Spejlbillede

Foto: Nick Winchester, Storbritannien

Jeg kan helt tydeligt fornemme mit gamle kamera, selv om det står gemt væk i kælderen – som vistnok alle andre fine apparater fra dengang fotografering var forbundet med asa værdier og splitsekunders belysning af lysfølsom emulsion på ruller af hornfarvet celluloid.

Udløseren og filmfremføringsbenet ligger så godt til højre hånd. Dioderne til venstre inde i søgeren der med grønt viser eksponeringstiden, og den lækre lyd når man trykker af. Det er en helt anden end det kedelige klik fra fars udtjente Kodak Retinette. Spejlet der vipper op og ned, med spaltelukkerens hug midt imellem.

Det er præcis sådan et kamera som på det her spejlbillede. Pentax ME Super. Hurtigste lukketid på en totusindedel, 1:1.7 50 mm objektiv, og med lige netop sådan en oval label i guldpapir fra fabrikken. Passed. Nu er det passé. Der er næsten ingen som stiller skarpt og fotograferer med to hænder mere. Heller ikke mig.

Nu bruger jeg et lille vandtæt Pentax OptioWPi på seks megapixels, der har fast plads bag knappen i cowboyjakkens brystlomme. Hvis jeg da ikke bare hiver mobilen frem og høvler billedet trådløst over på computeren med den indbyggede blåtand. Eller simpelthen lader være…