God latin

 

Foto: Sanja Gjenero, Zegreb, Kroatien

Den 14. december tog min læge tre blodprøver fra min højre arm. Og idag fik jeg at vide hvad mit blod kan fortælle om mig. Mit AB+ meddeler sig på latin og i sære talværdier, som lægen har printet ud:

Creatinin 103 µmol/l (Det relaterer til mine nyrer, og tallet ligger normalt indenfor 60-130)

HDL-Cholesterol 1.00 mmol/l (Den gode kolesterol ligger normalt indenfor 0.70-1.85)

Triglycerid 1.39 mmol/l (Aner faktisk ikke hvad det er for en størrelse, men det ligger fint indenfor det normale 0.5-2.2)

MCV 88 fl (Der findes et hav af trebogstavsforkortelser, og denne skal ligge indenfor 80-100)

Hemoglobin 9.1 mmol/l (8.0-11.0 er normalt)

Leucocytter 4.8 10E9/l (3-9 er normalt)

Thrombocytter 251 10E9/l (150-400 er normalt)

Cholesterol 5.6 mmol/l (Total kolesterol, 4.0-7.7 er normalt)

Ery Vol Varia 11.8 % (Ved ikke hvad det betyder, men 11.0-15.0 er normalt)

fPt-P-Glucose 6.0 mmol/l (4.2-6.2 er normalt)

LDL-Cholesterol 4.0 mmol/l (Den dårlige kolesterol ligger normalt indenfor 2.2-5.3)

P-Alanin-aminot 36 U/l (Levertal, vistnok, 10-70 er normalt)

Lægen oversatte det hele til, at jeg på godt dansk er helt normal – og det er faktisk ikke så tit jeg får det at vide. Et tjek i et skema (for ikke-rygere) viste, at jeg har højst 1 % risiko for at få en blodprop indenfor de næste ti år.

Jeg vejer 76 kilo, er 182 cm høj og 46 år gammel, og der er godt med blæs i mine lunger på trods af lidt sæsonbetonet forkølelse. Desuden er mit blodtryk 125 over 80, så jeg kan vist roligt konkludere, at jeg er sund og rask.

Det har jeg så fortalt min mor, som var blevet lidt nervøs efter at min meget cyklende lillebror havde fået målt både blodtryk og kolesterol-tal uden for kategori. (Det har siden vist sig at det var en fejl. Thomas er også helt normal, i hvert fald hvad angår blodtryk og alt det latin, blodet afslører)

Julestjerne fra Vintergæk

Foto: Sirikri, Oslo, Norge

Euphorbia pulcherrima kommer oprindeligt fra Mexico, hvor den kan blive 4-5 meter høj. Det bliver den ikke her, hvor den bare er glad for overhovedet at få vand en gang imellem.

Det er ret usædvanligt at der er en blomst i min lejlighed. Her havde ikke været så meget som en kaktus i flere år, da Vintergæk og hendes mand havde julestjernen med til Mingler festen for en måned siden.

Og den lever endnu. På en potte muld, og et glas vand, hvis jeg husker det. Så sender jeg en kærlig tanke til Vintergæk – mens julestjernen får sig en opstrammer.

Hvis det er øjne, der er i toppen, kan den fra sin plads i vindueskarmen her på anden sal se ned på de udendørs planter omkring beboerhuset, hvor festen blev holdt.

Skolopenderen

Foto: Drouu, USA

Fotoet forestiller en almindelig husskolopender, scutigera coleoptrata, og den her hedder Aragorn.

Min søn, hr. Jeremy Wilson fra 3.v. på Oehlenschlægersgade Skole, skriver:

Skolopendere er små dyr med mange ben. De små har 15 par ben. De store kan have 197 par ben. I de varme lande kan skolopendere blive mere end 30 cm lange. En jord-skolopender lægger 30-40 æg i et lille hul. Ungerne har 6 eller 7 par ben. Skolopendere er tit mørkebrune. De bruger deres giftkroge til at dræbe orme eller edderkopper og insekter. De er rovdyr. De spiser små dyr. De er ikke kræsne. De spiser også frugt og kartofler, og de kan endda finde på at spise deres egne unger. Spidsmus, store biller og fugle spiser skolopendere. Man kan finde dem under sten. De kan også leve under blade og i en rådden træstub.

Rapporten har et grafisk element, som udstiller det store spørgsmål: Hvordan ville det være at være lille og have 30 ben, istedet for at være stor og kun have to?

Se den smukke håndskrevne rapport i mit fotoalbum.

Strat

Se lige den guitar. En Stratocaster fra 1962. Og den har garanteret været i aktiv tjeneste på blues scenen i alle sine 45 år. Det ser i hvert fald sådan ud.

I lørdags gav den lyd fra sig i hænderne på Ken Damkier, da Øernes Blues Band spillede for mere end fuldt hus på MoJo i Løngangstræde, Kbh. K.

Jeg var sammen med Maggie, Sushine og Bap inde og høre bandet, som kalder sig et af de ældste og hårdest arbejdende danske bands, og består af Kåre Abraham, vokal og guitar, Jan Hvitved på bas, Carsten Milner Henriksen på trommer, og Ken Damkier, – Strat!

Ken kan du få meget mere at vide om på SongRamp – et community for alverdens musikere. Hvis du smutter indenfor, kan du bl.a. høre en løjerlig ting, Ken har moret sig med, og kaldt Iraq Blues.

Sikken ro

造形作家
Yuko Takada Keller udstiller på Galleri Guggen, lige overfor Den Hirschprungske Samling.

Der er sådan en dejlig ro over det hun laver. Man føler sig så godt tilpas sammen med hendes kunst. Ja, og endnu mere når hun også selv er tilstede. Bare spørg dronningen.

HKH Margrethe II er ved flere lejligheder blevet vist rundt af Yuko på en kunstudstilling, og har tydeligvis nydt det japanske selskab.

Jeg står sammen med Yuko i kælderlokalet, hvor hun har lavet en flot og helt enkel installation. På gulvet er der lagt sten i en firkant, og på tråde fra dem lodret op til loftet er der små "papir-dråber" i smukke blå nuancer.

Yuko siger det på japansk hedder noget a la "Rummet du gerne vil ind i".

Nu jeg tænker over det, associerer det til Mingler, og en kort og venlig mail, jeg har fået herinde: "Christ, en ro du kan skrive med".

Jeg er glad for at det virker sådan. Ligesom Yuko er glad for at høre, "people feel comfortable with your work".

Men man kan ikke sige, at tingene fremkommer med en særlig ro som ballast. Tværtimod. Yuko var vist ved at dø af stress, da hun var lektor på Kyoto City University of Art.

Og da jeg lærte hende og Jesper at kende, var det som talsmand for Landsforeningen af Dansk-udenlandske Ægtepar, Ægteskab uden Grænser – Yuko havde dengang lige fået afslag på opholds- og arbejdstilladelse, fordi Jesper ikke opfyldte forsørgelseskravet. På trods af sit danske giftenavn. Selv om hun var – og er – en stor, internationalt anerkendt kunstner.

Sådan er der så meget. Og har været.


Reminisence / 1988
150x500x350 cm.
Sewing, tracing paper.

Have you already forgotten your treasure?
We have felt it somewhere before
"Reminiscence"

Spons

Foto: Idea22

Jeg læste engang en mærkelig nyhed. Et japansk telefonselskab havde oprettet en servicelinje, et telefonnummer man kunne ringe til, og få afløb for sine frustrationer, eller hvad man nu havde lyst til at få afløb for.

Man kunne ringe ind og skrige eller hviske hvadsomhelst, til… ja, ingen, faktisk. Der var ingen til at lytte, endsige svare, i den anden ende. Telefonselskabet dirigerede ethvert opkald til linjen op på toppen af den bygning de holdt til i, og videre ud i det store intet.

Den højst besynderlige telefonlinje blev en succes af pokémontisk format. Den bidrog ganske positivt til selskabets overskud. Rigtig mange japanere ringede og gav højt og stille udtryk for deres vrede, kærlighed, sorg, længsel – eller hvad de nu gjorde. Opkaldene blev ikke optaget, kun telefonabonnenterne selv ved hver især hvad der er blevet sagt.

Dengang syntes jeg det var en nyhed lige til at grine af. Men den er alligevel blevet hængende i min hjernebark. Idag kan jeg bedre begribe, at nogen kan have lyst til at meddele sig, uden at det bliver misforstået, fejltolket eller fortalt videre.

Nogle gange kan vi mennesker føle trang til at komme af med noget, uden at risikere respons. Det var vel det, der var det japanske telefonselskabs idé. Ingen respons – kun ‘spons’.

Gad vide, hvad der sker, hvis jeg skriver 造形作家 ? – Eller beder en bøn?

Jeg håber da der sker noget, og her på Mingler kan jeg være temmelig sikker på at det jeg ‘sponser’ i min blog bliver læst, reflekteret, og oftest endda kommenteret.

Fotoet er forresten taget af nogen derude som kalder sig Idea22

Masser af kaffe

 

Foto: Ems van Goth fra Filippinerne

Der er, som Frank Sinatra synger, an awful lot of coffee in Brasil – og det breder sig! Godt hjulpet på vej af andre varer med knap så lang holdbarhed.

Føtex giver nemlig en mørkeblå halvkilos pose malet Amora Brazil mellemristet til alle der finder for gamle madvarer i deres butikker. Og det er kvinden i Clips, Ginette rigtig flink til.

En pakke saltkød havde overskredet sidste sagsdato med flere dage, og så gav Føtex hende et halvt kilo kaffe istedet. Og igår var den gal igen. En sylte var gået over til fjenden, og nok en gratis pose malet kaffe røg over disken.

Nu er Clips altså et tjekket reklamebureau, og har derfor en mega flot coffee maker med computer display og damp dims til mælkesjov. Sådan en skal påfyldes HELE bønner, – og de apparater mine medclipser har derhjemme, er også af typen som med infernalsk spektakel selv maler kaffen.

Jeg er den eneste med en normal snøftende kaffemaskine – så al den gratis kaffe havner i mit køkken. Min maskine er til små filtre, og laver maksimalt fem kopper ad gangen. Så et kilo mocca rækker faktisk temmelig langt her på Halmtorvet. Begge poser skal drikkes indenfor et år – længere kan det vacuumpakkede arabicakaffe ikke holde sig.

Det er forresten en skøn tekst, den Coffee song.