En historie om de to fjer, der blev til fem høns..

Foto: Julia R., Freeimages.com

Plaster anklages for racisme i Sverige!, lød adskillige avisoverskrifter, og folk korsede sig og tænkte, at nu var de da gået fuldstændig gak-gak på den anden side af Øresund. Vores udenrigsminister var hurtig på aftrækkeren og smed et billede af et beige plaster på sin Facebook med billedteksten "Er endnu en gang glad for at jeg ikke bor i Sverige".

Den sviner har han undskyldt, og til svenske medier udtalte Kristian Jensen her til aften: "Jag älskar Sverige". Set i bakspejlet var det sgu heller ikke for kvikt sådan at nedgøre vores broderfolk og det blå/gule flag på de sociale medier.

Jeg har uden held forsøgt at finde belæg for bl.a. Jyllands-Postens overskrift. Men racisme-anklagen er ligesom H.C. Andersens to fjer, der blev til fem døde høns. Historien er kørt op til ukendelighed. Den holder simpelthen ikke vand.

Den er startet med et debatprogram i Sveriges Radio, hvor en ung svensk blogger Paula Dahlberg deltog. Hun sagde, at hun der er mange eksempler på hverdagsracisme, og nævnte i den forbindelse, at hun køber transparent plaster - for ingen har tilsyneladende tænkt på, at det ikke er alle, som har hudfarvet hud (sic!)

Paula er adopteret fra Colombia, derfor ser det ikke så pænt ud med lyst plaster. I studiet var også Eva Fernvall, der er kommunikationschef for Apoteket i Sverige. Hun havde ikke tænkt på, at man jo godt kunne udvide sortimentet med plaster i andre varianter end kaukasisk hvid, så det vil man nu gå videre med. Man havde dog allerede for år tilbage indset, at "hudfarvet" plaster var noget vrøvl, hvorfor det i dag markedsføres som "beige".

Paula Dahlberg er i øvrigt ikke udelukkende "racismeblogger", hun interesserer sig bredt for politik, stemmer til venstre og er feminist. Hendes blog kan læses på vardagsrasismen.nu

Jeg synes, plaster-historien - og lignende opskruede historier fra Sverige om fuglenavne, børnebøger - har fået alt for meget plads. Folk får jo det indtryk, at der faktisk ikke for alvor er racisme her i Skandinavien. Men det er der!

Vi taler hate-crimes, dødstrusler, ildspåsættelser etc. Man skal ikke lede længe for at finde DF-baserede fora, hvor mere eller mindre anonyme profiler vælter sig i rædselsfulde ytringer om vores minoriteter.

Det interesserer aviserne sig ikke så meget for. De vil hellere puste små pudsige historier op til store balloner, som læserne kan muntre sig med.

En tur til Mandø

På sælsafari med hestevogn Kristi himmelfartsdag 2015

Du kan tage bussen til hvorsomhelst - men at tage bussen til Mandø er noget helt specielt! For det første er det ikke nogen rigtig bus, det er en traktor med en toetagers anhænger til passagererne. For det andet er det ikke nogen rigtig vej, det er en såkaldt låningsvej som ikke altid er der.

Kristi himmelfartsdag parkerede vi den lille Picanto på P-pladsen ved Vadehavscentret og steg ombord på Mandøbussen, sammen med min kærestes søster og hendes mand Henning. Lidt over hundrede kroner for en tur-retur, inklusiv en guided turisttur og en luksus madpakke til indtagelse på den lille ø, som har bare 35 indbyggere.

Det er tidevandet som bestemmer, hvornår Mandø kan besøges. Naturen har dog indrettet sig sådan, at bussen normalt kører klokken 10 og returnerer tre timer senere. Men helt sikkert er det ikke, for tidevandet er lunefuldt. Derfor skal du opgive mobilnummer når du bestiller plads - så kan Preben i traktoren sende en sms, hvis der må ændres i køreplanen.

Men denne dag går alt som planlagt. Klokken ti er der afgang og snart bevæger vi os op over diget og ud mod Mandø. Det er overskyet og det blæser, men hvor er her smukt, her midt i Nationalpark Vadehavet, med unik natur lige så langt øjet rækker. Himlen er høj og landskabet ligefrem dynamisk.

Her er fugle en masse. Strandskaden fx. Den går rundt i sine røde gummistøvler og pirker sandorm med sit lange, lige så røde næb. Og så er der alle mågerne, med farver som havet selv. Hættemåge. Stormmåge. Sølvmåge. Og jeg ser en terne, denne særligt strømlinede trækfugl der hele livet pendler fra Nordpol til Sydpol, og hver gang finder præcis den samme bunke sten, der udgør reden fra sidste år. Hvordan gør de det, fuglene, helt uden kort og kompas? Vi mennesker kan faktisk kun orientere os her i Vadehavet, fordi Preben sidder bag rattet og ved hvor vi skal hen…

Det er lidt råkoldt i dag, hvor Mandøbussen standser ved byens brugs, så vi kan checke ind på Klithus. Claire og jeg har bestilt en overnatning. Et nydeligt værelse med bad, to senge, flimmer, bord og stole. Her nyder vi de fine madpakker højtbelagte smørrebrød, naturligvis sammen med godt Mandøl: Smagsgiverne plukkes på Mandø og brygget brygges hos Ørbæk på Fyn. Det er virkelig godt øl, og ikke så dyrt, kvaliteten taget i betragtning.

Preben er selv født og opvokset på Mandø, og han er en god fortæller. Vi kører ud til diget, som blev forstærket efter den store oversvømmelse i 1981. Dengang blev 80 % af øen lagt under vand, og springfloden kom så pludseligt at det var umuligt at redde får og køer i land. Flere hundrede dyr druknede, og man kan mærke på Preben at han aldrig glemmer det, selv om han er en munter mand.

I dag er digerne forstærkede med sand og klæg, den særlige jordart der føles som modellervoks. Man kan sige, at digerne har fået et ekstra lag emalje, så de er klar til næste gang havet viser tænder. Klægen virker som et gummilagen, hvor bølgerne kan løbe kraften af sig. Og fårene holder græsset nede, så dets rodnet styrkes og yderligere bidrager til sikringen af Mandøs fremtid.

Den værste katastrofe er markeret på Stormflodssøjlen. Dengang i 1558 gik det gruelig galt. Den gamle by lå ikke hvor byen ligger nu, og var slet ikke forberedt på den ekstreme vandstand. Øen blev praktisk taget udslettet, alt gik til grunde. Alle folk og fæ led druknedøden, på nær syv mand som tilfældigvis var draget til marked på fastlandet. Katastrofens omfang var kolossalt, og øen kom kun på fode igen, fordi Fanø gav de syv mænd en gave: Syv tjenestepiger fra Ho blev foræret til de syv mænd fra Mandø, en ny by blev anlagt højere oppe, og snart steg befolkningstallet. Det var godt for øen, og det var også godt for kvinderne fra Ho, som avancerede fra at være tyende til at være ægtekoner til selvejere. Det var der alligevel prestige i, selv om mandøboerne var fattigfolk.

Preben fortæller med stolthed om sin ø, om flora og fauna, og inde i bussen hænger der billeder fra hans lange karriere. Et godt råd er, at man aldrig må købe en brugt vogn, hvis der sidder et Mandø-klistermærke på den. Ikke så få gange er Preben og hans venner kørt ud i deres store maskiner for at undsætte strandede billister uden erfaring i tidevandskørsel. Og det siger sig selv, at biler som i de situationer får undervognsbehandling med saltvand fra Vesterhavet snart vil blive ædt op af rust. Billedgalleriet viser mange biler, man i hvert fald ikke skal købe.

Kirken er også et besøg værd. Døbefonden er fra den gamle kirke, og vi kan denne helligdag uforstyrret studere modelskibene, det lille orgel, altertavlen - for i dag prædiker præsten i Vester Vedsted, syd for Ribe.

Vi vinker farvel til Bhety og Henning, som skal retur med bussen og videre hjem til fest i Kolding. Så står vi tilbage på de 7,63 km² land midt i Vadehavet, hvad søren skal vi lave?

Vi hører klapren af hestesko og jeg prajer en prærievogn, der er på vej gennem byen. Kusken siger vi bare skal hoppe op i vognen, for nu skal vi på sælsafari i hestevogn.

Kusken hedder Benny, og ved siden af ham sidder en tysk turist med strikhue og kikkert. I vognen møder vi Bennys datter og hendes kæreste, som bor i Odense. Og nu er vi her også. Et lille sluttet selskab på seks mand, og to flinke trækdyr.

Datteren har selv været taget turen utallige gange, og hun oversætter fluks, hvad Benny fortæller på tysk bag hestene. Som trækker godt til over diget, og snart er ude på vaderne, midt ude i Guds fri natur. Hestene traver uden at kny gennem en lille meter vand og så går det rask ud over stepperne, nordpå hvor sælerne ofte nyder tilværelsen. Det blæser, og Claire får et par solide tæpper om sig. Hun er kuldskær, især herude hvor vinden rigtig kan komme til, og hvor afstanden til Filippinerne føles større end nogensinde.

Vi gør holdt ved Knudedyb, hvor sælerne nysgerrigt stikker hovederne op af havet for at se hvad vi er for nogle. I det fjerne kan vi se en flok ligge og dase. Jeg tror der er en snes stykker, men så sætter Bennys datter en tele på stativ, og jeg får syn for sagn: Der ligger hundredvis. Det er lige før jeg kan tælle til tusind.

Jeg tager et foto og ved med det samme, der er godt. Himlen nærmest fritskraber motivet med prærievognen, kæreste, kusk og tysk turist. Hestene og horisonten sørger for god komposition i billedet, det er klart det skal på nettet. Man kan se, det er koldt, for Benny har smøget sine skjorteærmer ned. Og vi har en pragtfuld dag i universet.

Alting er foranderligt og forunderligt. Havet har trukket sig lidt siden udturen, så på tilbagevejen får hestene kun en lille soppetur, hvor der før var godt med vand. Og tilbage i stalden får vi en spændende hyggesnak og en kop af Bennys kone Elisas termokaffe. Claire køber øllen, der hedder Smagen af Mandø, som nu står og pynter på skabet her i Alsgade. Indtil den bliver drukket, fungerer den som reklame for øen, hvor vi også besøgte det stråtækte museum og den hollandske mølle, hvor vi sad på en bænk og nød lidt solskinsvejr, og Claire med en sten åbnede en af de store, invasive stillehavsøsters, så fuglene kunne mæske sig i det velsmagende og perleproducerende bløddyr.

Mandø er en stor ferieoplevelse, der skal vi sikkert over igen når det bliver sommer. Så skal vi have badetøj med, og måske komme helt tæt på sælerne.

Den gamle redningsstation

Foto: VisitMandø

På Mandø er der en fin gammel redningsstation, smukt dekoreret med to dannebrogsflag på den grønne port. Den husede i gamle dage en robust redningsbåd, som kom i aktion, hvis der var mennesker i havsnød. Og der var mange af den slags redningsstationer, især langs den danske vestkyst.
I dag fungerer den her som souvenirbutik. Men danskerne har tilsyneladende glemt, hvad det oprindelige formål med huset var.

Flagene symboliserede at her i Danmark stod vi sammen. Som den stolte søfartsnation vi var, ville danske mænd risikere livet for at redde fremmede. I selv den værste storm stod brave danske sømænd ud på havet for at redde stakler fra druknedøden.

Men i dag vil 6 ud af 10 danskere ifølge Jyllands-Posten skubbe synkefærdige både fyldt med bådflygtninge ud på oprørt hav igen. Har vi da fuldstændig glemt vores danskhed?!

Hvor svært kan det være?: Hvis vi danskere observerer folk i havsnød, så skal vi prøve at redde dem i land. Så kan vi bagefter, når de har fået varmen og stillet sult og tørst, spørge hvorfra de kommer, og finde ud af om deres opholdsgrundlag er i orden. Og hvis det ikke er tilfældet, så sende dem sikkert tilbage, i live.

Det har vi en moralsk forpligtelse til: Vi har jo for pokker selv en aktiv rolle i de krige, staklerne på Middelhavet flygter fra…

En overmoden alder

Foto: Miguel Saavedra, Spanien

I gamle dage, da jeg var ung, var man en moden mand, når man engang om mange år blev tredive. Man kunne også blive fyrre, med tilføjelsen fed og færdig. Teoretisk kunne man godt blive endnu ældre, men så langt rakte tidshorisonten ikke i farten dengang.

Nu er situationen med tiden blevet anderledes. Jeg har fået et mere nuanceret syn på alder. Jeg kan stadig løbe op på tredje sal uden at blive forpustet, gider bare ikke. Vil helst nøjes med at gå, og hellere ned ad trapperne.

Forresten har forfatteren Klaus Rifbjerg left the building. Han blev 83 år, og hans død er breaking news. Det er som om hans bortgang kommer helt uventet, selv om han døde efter længere tids sygdom. Tiden vil vise, hvormange af hans bøger der egentlig er kronisk langtidsholdbare.

I radioen har en anden gammel dansker, skuespilleren Ghita Nørby siddet i radioen og spillet jazz. Hun blev firs for en måneds tid siden. På et tidspunkt blev der spillet en tussegammel live-optagelse med Josefine Baker, fra da Ghita var bare to år gammel.

Det blev til en længere snak om alder. Ghita nævnte en film som hed Balladen om Carl-Henning. Den var hun ikke med i. Det var som om hun dengang (i 1969) nærmest blev udelukket fra dansk film. Man havde ligesom fået nok af hendes baronesse-rolle og smilehuller i Morten Korch-film. Nu skulle der ske noget nyt, og ud røg de gamle.

Ghita blev dog ved med at holde sig igang, med tv-programmer og arbejde på teatret. Og som bekendt blev der sidenhen alligevel brug for hende igen i filmbranchen. Senest i Stille Hjerte.

Men man bliver jo ikke yngre med tiden. Ghita Nørby sagde det på en finurlig måde: Jeg lider af alder…

Hvad med mig, nu hvor jeg er på vej mod de 54? Kan det tænkes at min ungdoms tæft for tekst, grafik og reklame stadig er gangbar? Jeg vil i hvert fald gerne have et arbejde. Alt har interesse, i hele verden, og nu skipper jeg sørme en ansøgning afsted til et job som Danish copywriter i Barcelona…

Tiden vil vise, om der er udsigt i at jagte nye udfordringer, eller om jeg er løbet tør for stepstones og bare skal trappe yderligere ned.

Terror i Filippinerne

Talsmand for filippinsk politi viser foto af den dræbte terrorist frem

Når jeg på nettet i Manila ser de mange nyheder om IS drab, blandt andet på uskyldige japanske gidsler, undrer det mig at nedskydningen af 44 mænd fra Filippinernes Special Police Force ikke er nævnt på hverken DR eller TV2. Herude har man stort set ikke talt om andet de seneste dage:

Filippinerne er arealmæssigt syv gange større end Danmark, og befolkningstallet nærmer sig 100 millioner. Langt de fleste er katolikker, men der er også mange muslimer. De bor primært i den sydlige del af øriget, og der er ofte konflikter.

Forleden skulle man så mødes og forsøge at løse nogle af konflikterne. Men inden mødet rigtigt kom igang, blev 44 politifolk dræbt af muslimske guerillaer. Politiets elitekorps var på jagt efter to formodede top-terrorister i den rebelske Tukanalipao provins, da den faldt i et baghold.

Den muslimske delegation meldte straks ud, at det var en fejl. Men det er der ingen, som tror på - heller ikke selvom to af de faldne politisoldater var muslimer. Der var slet og ret tale om en massakre, ingen tvivl om det. Det er også, hvad 12 overlevende fra styrken beretter.

Det er klart at man jagter morderne, og at fredsforhandlingerne er gået i stå. Men ellers får massakren ingen følger, som fx hævnakter. Selvfølgelig bliver man aldrig enige om, hvad der er den rette lære - katolicismen eller islam? - men alle er filippinere, og der er ikke så meget andet at gøre end at begræde det smertelige tab.

Aviser og fjernsyn har vist billeder af de mange kister ankomme til Manila, og min kæreste fortæller at en af familiens slægtninge er blandt de faldne: Jim fra Virac. Jeg har drukket Red Horse med en, der kendte ham godt.

I dag fredag er national sørgedag, og i radioen er der fortsat lange udsendelser om sagen. Noget af det seneste nye er, at regeringen vil give de efterladte til hver af de faldne fra den højtrespekterede eliteenhed ekstra 1 million pesos. Oveni livsforsikringen og de seks måneders løn…

Jeg har haft lidt svært ved at forstå, hvad der præcist er sket, da det meste refereres på tagalog. Men her er hvad jeg har kunnet sammenstykke:

Terrorbekæmpelsen havde fået nys om, at to af verdens værste terrorister skjulte sig i den sydlige del af Filippinerne, og en stor styrke var sat ind på at finde dem. Et dusin fik omringet en hytte i nogle rismarker, og det kom til en kraftig skudveksling. En af politiets soldater omkom, det samme gjorde den formodede terrorist. På billedet fra et af politiets pressemøder ses han på et foto, efter at man i USA har fundet sikre DNA-beviser for, at det var den malaysiske top-terrorist og bombe-ekspert Zulkifli bin Hir, også kendt som Marwan. Politiet trak sig sejrrigt ud af denne episode, 11 overlevede, men sådan gik det langtfra i den anden episode:

Den resterende del af styrken var på patrulje ikke så langt derfra, og de blev lokket i et baghold og mejet ned af islamistiske separatister. Mange af politifolkene nåede end ikke at besvare ilden, inden de lå døde. En enkelt skarpskytte overlevede dog, og står idag som et lysende eksempel på, hvad de toptrænede soldater fra Special Police Force er i stand til.

Han fik ordre til at overgive sig, og lagde så sit gevær. Hvorfor terroristerne ikke bare skød ham også, ved jeg ikke - mit gæt er at han måske var tiltænkt hovedrollen i en af IS videoerne, hvor man ser et gidsel få læst nogle ord fra Koranen op, hvorefter personen får skåret hovedet af.

Men manden her var ikke blot skarpskytte, han var også ekspert i asiatisk knivkamp. Og da islamisterne var tæt nok på, trak han sine to hunting knives og knivdræbte ene mand otte af sine fjender.

Han er selvsagt en stor helt, og hans dødsforagt og kampvilje trøster mange af hans millioner af landsmænd, midt i sorgen over de mange faldne. Special Police Force nyder lige så stor anseelse som fx Livgarden og Frømandskorpset hjemme i Danmark.

Gwapo

Jay bliver klippet foran det store spejl

Jay følger mig rundt i Manila. Han ved, hvor der er en god frisør, og han kan finde vej. Han er 27 år gammel og nevø til min kæreste.

Klipningen foretages med maskine, og en lille smule saks. Og til slut et barberblad, som frisøren behændigt bruger til at fuldende sit værk, så hvert eneste hår sidder perfekt.

Der spilles høj musik i salonen. Det er som om filippinerne ikke rigtig kan lave noget i stilhed. Der skal lyd på, altid. Og nu er jeg gwapo: jeg ser godt ud. Det gør Jay også.

Frisøren får 100 pesos. Det koster det. Altså, for os begge to, tilsammen.

Mabuhay

I nat har vi sovet i Paranaque, i soveværelset ovenover den røde garage

Mabuhay betyder velkommen i Filippinerne. Og sikke en rejse man skal ud på, når man kommer fra Sønderborg.

Toget kører til Nørreport og Østerport, men vi skal til Airreport - hopper af på Hovedbanegården og skifter til et Øresundstog. Sådan kommer man hurtigt og billigt til Københavns Lufthavn - hvis DSB har en kampagne kørende med billetter til 99,- kr. stykket.

Vi flyver med Finnair. Det virker umiddelbart mærkeligt, at vi har første mellemlanding så højt mod nord som Finland - men på en globus ligger byerne København, Helsinki, Hong Kong og Manila næsten på linje. Da jeg for mange år siden lavede reklame for Finnair, var sloganet da også noget i retning af "Your Gateway to the Far East".

Og nu er jeg så kommet til Filippinerne med et af verdens sikreste flyselskaber - faktisk er det turen fra lufthavnen ind til byen, der er det sidste farlige stykke. Færdselsloven gælder kun i begrænset omfang, og trafikken glider mere efter en tommelfingerregel om at den mest insisterende har forkørselsret.

Alskens transportmidler bevæger sig gennem byens labyrint her i myldretiden, og alle har bling-bling belysning i disse aftentimer. Der er ham på den specialbyggede trehjulede cykel, som dagen igennem har fungeret som butik med streetfood, der er motorcyklerne med sidevogn, hvor der snildt kan være 5 passagerer, der er mountainbikes, og der er biler som vi kender dem derhjemme - der står Toyota på de fleste. Vi bliver overhalet indenom af en motorcykel, der kører mindst halvtres på fortorvet.

Vi kører i min kærestes yngste brors dieselhakker, der har god plads til al vores bagage. I forruden hænger et krucifiks, som han hurtigt lader fingrede glide ned over. Hurtigt gør han korsets tegn - og så træder han på sømmet, så vi kan komme ud i de smalle gader.

Der er ingen sikkerhedsseler på bagsædet, og det er garanteret farligere her end at sidde i et flysæde i 10 kilometers højde. Men måsen befinder sig nu behageligt tæt på den jord, vi jo alle en dag skal begraves i.

Filippinernes har ligesom os oplevet et behageligt prisfald på benzin. Vi tanker op. 30 liter diesel for cirka 750 pesos.

Vel ankommet til huset, hvor vi skal sove i nat, er der pizza, pansit og pulutan i form af stykker af lynstegt kylling og svinekød. Grillgris og grillkylling so to speak - og dertil koldt øl. Red Horse hedder det lokale bryg. Der er lagt en ordentlig statsafgift - sin tax - på alkohol, så en liter stærkøl koster 70 pesos. Øllet er altså noget dyrere end brændstof her, men jeg går langt på literen. Og knapt ti kroner for en megastor øl er ikke noget der tynger voldsomt i en dansk tegnebog.

Bryggeriet hedder San Miguel, og det producerer også en San Mig Light, som jeg lige skal smage. Der er nu ikke meget letøl over den: 5 % alc. - ikke meget lavere end min foretrukne røde hest på 7,8 %. Som jeg nøjes med en enkelt af.

Nu skal jeg lige have rystet det værste jetlag af mig - og finde et netværk, så bloggen kan uploades.

Det bliver sikkert spændende

Foto: Michael Lorenzo, Filippinerne

Forberedelserne er igang, jeg skal sammen med min pinay kæreste og hendes søster til Filippinerne. Det er længere væk end jeg nogensinde har været, og jeg er spændt.

Hvad venter der af oplevelser derude? Jeg bliver nok mærket af at rejse til en så fremmed destination. Og da vi det meste af tiden skal være i hovedstaden, bliver jeg naturligvis manilamærket…

I fredags var jeg forbi Victoria Lægerne. Det er fornuftigt i min alder at konsultere en læge i ny og næ - vi mænd har ry for ikke at gøre den slags, før det er for sent - men man(d) kan også være fornuftig.

Min krop ældes, og man får lidt flere naturligt forekommende knopper, pletter, mærker, etc. - jeg opfatter det selv som en slags rust, og lægen kunne i hvert fald sige at de alle så godartede ud. Og så fik jeg en ny tid til vaccinationer.

For der er jo flere ting, man skal tage sig i agt for i Filippinerne. Man kan hurtigt rage noget ubehageligt til sig, som fx difteri og tetanus. Så for en sikkerheds skyld får jeg lige en stivkrampevaccination. Smitsom leverbetændelse er også en mulighed, så jeg napper også en kanyle mod Hep A.

Og så er der jo malaria… Ikke fordi risikoen er så stor i hverken Manila eller på Catanduanes, men jeg skal fra det ene sted til det andet, og myg elsker min lidt specielle AB+ blodtype. Så selvfølgelig vil jeg også gerne have noget forebyggende mod malaria.

Der er flere muligheder, blandt andet Malarone, siger lægen. Jeg prøver på at være morsom og svarer, at det nok er ligeså godt med et glas Amarone. Det lykkes, sådan da. Men vi ender på Doxycyklin som ikke koster så meget.

Jeg skal forresten også huske at købe mig en privat rejsesygeforsikring - vi kommer jo langt udenfor både gult og blåt sygesikringskorts dækningsområde. 

Men billetterne er forlængst købt. Vi flyver Finnair fra København over Helsinki til Hong Kong, og derfra videre med Cathay Pacific til Manila, hvor Evets henter os i lufthavnen.

I det omfang, der er netforbindelse og noget sjovt at fotografere og fortælle om, vil jeg blogge ude fra Filippinerne. Håber nogen får lyst til at læse med…