvad de toptrænede soldater fra Special Police Force er i stand til.

Han fik ordre til at overgive sig, og lagde så sit gevær. Hvorfor terroristerne ikke bare skød ham også, ved jeg ikke - mit gæt er at han måske var tiltænkt hovedrollen i en af IS videoerne, hvor man ser et gidsel få læst nogle ord fra Koranen op, hvorefter personen får skåret hovedet af.

Men manden her var ikke blot skarpskytte, han var også ekspert i asiatisk knivkamp. Og da islamisterne var tæt nok på, trak han sine to hunting knives og knivdræbte ene mand otte af sine fjender.

Han er selvsagt en stor helt, og hans dødsforagt og kampvilje trøster mange af hans millioner af landsmænd, midt i sorgen over de mange faldne. Special Police Force nyder lige så stor anseelse som fx Livgarden og Frømandskorpset hjemme i Danmark.

lørdag den 24. januar 2015

Gwapo

Jay bliver klippet foran det store spejl

Jay følger mig rundt i Manila. Han ved, hvor der er en god frisør, og han kan finde vej. Han er 27 år gammel og nevø til min kæreste.

Klipningen foretages med maskine, og en lille smule saks. Og til slut et barberblad, som frisøren behændigt bruger til at fuldende sit værk, så hvert eneste hår sidder perfekt.

Der spilles høj musik i salonen. Det er som om filippinerne ikke rigtig kan lave noget i stilhed. Der skal lyd på, altid. Og nu er jeg gwapo: jeg ser godt ud. Det gør Jay også.

Frisøren får 100 pesos. Det koster det. Altså, for os begge to, tilsammen.

fredag den 23. januar 2015

Mabuhay

I nat har vi sovet i Paranaque, i soveværelset ovenover den røde garage

Mabuhay betyder velkommen i Filippinerne. Og sikke en rejse man skal ud på, når man kommer fra Sønderborg.

Toget kører til Nørreport og Østerport, men vi skal til Airreport - hopper af på Hovedbanegården og skifter til et Øresundstog. Sådan kommer man hurtigt og billigt til Københavns Lufthavn - hvis DSB har en kampagne kørende med billetter til 99,- kr. stykket.

Vi flyver med Finnair. Det virker umiddelbart mærkeligt, at vi har første mellemlanding så højt mod nord som Finland - men på en globus ligger byerne København, Helsinki, Hong Kong og Manila næsten på linje. Da jeg for mange år siden lavede reklame for Finnair, var sloganet da også noget i retning af "Your Gateway to the Far East".

Og nu er jeg så kommet til Filippinerne med et af verdens sikreste flyselskaber - faktisk er det turen fra lufthavnen ind til byen, der er det sidste farlige stykke. Færdselsloven gælder kun i begrænset omfang, og trafikken glider mere efter en tommelfingerregel om at den mest insisterende har forkørselsret.

Alskens transportmidler bevæger sig gennem byens labyrint her i myldretiden, og alle har bling-bling belysning i disse aftentimer. Der er ham på den specialbyggede trehjulede cykel, som dagen igennem har fungeret som butik med streetfood, der er motorcyklerne med sidevogn, hvor der snildt kan være 5 passagerer, der er mountainbikes, og der er biler som vi kender dem derhjemme - der står Toyota på de fleste. Vi bliver overhalet indenom af en motorcykel, der kører mindst halvtres på fortorvet.

Vi kører i min kærestes yngste brors dieselhakker, der har god plads til al vores bagage. I forruden hænger et krucifiks, som han hurtigt lader fingrede glide ned over. Hurtigt gør han korsets tegn - og så træder han på sømmet, så vi kan komme ud i de smalle gader.

Der er ingen sikkerhedsseler på bagsædet, og det er garanteret farligere her end at sidde i et flysæde i 10 kilometers højde. Men måsen befinder sig nu behageligt tæt på den jord, vi jo alle en dag skal begraves i.

Filippinernes har ligesom os oplevet et behageligt prisfald på benzin. Vi tanker op. 30 liter diesel for cirka 750 pesos.

Vel ankommet til huset, hvor vi skal sove i nat, er der pizza, pansit og pulutan i form af stykker af lynstegt kylling og svinekød. Grillgris og grillkylling so to speak - og dertil koldt øl. Red Horse hedder det lokale bryg. Der er lagt en ordentlig statsafgift - sin tax - på alkohol, så en liter stærkøl koster 70 pesos. Øllet er altså noget dyrere end brændstof her, men jeg går langt på literen. Og knapt ti kroner for en megastor øl er ikke noget der tynger voldsomt i en dansk tegnebog.

Bryggeriet hedder San Miguel, og det producerer også en San Mig Light, som jeg lige skal smage. Der er nu ikke meget letøl over den: 5 % alc. - ikke meget lavere end min foretrukne røde hest på 7,8 %. Som jeg nøjes med en enkelt af.

Nu skal jeg lige have rystet det værste jetlag af mig - og finde et netværk, så bloggen kan uploades.

søndag den 11. januar 2015

Det bliver sikkert spændende

Foto: Michael Lorenzo, Filippinerne

Forberedelserne er igang, jeg skal sammen med min pinay kæreste og hendes søster til Filippinerne. Det er længere væk end jeg nogensinde har været, og jeg er spændt.

Hvad venter der af oplevelser derude? Jeg bliver nok mærket af at rejse til en så fremmed destination. Og da vi det meste af tiden skal være i hovedstaden, bliver jeg naturligvis manilamærket…

I fredags var jeg forbi Victoria Lægerne. Det er fornuftigt i min alder at konsultere en læge i ny og næ - vi mænd har ry for ikke at gøre den slags, før det er for sent - men man(d) kan også være fornuftig.

Min krop ældes, og man får lidt flere naturligt forekommende knopper, pletter, mærker, etc. - jeg opfatter det selv som en slags rust, og lægen kunne i hvert fald sige at de alle så godartede ud. Og så fik jeg en ny tid til vaccinationer.

For der er jo flere ting, man skal tage sig i agt for i Filippinerne. Man kan hurtigt rage noget ubehageligt til sig, som fx difteri og tetanus. Så for en sikkerheds skyld får jeg lige en stivkrampevaccination. Smitsom leverbetændelse er også en mulighed, så jeg napper også en kanyle mod Hep A.

Og så er der jo malaria… Ikke fordi risikoen er så stor i hverken Manila eller på Catanduanes, men jeg skal fra det ene sted til det andet, og myg elsker min lidt specielle AB+ blodtype. Så selvfølgelig vil jeg også gerne have noget forebyggende mod malaria.

Der er flere muligheder, blandt andet Malarone, siger lægen. Jeg prøver på at være morsom og svarer, at det nok er ligeså godt med et glas Amarone. Det lykkes, sådan da. Men vi ender på Doxycyklin som ikke koster så meget.

Jeg skal forresten også huske at købe mig en privat rejsesygeforsikring - vi kommer jo langt udenfor både gult og blåt sygesikringskorts dækningsområde. 


Men billetterne er forlængst købt. Vi flyver Finnair fra København over Helsinki til Hong Kong, og derfra videre med Cathay Pacific til Manila, hvor Evets henter os i lufthavnen.

I det omfang, der er netforbindelse og noget sjovt at fotografere og fortælle om, vil jeg blogge ude fra Filippinerne. Håber nogen får lyst til at læse med…

torsdag den 24. april 2014

Housekeeper

Foto: Chris Chidsey, Storbritannien


Jeg passer huse.

Når du og din familie tager på ferie, så passer jeg jeres hus imens, samt alt hvad der hører til: hund, kat, potteplanter, akvarie, postkasse, dyt, græsplæne m.m.

Så kan I roligt rejse ud og opleve verden, og vide at der er tjek på alt det derhjemme. Jeg sender en mail hver dag, med et par linjer om hvordan det står til.

Jeg er et levende overvågnngskamera, der holder øje med dit hus, mens du og din familie er på ferie. Sådan en slags vagtmand, der giver dyr og blomster mad og vand, og ellers tuller rundt og ser lidt til det hele. Hvis strømmen går, kan jeg skifte sikringer, og jeg kan også tage telefonen, hvis den ringer.

Det er en win-win situation. Jeg bor lidt ekstra godt i en periode, måske endda med Netflix og karbad. Og du ved, at der ikke kommer ubudne gæster. Der sker ikke noget uforudset, når en cool fyr som mig vogter over værdierne.

Vovsen kan blive i sine vante omgivelser og komme ud og gå hver dag, som den plejer. Det er bedre end en hundepension - som jo heller ikke er gratis. Er der en bil, så har jeg kørekort og kan hente dig og din familie i lufthavnen - så sparer du også penge til langtidsparkering.

Husk det, hvis du skal på ferie og synes du kender mig godt nok til at ville overlade dit hjem, kæledyr og planter til undertegnede. Send mig en mail på kenneth@clips, så finder vi ud af noget.

tirsdag den 14. januar 2014

Min første blog

 
Foto: Yonius Saritoh, USA



Jeg skrev min første blog sent om aftenen nytårsdag 2007. Det var på Mingler. Den handlede om hvordan jeg blev forfatter ved et tilfælde. Og jeg uploadede et snapshot af min fars gamle dagbøger, sammen med min første bogudgivelse, En sømands dagbog.

Snart skrev jeg en blog om noget helt andet, og hurtigt efter endnu en om noget helt tredje. Og så begyndte jeg at skrive hver dag. Opskriften var enkel: Jeg uploadede et royalty-frit foto og skrev en kort tekst. Det kunne være om hvad som helst.

Stifteren af sitet solgte på et tidspunkt til JP/Politikens Hus for et millionbeløb, og så skiftede det navn til 24.dk. Men det var stadig det samme, nu bare uden svenskere, og med flere reklamer.

Med tiden overgik 24.dk til MetroXpress, og så, for et års tid siden besluttede avisen så at nedlægge sitet. Måske som en slags kvittering for mediestøtten?

Jeg fortsatte med et blogge på Mandala.dk. Men det findes heller ikke længere. Domænet er solgt og sitet nedlagt.

Nu vil jeg så blogge her på Blogger. Det virker ikke som om det skal sælges og siden nedlægges de næste mange år frem. Så her vil jeg skrive om alt mellem himmel og jord, og jeg vil også gen-uploade alle mine tidligere blogs, som jeg har været så fornuftig at gemme på min harddisk.

Det drejer som om over tusind, og de kan godt tåle at blive klikket på endnu en million gange.



Velkommen til nye og gamle læsere.