A blog in English

Photo: Caje Design, Faro, Portugal

All my blogs are in Danish, but a reader yesterday asked for one in English.

To me a blog is not just a log about where I am and my next destination. It’s more like an open diary. Here it consist of a shared photo and a caption to go with it. In the beginning, I wrote something everyday, but since then I have become more lazy, only uploading from time to time.

Today I am in Faro, in south of Portugal. I arrived yesterday, as a kind of climate refugee from Denmark, where the winter seems to go on forever. I prefer 2-digit temperatures - this morning it was freezing in Copenhagen. Faro is certainly much better, nice weather, 17 °C.

Faro is a fine, old city, with nice parks and an easy pulse, only disturbed by planes flying in and out of the airport nearby.

Most interesting site of Faro is the seaside. I expected a sunny beach and a clear view to the Atlantic ocean, but as seen on the photo, there is a national protected area important to a lot of birds, quite similar to the mudflat on front of the North sea in south of Jutland, Denmark.

A few Portuguese with special permission walks at the mud banks collecting clamps. Birds need no accept to do so. Faro is a beautiful town, and at the roundabout just behind the marina, a couple of storks have a free nest on top of the street lights.

Tomorrow I will go for a boat trip, and the day after, I am head for Loulé.

Veterancykel

Cykel købt 23. august 2017

Min ”nye” cykel blev fremstillet i Holland for cirka 25 år siden. Jeg har givet mere for den, end mange splinternye cykler på tilbud koster i landets storcentre.

Min ”gamle” cykel var købt i Bilka. Den blev leveret i en papkasse, og jeg skulle bare skrue hjul og pedaler på, så kørte den. Kyllingen fra Tølløse havde ifølge reklamerne sagt god for den.

Men efter bare fem år gik det ned ad bakke for den fine SCO Comfort. Op ad bakke takkede gearet over, der var noget galt.

Den lokale cykelsmed i Skanderup fik den ind, til hvad jeg troede var en ny kæde og justering af gearet, et 7-gears Shimano, som enhver erfaren cyklist, ikke kun Michael Rasmussen, ville give en tommel-op.

Men snart fik jeg et foto på min mobil fra cykelsmeden, som viste det blotlagte gearnav. Det lignede en chokoladekage, hårdt angrebet af rust og bvadr. Det kunne ikke betale sig at gøre noget ved sagen. Cyklen, som ellers stadig fremstod pæn og nydelig med sit gode alu-stel, var sådan set lige til at kassere.

Vi snakkede om det i carporten. Hvordan kan en cykel med Shimano og alu-stel ruste op på bare fem år? Et gæt, baseret på cykelsmedens mange års erfaring, og det faktum at der næsten ingen fedt var i baghjulets brune indmad, lød på, at Bilka havde fået deres Shimano gear meget billigt, og derfor kunne lave billige cykler af tilsyneladende høj kvalitet.

Måske havde fabrikken ved en fejl været alt for fedtede med fedtet i det indvendige gear - men det ville nok først vise sig, når garantien var udløbet… Det var jo immervæk Shimano gear, omend 2. sortering.

Under alle omstændigheder skulle jeg bruge en brugbar cykel, som naturligvis gerne skulle kunne bruges i mere end fem år. Og så var det, jeg købte denne vintage cykel, som med 25 år på bagen jo for længst havde bevidst sin holdbarhed.

Cykelsmeden havde selv købt den hjem til sin storebror , dengang cyklen var funklende ny. Men broren havde stort set ikke brugt den, den havde stået lunt og godt i hans kælder det meste af tiden. Nu var han så kommet på plejehjem. Jeg kunne få cyklen, en gedigen SKANDSEN Royal Dutchman for 2000,- kr.

Hvis du en dag ser en magen til med stelnummer WOE 316247 E - så er det sikkert stadig min.

Nytårshilsen

 Foto: Jeremy Wilson, nyklippet hos United by Hair

2016 har været sådan lidt la-la - men Jeremy gør mig glad og stolt.

For nogle måneder siden fortalte han, at der var kommet en invitation til Forsvarets dag.

I gamle dage - dengang jeg var 18 år - fik man besked på at møde op til session. Og det gjorde jeg så, sammen med de andre drenge i klassen, på Staldgården i Kolding. En hærdebred, karseklippet militærmand bød os indenfor med ordene: I skal ikke være bange.

Jeremy skulle give møde i Slagelse. Nogle af klassekammeraterne havde overvejet at fingere en sygdom, der ville gøre dem ukampdygtige - eller gøre sig dumme, så de på dén måde kunne slippe for militærtjeneste.

Men der er kun én sikker vej udenom Forsvaret: Vær pige - eller træk frinummer. Militæret ved i forvejen alt om dig, så der er ikke mulighed for at snyde. Dengang jeg var til session, vidste det endda besked om en speciel latinsk børnesygdom, jeg ikke selv var klar over.

Der er ikke meget, der har ændret sig siden dengang. Dog bliver piger også inviteret til Forsvarets dag - men uden mødepligt. Og en anden ting: man bliver ikke længere befamlet på løgene.

Ellers er der stadig IQ-testen, hvor jeg dengang scorede overraskende højt. Jeremy har helt sikkert også klaret de små hovedbrud til UG med kryds og slange, men nu får man ikke resultatet at vide. Militæret tjekker blot at scoren harmonerer med seneste eksamenskarakter, og så bliver den vistnok hemmeligstemplet.

Jeg kan sagtens forestille mig, at Forsvaret har kigget langt efter min søn. Han er stærk, ud- og vedholdende, klog - og så har han garderhøjde. Afrohåret kunne endda formes til en bjørnehue, tror jeg.

Men knægten gjorde præcis som sin far: Han tak frinummer! Hvor er det dejligt, at også den slags kan gå i arv.

Jeremy slap altså og kunne med sindsro få sig en ny frisure. Jeg ønsker ham al mulig held og lykke i det ny år - og ser frem til at se ham med studenterhue til sommer.

Godt nytår til alle!

En historie om de to fjer, der blev til fem høns..

Foto: Julia R., Freeimages.com

Plaster anklages for racisme i Sverige!, lød adskillige avisoverskrifter, og folk korsede sig og tænkte, at nu var de da gået fuldstændig gak-gak på den anden side af Øresund. Vores udenrigsminister var hurtig på aftrækkeren og smed et billede af et beige plaster på sin Facebook med billedteksten "Er endnu en gang glad for at jeg ikke bor i Sverige".

Den sviner har han undskyldt, og til svenske medier udtalte Kristian Jensen her til aften: "Jag älskar Sverige". Set i bakspejlet var det sgu heller ikke for kvikt sådan at nedgøre vores broderfolk og det blå/gule flag på de sociale medier.

Jeg har uden held forsøgt at finde belæg for bl.a. Jyllands-Postens overskrift. Men racisme-anklagen er ligesom H.C. Andersens to fjer, der blev til fem døde høns. Historien er kørt op til ukendelighed. Den holder simpelthen ikke vand.

Den er startet med et debatprogram i Sveriges Radio, hvor en ung svensk blogger Paula Dahlberg deltog. Hun sagde, at hun der er mange eksempler på hverdagsracisme, og nævnte i den forbindelse, at hun køber transparent plaster - for ingen har tilsyneladende tænkt på, at det ikke er alle, som har hudfarvet hud (sic!)

Paula er adopteret fra Colombia, derfor ser det ikke så pænt ud med lyst plaster. I studiet var også Eva Fernvall, der er kommunikationschef for Apoteket i Sverige. Hun havde ikke tænkt på, at man jo godt kunne udvide sortimentet med plaster i andre varianter end kaukasisk hvid, så det vil man nu gå videre med. Man havde dog allerede for år tilbage indset, at "hudfarvet" plaster var noget vrøvl, hvorfor det i dag markedsføres som "beige".

Paula Dahlberg er i øvrigt ikke udelukkende "racismeblogger", hun interesserer sig bredt for politik, stemmer til venstre og er feminist. Hendes blog kan læses på vardagsrasismen.nu

Jeg synes, plaster-historien - og lignende opskruede historier fra Sverige om fuglenavne, børnebøger - har fået alt for meget plads. Folk får jo det indtryk, at der faktisk ikke for alvor er racisme her i Skandinavien. Men det er der!

Vi taler hate-crimes, dødstrusler, ildspåsættelser etc. Man skal ikke lede længe for at finde DF-baserede fora, hvor mere eller mindre anonyme profiler vælter sig i rædselsfulde ytringer om vores minoriteter.

Det interesserer aviserne sig ikke så meget for. De vil hellere puste små pudsige historier op til store balloner, som læserne kan muntre sig med.

En tur til Mandø

På sælsafari med hestevogn Kristi himmelfartsdag 2015

Du kan tage bussen til hvorsomhelst - men at tage bussen til Mandø er noget helt specielt! For det første er det ikke nogen rigtig bus, det er en traktor med en toetagers anhænger til passagererne. For det andet er det ikke nogen rigtig vej, det er en såkaldt låningsvej som ikke altid er der.

Kristi himmelfartsdag parkerede vi den lille Picanto på P-pladsen ved Vadehavscentret og steg ombord på Mandøbussen, sammen med min kærestes søster og hendes mand Henning. Lidt over hundrede kroner for en tur-retur, inklusiv en guided turisttur og en luksus madpakke til indtagelse på den lille ø, som har bare 35 indbyggere.

Det er tidevandet som bestemmer, hvornår Mandø kan besøges. Naturen har dog indrettet sig sådan, at bussen normalt kører klokken 10 og returnerer tre timer senere. Men helt sikkert er det ikke, for tidevandet er lunefuldt. Derfor skal du opgive mobilnummer når du bestiller plads - så kan Preben i traktoren sende en sms, hvis der må ændres i køreplanen.

Men denne dag går alt som planlagt. Klokken ti er der afgang og snart bevæger vi os op over diget og ud mod Mandø. Det er overskyet og det blæser, men hvor er her smukt, her midt i Nationalpark Vadehavet, med unik natur lige så langt øjet rækker. Himlen er høj og landskabet ligefrem dynamisk.

Her er fugle en masse. Strandskaden fx. Den går rundt i sine røde gummistøvler og pirker sandorm med sit lange, lige så røde næb. Og så er der alle mågerne, med farver som havet selv. Hættemåge. Stormmåge. Sølvmåge. Og jeg ser en terne, denne særligt strømlinede trækfugl der hele livet pendler fra Nordpol til Sydpol, og hver gang finder præcis den samme bunke sten, der udgør reden fra sidste år. Hvordan gør de det, fuglene, helt uden kort og kompas? Vi mennesker kan faktisk kun orientere os her i Vadehavet, fordi Preben sidder bag rattet og ved hvor vi skal hen…

Det er lidt råkoldt i dag, hvor Mandøbussen standser ved byens brugs, så vi kan checke ind på Klithus. Claire og jeg har bestilt en overnatning. Et nydeligt værelse med bad, to senge, flimmer, bord og stole. Her nyder vi de fine madpakker højtbelagte smørrebrød, naturligvis sammen med godt Mandøl: Smagsgiverne plukkes på Mandø og brygget brygges hos Ørbæk på Fyn. Det er virkelig godt øl, og ikke så dyrt, kvaliteten taget i betragtning.

Preben er selv født og opvokset på Mandø, og han er en god fortæller. Vi kører ud til diget, som blev forstærket efter den store oversvømmelse i 1981. Dengang blev 80 % af øen lagt under vand, og springfloden kom så pludseligt at det var umuligt at redde får og køer i land. Flere hundrede dyr druknede, og man kan mærke på Preben at han aldrig glemmer det, selv om han er en munter mand.

I dag er digerne forstærkede med sand og klæg, den særlige jordart der føles som modellervoks. Man kan sige, at digerne har fået et ekstra lag emalje, så de er klar til næste gang havet viser tænder. Klægen virker som et gummilagen, hvor bølgerne kan løbe kraften af sig. Og fårene holder græsset nede, så dets rodnet styrkes og yderligere bidrager til sikringen af Mandøs fremtid.

Den værste katastrofe er markeret på Stormflodssøjlen. Dengang i 1558 gik det gruelig galt. Den gamle by lå ikke hvor byen ligger nu, og var slet ikke forberedt på den ekstreme vandstand. Øen blev praktisk taget udslettet, alt gik til grunde. Alle folk og fæ led druknedøden, på nær syv mand som tilfældigvis var draget til marked på fastlandet. Katastrofens omfang var kolossalt, og øen kom kun på fode igen, fordi Fanø gav de syv mænd en gave: Syv tjenestepiger fra Ho blev foræret til de syv mænd fra Mandø, en ny by blev anlagt højere oppe, og snart steg befolkningstallet. Det var godt for øen, og det var også godt for kvinderne fra Ho, som avancerede fra at være tyende til at være ægtekoner til selvejere. Det var der alligevel prestige i, selv om mandøboerne var fattigfolk.

Preben fortæller med stolthed om sin ø, om flora og fauna, og inde i bussen hænger der billeder fra hans lange karriere. Et godt råd er, at man aldrig må købe en brugt vogn, hvis der sidder et Mandø-klistermærke på den. Ikke så få gange er Preben og hans venner kørt ud i deres store maskiner for at undsætte strandede billister uden erfaring i tidevandskørsel. Og det siger sig selv, at biler som i de situationer får undervognsbehandling med saltvand fra Vesterhavet snart vil blive ædt op af rust. Billedgalleriet viser mange biler, man i hvert fald ikke skal købe.

Kirken er også et besøg værd. Døbefonden er fra den gamle kirke, og vi kan denne helligdag uforstyrret studere modelskibene, det lille orgel, altertavlen - for i dag prædiker præsten i Vester Vedsted, syd for Ribe.

Vi vinker farvel til Bhety og Henning, som skal retur med bussen og videre hjem til fest i Kolding. Så står vi tilbage på de 7,63 km² land midt i Vadehavet, hvad søren skal vi lave?

Vi hører klapren af hestesko og jeg prajer en prærievogn, der er på vej gennem byen. Kusken siger vi bare skal hoppe op i vognen, for nu skal vi på sælsafari i hestevogn.

Kusken hedder Benny, og ved siden af ham sidder en tysk turist med strikhue og kikkert. I vognen møder vi Bennys datter og hendes kæreste, som bor i Odense. Og nu er vi her også. Et lille sluttet selskab på seks mand, og to flinke trækdyr.

Datteren har selv været taget turen utallige gange, og hun oversætter fluks, hvad Benny fortæller på tysk bag hestene. Som trækker godt til over diget, og snart er ude på vaderne, midt ude i Guds fri natur. Hestene traver uden at kny gennem en lille meter vand og så går det rask ud over stepperne, nordpå hvor sælerne ofte nyder tilværelsen. Det blæser, og Claire får et par solide tæpper om sig. Hun er kuldskær, især herude hvor vinden rigtig kan komme til, og hvor afstanden til Filippinerne føles større end nogensinde.

Vi gør holdt ved Knudedyb, hvor sælerne nysgerrigt stikker hovederne op af havet for at se hvad vi er for nogle. I det fjerne kan vi se en flok ligge og dase. Jeg tror der er en snes stykker, men så sætter Bennys datter en tele på stativ, og jeg får syn for sagn: Der ligger hundredvis. Det er lige før jeg kan tælle til tusind.

Jeg tager et foto og ved med det samme, der er godt. Himlen nærmest fritskraber motivet med prærievognen, kæreste, kusk og tysk turist. Hestene og horisonten sørger for god komposition i billedet, det er klart det skal på nettet. Man kan se, det er koldt, for Benny har smøget sine skjorteærmer ned. Og vi har en pragtfuld dag i universet.

Alting er foranderligt og forunderligt. Havet har trukket sig lidt siden udturen, så på tilbagevejen får hestene kun en lille soppetur, hvor der før var godt med vand. Og tilbage i stalden får vi en spændende hyggesnak og en kop af Bennys kone Elisas termokaffe. Claire køber øllen, der hedder Smagen af Mandø, som nu står og pynter på skabet her i Alsgade. Indtil den bliver drukket, fungerer den som reklame for øen, hvor vi også besøgte det stråtækte museum og den hollandske mølle, hvor vi sad på en bænk og nød lidt solskinsvejr, og Claire med en sten åbnede en af de store, invasive stillehavsøsters, så fuglene kunne mæske sig i det velsmagende og perleproducerende bløddyr.

Mandø er en stor ferieoplevelse, der skal vi sikkert over igen når det bliver sommer. Så skal vi have badetøj med, og måske komme helt tæt på sælerne.

Den gamle redningsstation

Foto: VisitMandø

På Mandø er der en fin gammel redningsstation, smukt dekoreret med to dannebrogsflag på den grønne port. Den husede i gamle dage en robust redningsbåd, som kom i aktion, hvis der var mennesker i havsnød. Og der var mange af den slags redningsstationer, især langs den danske vestkyst.
I dag fungerer den her som souvenirbutik. Men danskerne har tilsyneladende glemt, hvad det oprindelige formål med huset var.

Flagene symboliserede at her i Danmark stod vi sammen. Som den stolte søfartsnation vi var, ville danske mænd risikere livet for at redde fremmede. I selv den værste storm stod brave danske sømænd ud på havet for at redde stakler fra druknedøden.

Men i dag vil 6 ud af 10 danskere ifølge Jyllands-Posten skubbe synkefærdige både fyldt med bådflygtninge ud på oprørt hav igen. Har vi da fuldstændig glemt vores danskhed?!

Hvor svært kan det være?: Hvis vi danskere observerer folk i havsnød, så skal vi prøve at redde dem i land. Så kan vi bagefter, når de har fået varmen og stillet sult og tørst, spørge hvorfra de kommer, og finde ud af om deres opholdsgrundlag er i orden. Og hvis det ikke er tilfældet, så sende dem sikkert tilbage, i live.

Det har vi en moralsk forpligtelse til: Vi har jo for pokker selv en aktiv rolle i de krige, staklerne på Middelhavet flygter fra…

En overmoden alder

Foto: Miguel Saavedra, Spanien

I gamle dage, da jeg var ung, var man en moden mand, når man engang om mange år blev tredive. Man kunne også blive fyrre, med tilføjelsen fed og færdig. Teoretisk kunne man godt blive endnu ældre, men så langt rakte tidshorisonten ikke i farten dengang.

Nu er situationen med tiden blevet anderledes. Jeg har fået et mere nuanceret syn på alder. Jeg kan stadig løbe op på tredje sal uden at blive forpustet, gider bare ikke. Vil helst nøjes med at gå, og hellere ned ad trapperne.

Forresten har forfatteren Klaus Rifbjerg left the building. Han blev 83 år, og hans død er breaking news. Det er som om hans bortgang kommer helt uventet, selv om han døde efter længere tids sygdom. Tiden vil vise, hvormange af hans bøger der egentlig er kronisk langtidsholdbare.

I radioen har en anden gammel dansker, skuespilleren Ghita Nørby siddet i radioen og spillet jazz. Hun blev firs for en måneds tid siden. På et tidspunkt blev der spillet en tussegammel live-optagelse med Josefine Baker, fra da Ghita var bare to år gammel.

Det blev til en længere snak om alder. Ghita nævnte en film som hed Balladen om Carl-Henning. Den var hun ikke med i. Det var som om hun dengang (i 1969) nærmest blev udelukket fra dansk film. Man havde ligesom fået nok af hendes baronesse-rolle og smilehuller i Morten Korch-film. Nu skulle der ske noget nyt, og ud røg de gamle.

Ghita blev dog ved med at holde sig igang, med tv-programmer og arbejde på teatret. Og som bekendt blev der sidenhen alligevel brug for hende igen i filmbranchen. Senest i Stille Hjerte.

Men man bliver jo ikke yngre med tiden. Ghita Nørby sagde det på en finurlig måde: Jeg lider af alder…

Hvad med mig, nu hvor jeg er på vej mod de 54? Kan det tænkes at min ungdoms tæft for tekst, grafik og reklame stadig er gangbar? Jeg vil i hvert fald gerne have et arbejde. Alt har interesse, i hele verden, og nu skipper jeg sørme en ansøgning afsted til et job som Danish copywriter i Barcelona…

Tiden vil vise, om der er udsigt i at jagte nye udfordringer, eller om jeg er løbet tør for stepstones og bare skal trappe yderligere ned.