Grønlandsk is

Foto: Andreas Sloth, Danmark

Så sofistikeret og unik kan is være, at det taget med et kamera bliver et rent kunstfoto. Et studie i form, styrke og tid…

Men kunstværket er i forfald. Der bliver ikke passet godt nok på det. Grønland smelter. Og fotografens billede fortæller mig, at det ikke kommer til at gå stille for sig.

Grønlandsk is er nemlig meget mere end bare frossen vand. Det er helt specielt, og eksporteres til barer over hele kloden, hvor det højlydt fortæller om de ældste tiders renhed, kulde og karat, mens det dør og bliver til vand.

Kage til Daniella

Først ingredienserne: 250 gram flourmelis, 250 gram kærgård, 280 gram mel, 4 æg, 75 gram mørk chokolade, 100 gram mandler og en teske bagepulver. Så er man klar til en Hjerting sandkage.

Start med at tænde fjernsynet og find noget, du ellers ikke ville få set. Og sid så og skær mandler og chokolade i mindre stykker imens. Giv dig god tid. Denne kage bages bedst sent på døgnet, så måske sender DK4 en snak mellem Johannes Møllehave og biskob Erik Norman Svendsen. En sort/hvid Hitchcock på DR2 er også god at dvæles ved, imens kagens småtteri gøres klar.

Flourmelis og smør kommes i en skål og får med mixeren, til det har en ensartet, lidt finurlig konsistens. Og så piskes æggene i, et efter et – men husk at slå dem ud af skallerne først.

Før i tiden, når jeg bagte denne kage, brugte jeg en halv pakke margarine – men det virker som om disse billige halvkilos fedtstofsklodser helt er trukket ud af supermarkedernes varesortiment. Så nu er jeg faktisk tvunget til at bruge de dyre varer fra Arla…

Nå, det var et sidespring. Tænd for ovnen, 180 grader. Videre med kagen: Tilsæt mel og bagepulver og lad mixeren blande skålens indhold sammen til en fornuftig dej. Og vælt så mandel- og chokoladestykker i, og find en dejskraber.

Massen skal i en smurt bageform, og sættes midt i ovnen en fem kvarters tid, mens man læser blogs på nettet og drikker en nightcap og nyder noget god musik, fx 12 songs med Neil Diamond, Black Ivory Soul med Angélique Kidjo, eller noget andet lækkert.

Når kagen har skudt ryg, og en kniv kan stikkes i uden at trække klæbrigt stads med sig op igen, så skal kagen ud og ovnen slukkes. Næste dag vrikkes kagen let ud af formen – og så er det bare at vente på Daniella.

Avisklubbens stifter kom forbi her til aften, og har sagt at det er en dejlig kage. Og hun har skam også sat handling bag sine ord og spist mindst tre stykker, mens vi sammen har vendt verdenssituationen, og Mingler, over en spand kaffe og nogle gewesener fra Sushines hjemmebrænderi, plus nogle glas Amarula.
 

For hulen!

Foto: Sanja Gjenero, Zagreb

– En god fest i baggårdens fælleshus, og i min lejlighed her på Halmtorvet. Der er fjerde gang jeg har været til minglerkomsammen i Maggies hule, og denne gang altså på hjemmebane.

En fast tradition hen på natten er Mejsepandekager, men denne gang med en stand-in ved panden: Efter midnight gik Helle Straight to the kitchen, og fremtryllede en ordentlig stak, og de var perfekte med is og Sushines hjemmelavede kvædegelé og solbærsyltetøj med rom.

Nu sidder jeg ved julestjernen fra Gæk, med en kop the og et glas rom med C-vitaminer fra Susannes patentflaske, og glæder mig over de mange gode samtaler, smagsoplevelser og især Maggies kærlighed.

Livet er ikke det værste vi har…

 

Dadler

 

Foto: Chris Chidsey fra Whitshire i Storbritannien

Det her digt om dadler er pludseligt dukket op fra en dansktime for længe siden, da jeg gik i femte klasse på Sct. Nicolai Skole i Kolding:

at ha’ en æske dadler
er et helt lille spil
først spiser man så mange
som man bør. Og kan. Og vil
så går man ud og vasker sig.
– og ta’r en til.

Dengang var dadler mere klistrede og lå i to lag i aflange ovale æsker, sammen med en fjollet hvid plastikpind, som var lige så klistret som det, det var meningen man skulle spise med den.

Idag får man ikke så klistrede fingre når der er dadler på bordet. Her hos mig er de fra Bam i Iran, og en papæske fra RM Import i Viborg indeholder mindst 650 gram og kan købes i brugsen for en tyver.

De saftige persiske dadler er et sundt og dagligt lille lyspunkt her i den mørke tid. Men hvem har skrevet digtet? Jeg husker jeg ikke. (Måske nogen kan hjælpe?)

Valget er let

En blank valgplakat… Så jeg rigtigt? Jeg cykler lige lidt tilbage for at være sikker.

Jo, den er god nok. Sæt kryds ved minus, kan man sige. Nul signalfarver, intet bogstav, intet kontrafej af en politiker. Rimelig opsigtsvækkende i en ellers hård og brutal valgkamp…

Det lette valg. Stem blankt. – Du er hvad du stemmer. Så kreativt kan det gøres – omend budskabet hænger og flagrer lidt i luften. Er meningen, at jo flere der stemmer blankt, des bedre vil politikerne næste gang sige hvad de mener?

Stemmer man blankt, så har man ikke gjort noget, men dog deltaget i valget. Gad vide, om ikke Helle og Anders & Co. vil kalde den slags ingenting for spildte stemmer?

Der har været mange bøvede politikere i flimmeren denne gang. Mange udmeldinger har været rent taktiske. Fogh har trukket på skulderen over at nogle kommuner ikke har holdt sig til skattestoppet. Radikale har trukket det ultimative nej til 24 års reglen lidt i land. Og Ny Alliance har trukket dronningeåbningen tilbage i det skakspil som starter når stemmerne er talt op. Stort set alle partier er på et eller andet tidspunkt i valgkampen trukket offside i forhold til hvad de i virkeligheden mener! Af taktiske årsager, forstås…

Tænk hvis vælgerne også er taktiske idag. Sætter deres kryds anderledes, af taktiske årsager…

Jeg kunne f.eks. have stemt på Dansk Folkeparti – fordi det som regel er sådan, at det parti jeg stemmer på går tilbage. Det ville glæde mig voldsomt meget at se Pia Kjærsgård kravle helt ned under spærregrænsen.

Men bare rolig. Jeg stemmer efter min indre stemme. Ærligt og ganske utaktisk har jeg sat mit kryds ved Manu Sareen.

Og jeg håber iøvrigt at alle har stemt i fuld overensstemmelse med deres overbevisning. Bogstav eller blankt eller slet ikke. Og uden hensyn til hvad andre har stemt.

Når valgstederne lukker, vil jeg nok tage en smut forbi Vega og sammen med de radikale skåle for idealerne. Baren hedder, meget apropos Ideal Bar, og alle er velkomne, har jeg læst på radikale.net

Hvis sproget flyder

Foto: Elvis Santana, USA, har knipset sit badeforhæng

Nu jeg tænker over det, er det ret utroligt med den sang .

Første nummer på Solitude Standing er så enkelt som noget. En kvinde der synger sin sang. Der er kun hendes stemme, ingen instrumenter, ingen tingeltangel – der er sågar flere sekunderlange pauser med total tavshed.

Alligevel er det en vaskeægte ørehænger, nok Suzanne Vegas allerstørste megahit. Melodien kommer helt naturligt og er selvfølgelig blevet nynnet i badeværelser verden over siden den fik frit løb i 1980erne.

For nogle uger siden delte jeg to kopper kaffe med en ven på bureauet. Vi snakkede om sproget, og hun citerede Vegas ord fra Language – for dem elsker hun:

If language were liquid
It would be rushing in
Instead here we are
In a silence more eloquent
Than any word could ever be

Words are too solid
They don’t move fast enough
To catch the blur in the brain
That flies by and is gone
Gone
Gone
Gone

Slå smut

Foto: Jordan Zupnik fra Lake Ontario

Canadierne kalder det skipping stones, inuitterne får sten til at hoppe hen over isen, og beduinerne kan vistnok slå smut i ørkensandet…

Det er en sport, der går fra far til søn. Man skal finde en flad sten, der ligger godt i hånden. Og så skal den af al kraft kastes roterende ud mod horisonten.

– 1, 2, 3, 4 – og en halv!

Min egen far snød altid og talte meget hurtigt til sidst når stenen løb tør for omdrejninger. Entotrefirefemsekssyvottnitiellblablabla, 87!

Jeremy skal også nok få det lært.

Tak til fotografen, og tak til Skotlands mindste distillery, som inspirerede til denne blog. Edradour er en super dejlig drik, ærgerligt at den koster 100 pund flasken.

Og stor tak til min klassekammerat fra gymnasiet, Dr. Søren Bøwadt, som bød på et glas af den fine whisky over en gensynssnak om bl.a. fingerkræfter og de mange sten der er smidt i vandet siden vi sidst sås for cirka 17 år siden.

Symmetri og vandspejl

Så smuk er udsigten fra morgenkaffen på Hald Hovedgaard. Haven er i den franske stil, med symmetri og lige linjer. Vandet i det barokke bassin spejler endda symmetrien, så der dannes en slags koordinatsystem, med akser uden tal.

Kurset har handlet om at skrive godt og lægge bøger smukt tilrette. Vi er kommet langt omkring: Æblets fortælling, med vinkler i biologi, kunst, kultur, historie, symbolik og computerteknologi. Sproglig tilpasning, med lix og kontekst og abstraktionsniveau. Bagsidetekster, som de fleste forfattere helst vil skrive selv.

Og hvor går grænserne, når man skriver om levende mennesker? Rejsebogen Sigøjnere er måske gået dem for nær?

Jo, meget blev vendt og drejet, også om os selv; F-gruppen i Dansk Forfatterforening. Det fagforfattere laver er faktisk defineret ved det, det ikke er – non-fiktion. Fagbøger er vist ikke så ‘fine’ som skønlitterære…

Spørgsmålet blæser i vinden i de store lindetræer: Er de så grim-litterære?

Klart billede

Det giver mig en dejlig følelse indeni at tage dette foto. Lidt lissom i sommers, hvor jeg også holdt en tryksag op foran noget smukt vand og trykkede af.

Dengang var det følelsen af dejlig ferie og hemmeligheder. Nu er det følelsen af veludført arbejde og valgkampagne.

Valget blev udskrevet onsdag i sidste uge. Torsdag havde vi møde med Lone Dybkjær, fredag var idéen på plads, mandag aften var den trykklar, og allerede igår afleverede vi det færdige resultat.

Nu er det så spændende hvad det ender med den 13. november. Banen er smukt kridtet op på Fortrydelsen.dk  – og kampen kommenteres knaldgodt på Peerplus’ blog. Mine personlige favoritter på nettet i denne tid.

Den lille folder fås kvit og frit i hovedstaden, hvor Radikale Venstre fører valgkamp.

Brev fra fortiden

Da jeg var baby, noterede min mor alt ned om min gøren og laden. Hvad jeg vejede hvornår, i hvilken rækkefølge mine mælketænder kom frem, mine første ord,  mine livretter osv. osv. Alt sammen er skrevet ind i en fin blå bog, som jeg fandt i farmors vitrine i efterårsferien.

I bogen lå der også et lille brev, dateret 16. december 1962: Kære Kenneth. Hjertelig tillykke med dit første år, nu er du jo en gammel dreng og slet ikke baby mere, men du kan bare vente til jeg bliver lige så stor som dig, så skal jeg "tæve" dig. Tillykke fra Erik.

Erik har angiveligt skrevet sin hilsen i en alder af 10 måneder og seks dage. Idag er vi begge 45 år gamle, og hæfter os ved det smukke julemærke med tidens grafik i guldtryk og grå nuancer, og rustaftrykket fra en clips på kuverten.

Det ligner jo en spådom der er gået i opfyldelse. Nu sidder vi overfor hinanden på det tjekkede Clips, hvor vores spidskompetencer er flot design og god tekst.